Mange af os ved måske godt, at vi selv og vores familie får i overkanten af de søde sager og søde drikke, men vi mangler konkret viden om, hvor meget der er for meget, skriver DGI.
Danske børn har verdensrekord i at spise slik. Det er nok ikke en verdensrekord, vi skal være stolte af, for med fem gange så mange søde sager og søde drikke, som der er plads til i en sund kost, går det søde ud over sundheden. På kort sigt risikerer det at gå ud over tandsundheden i form af huller i tænderne og syreskader og kan føre til overvægt. Overvægten kan senere i livet øge risikoen for diabetes, hjertekarsygdomme og visse typer kræft.
Der er intet farligt ved sukker, så længe vi begrænser det. Det handler om mængder og hyppighed. Det søde fylder dog for mange, især børn, fem gange så meget, som det bør, og det spises især i weekenden, når vi skal hygge. I alt spiser vi årligt i snit 35 kg søde sager hver især. De søde sager og søde drikke optager også pladsen for sund mad, som giver næringsstoffer, der er nødvendige for vækst, udvikling, indlæring og forebyggelse af en række livsstilssygdomme.
På erduforsoed.dk
… kan du læse om DTU Fødevareinstituttets nye projekt, der har som formål at balancere børnefamiliers søde vaner og forbedre deres sundhed gennem en sundere hverdag med færre søde sager og søde drikke, samtidig med at hyggen bevares.
Her kan du læse tips og finde idéer til, hvordan jeres familie kan erstatte slik og kage med andre hyggelige sager og på den måde balancere mængden af de søde sager i jeres familie.
Se mere her: https://erduforsoed.dk/
Nulsukkerpolitik er ikke løsningen
Med tilbud på for eksempel fredagsslik og tradition for at fejre noget i klubber og på hjemmefronten med slik og kage er det nemt at få for meget sødt. Gode vaner tillært tidligt i livet er nemmere at fastholde i ungdoms- og voksenårene, så det betaler sig på den lange bane at øve sig i at spise frugt, grøntsager og fuldkornsboller, måske med pålægschokolade, når I er lækkersultne.
Vil du holde øje med, om du har et uønsket overforbrug af søde sager, kan du prøve at tælle sammen, hvor meget af det søde du selv og måske også din familie spiser på en uge. Forskning tyder på, at forbud mod søde sager medfører risiko for overspisning, så målet er ikke at undgå alt, men at skabe et fornuftigt forhold til de søde sager og spise dem i mindre mængde og med god samvittighed i stedet for at lave en nulsukkerpolitik.
I klubben og i jeres familie kan I lave aftaler om at erstatte slik og kage med bedre alternativer, så I øver jer i at skabe en sundere hyggekultur.