Holbæk Kommune offentliggør i foråret 2023 et udbud, der skal få 150 ladestandere op rundt omkring i kommunen.

Holbæk Kommune har tidligere spurgt borgerne, hvor de mener, at der er brug for flere ladestandere på kommunale arealer. De input har kommunen nu omsat og kommer til at ligge til grund for det udbud, der forventes godkendt i april 2023.

”Elbilismen er stigende og en vigtig forudsætning for den grønne omstilling. Derfor har vi i forsommeren 2022 spurgt vores borgere, hvor de ønsker flere ladestandere. Det resulterede i 120 forslag til geografiske placeringer, som vi har bearbejdet til et udbud. Med opsætningen af ladestanderne kommer vi til at gøre det langt lettere at lade elbilen og på den måde bidrage til den grønne omstilling her i Holbæk Kommune,” siger Lars Qvist, formand for Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling.

Udbuddet vil efter planen blive offentliggjort i slutningen af april 2023. Forventningen er, at ladestanderne vil være opsat med udgangen af 2023.

Holbæk Kommune med i EU-projekt om ladestandere

Sammen med 11 andre europæiske byer er Holbæk med i EU-projektet REEFLEX. Formålet er blandt andet at komme med data for, hvilken ladestanderkapacitet og hvilke ladestanderlokationer der vil være de mest optimale for brugerne af elbiler i Europa.

Rollen bliver at vurdere og udarbejde anbefalinger for, hvordan man succesfuldt kan udbrede og understøtte elbilismen. Her vil kommunen netop kunne trække på erfaringerne med borgerinddragelse, udbuddet til næste år, opsætningen og driften af de 150 ladestandere samt brugen af kommunens egne elbiler. I løbet af projektet skal der involveres en masse borgere og lokalområder, og også meget gerne forsyningsselskaber, foreninger og andre relevante aktører inden for området. Konkret skal Holbæk Kommune udarbejde en analyse, der tager udgangspunkt i de lokale muligheder, teknologiske løsninger og barrierer i forhold til dansk lovgivning, brugerinddragelse, elmarkedets funktion og ladeinfrastruktur.

EU-projektet vil være gennemført med udgangen af 2026, hvor resultaterne skal foreligge.

Overordnet scope for EU-projektet

EU-projektet, der løber frem til 2026, tager udgangspunkt i et behov for at øge Europas energiuafhængighed, og at skabe en hurtig omstilling til vedvarende energi. Dette kalder på nye strategier, forretningsmodeller og services. Projektets overordnede formål er at øge udbredelsen af intelligent opladningsinfrastruktur, så den bliver den mest overkommelige og bekvemme opladningsform for brugere af elbiler i Europa.

Projektet vil således styrke og give de interessenter, der er i direkte samspil med energiforbrugerne, mulighed for at fungere som facilitatorer for oprettelsen og udvidelsen af energifællesskaber.
Et mere konkret mål er at få forbrugerne til at deltage mere i aktivt i energimarkedet og energiøkosystemet.
Gennem innovation af tekniske, administrative og styringsmæssige innovationer forventes projekt bl.a. at bidrage til følgende:
• Oprette og udvikle energifællesskaber, der integrerer elektrisk og termisk energi.
• Inddragelse af distribuerede aktive forbrugere og energifællesskaber i stor skala, bl.a. gennem innovative incitamentsmekanismer.
• Muliggørelse af nye markedsroller og markedsdeltagere gennem udvikling af et servicekatalog for alle interessenter i økosystemet: elbilsejere, ladeoperatører, elproducenter osv.
• Udvikling af mekanismer til støtte for oprettelse, vækst og kapacitetsopbygning af energifællesskaber

Disse innovationer skal i projektet demonstreres i fire demonstrationsbyer i Spanien, Grækenland, Bulgarien og Schweiz.

Foto: ABW