Lørdag den 4. oktober kl. 11.30 afholdes DM i Kæmpegræskar for 18. gang i Tivoli. Her jagtes både den danske og nordiske rekord, som blev sat i 2024 af en debutant med et græskar på 1.115,8 kilo. Årets vækstsæson med masser af varme, regn og kolde nætter har været gunstig, så chancen for en ny rekord er til stede. Det kan nu afsløres hvem der stiller op til dette års DM i Kæmpegræskar mesterskab. Det bliver bl.a. sidste års mester, der slog nordisk rekord. Der er debutanter og der bliver også en familiedyst mellem far og datter om hvem af dem der får den bedste placering til DM.
Sidste års vinder, Peter Holst Olsen fra Næstved, som deltog for allerførste gang og løb med sejren samt satte dansk og nordisk rekord er med igen. Han vandt, som nogen vil huske, med et græskar svarende til vægten på en fuldvoksen bisonokse. Derudover er der tidligere deltagere samt fire debutanter: Emil Clausen, Charlotte Louise Thomsen, Line Bech Hald og Steven Lambert.
Indehaveren af den danske og nordiske rekord i græskar, Peter Holst Olsen fra Næstved siger: (Det er hans deltagende græskar på foto hvor han står bag det.)
”Det var en rigtig fed oplevelse at være med for første gang sidste år, og en stor fornøjelse at møde de andre deltagere og vise vores hårde arbejde frem til publikum. I år har jeg indført en række markante ændringer for at optimere yderligere. Desværre har det gjort indkøringen mod optimale klimaforhold en del sværere end jeg havde regnet med. Til gengæld har jeg fået en stor mængde brugbare data ud af både denne og sidste sæson, som jeg har dybdeanalyseret i månedsvis. Vi kan derfor nu tegne et ret præcist billede af, hvad der klimamæssigt skal til for at skabe optimal vækst. Det har jeg desværre ikke været ret god til at tie stille med, så jeg håber ikke konkurrenterne har lyttet alt for godt efter. Forhåbentligt kan jeg få noget fornuftigt frem til målstregen i år. Jeg håber, at evnerne en dag rækker lige så langt som ambitionerne – så kan det risikere at blive vildt!
Græskar hejses på pga. af de stigende kilo med kran i år
De seneste års markante udvikling i størrelsen og vægten på de deltagende græskar har gjort det nødvendigt nu at hejse nogle græskar med kran hen til vægten. Vægtløftere fra Roskilde Atlet Klub står dog igen i år klar til at løfte de fleste græskar. Som noget nyt indføres en bonus, hvis en græskardeltager forbedrer den nuværende Danmarksrekord på 1.115,8 kg så fordobles pengepræmien til 15.000 kr. i stedet for de nuværende 7500 kr.
Styrkeløfterne har trænet flittigt, og formanden for Roskilde Atlet Klub, Jeffrey Evon, fortæller:
“Den 4. oktober er Roskilde Atlet Klub klar til årets store Græskarløft! Sidste år løftede vi en nordisk rekord, og i år har vi trænet fælles løft og samarbejde for at kunne tage kampen op med de kæmpestore græskar. Det bliver en dag fyldt med rå kraft, holdånd og tunge løft!”
Verdensrekord: 1.246,93 kg. ved Travis Gienger i 2023 fra USA 2023
Europa-rekord: 1.226,93 kg. ved Stefano Cutrupi i 2021 fra Italien
Nordisk-rekord: 1.115,80 kg. ved Peter Holst Olsen i 2024 fra Danmark, Næstved
Blandt deltagerne i år er Charlotte Louise Thomsen og Emil Troung Hansen fra Tølløse, Line Bech Hald fra Ringsted, Peter Holst Olsen fra Næstved og Steven Lambert fra Nykøbing F.
Vindere af DM i Kæmpegræskar i Tivoli
2025: ???
2024: 1.115,8 kg, ved Peter Holst Olsen i 2024 fra Danmark, Næstved
2023: 784,8 kilo Jens Peder Skønager fra Ribe
2022: 868,8 kg. Jens Peder Skønager fra Ribe
2021: 497,6 kg, Henrik Jensen fra Græsted i Nordsjælland
2020: 970,4 kg, Jens Peder Skønager fra Ribe
2019: 446,3 kg., Jens Peder Skønager fra Ribe
2018: 589,4 kg., Lasse Blach fra St. Merløse ved Ringsted
2017: 485,4 kg. Jørgen Ø. Jensen, Nr. Nebel fra Varde
2016: 342,0 kg., Kim Engrob Bøndergaard fra Spjald
2015: 310,6 kg., Kim Engrob Bøndergaard, fra Spjald
2014: 276,2 kg., Kim Engrob Bøndergaard fra Spjald
2013: 210,2 kg., Nina Tin Rasmussen fra Mørke
2012: 451,4 kg., Lasse og Hanne Kolding fra Slagelse
2011: 288,2 kg., Ivar Lund fra Astrup ved Hjørring
2010: 260,9 kg., Poul Sørensen fra Thy
2009: 275,4 kg., Ludvig Ahm Krag fra Uggerby
2008: 335 kg., Erik Lund
Præmier
7.500 kr. + ophold på Tivoli Hotel i to nætter for fire personer + fire billetter til en udvalgt forestilling i Tivolis Koncertsal eller Glassalen + fire entré og Turpas + gavekort på 1.000 kr. til Tivolis restauranter samt gavekort på 3.000 kr. til udstyr fra Husqvarna.
5.000 kr. + fire billetter til en udvalgt forestilling i Tivolis Koncertsal eller Glassalen + fire entré og Turpas + gavekort på 2.000 kr. til Tivolis restauranter samt gavekort på 2.000 kr. til udstyr fra Husqvarna.
2.500 kr. + fire entré og Turpas + gavekort på 1.000 kr. til Tivolis restauranter samt gavekort på 1.000 kr. til udstyr fra Husqvarna.
DM i Kæmpegræskar afholdes i samarbejde med Husqvarna
Halloween i Tivoli
Når portene i Hovedindgangen åbner for Halloween er det 20. gang, at forlystelseshaven markerer årets mest uhyggelige, men også en af de mest hyggelige højtider. Som altid vil Tivolis gæster kunne opleve over 22.000 græskar, nye dekorationer, kørende forlystelser, hekseshows og DM i kæmpegræskar.
Under Halloween kan publikum desuden se frem til den eventyrlige musical Skønheden og Udyret i Tivolis Koncertsal, samt den nye musical Tag med Alice til Eventyrland i Glassalen. Gys og grin i efterårsmørket. Halloween i Tivoli der sidste år blev besøgt af over en halv million gæster kan i år opleves fra den 3. oktober til og med den 2. november
























