Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet Jan 26, 2018 til Feb 06, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brand – Orø, Holbæk

Kl. 1112 kørte politi og brandvæsen til Bygaden, hvor der var ild i en firlænget gård. Det lykkedes brandvæsenet at begrænse ilden til den vestlige længe. Det antages, at branden er opstået i forbindelse med et brændefyr, hvor ilden har bredt sig til loftet. Ingen personer eller dyr kom til skade.

Spirituskørsel/narkokørsel – Jyderup, Holbæk

Kl. 1746 anholdt politiet en 25-årig mand fra Viby, der blev standset på Lyngvej. Han var påvirket af spiritus og narkotika, og han fik derfor udtaget en blodprøve.

Brand i køkkenet – Elmevej, Kundby, Svinninge – Holbæk

Kl. 1229 slog en nabo alarm, da der var udbrudt brand i køkkenet i en nærliggende ejendom med flammer og røg fra taget. Naboen begyndte slukning af branden med en haveslange, indtil brandvæsnets ankom og overtog brandslukningen. Taget over køkkenet måtte brækkes op for at foretage efterslukningen af branden, der havde ødelagt køkkenet og sodskadet resten af huset. Ingen kom til skade ved branden, der ifølge beboeren – en 49-årig kvinde – formentlig var startet, efter at hun havde stillet en gryde med margarine på et tændt komfur. Herefter var hun gået en tur med hunden og havde ikke opdaget branden. Politiet har optaget rapport om branden for senere at kunne afgøre, om den 49-årige har overtrådt beredskabslovgivningen i forbindelse med branden.

 

Vold – Holbæk

Tirsdag kl. 1800 gik en 14-årig dreng med sin mor på Tidemandsvej, hvor de ud for nr. 20 ville fordi to personer, der også gik på fortovet. De to flyttede sig ikke, og en af personerne slog drengen i hovedet en gang uden videre.

Moderen sagde, at hun ville tilkalde politiet, og dernæst løb de to fra stedet.

Gerningsmændene beskrives som:

A, Mand, dansk, 19-22 år, 180-190 cm høj, kraftig af bygning, brunt mellemlangt hår. Iført sort kasket, blå dunjakke og mørke cowboybukser.

B, mand, dansk, 18-20 år, 185-190 cm høj, almindelig af bygning, brunt kort hår, iført mørk dunjakke, sort kasket.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner eller andre, der har oplysninger om sagen. Ring på 114.

Narkopåvirket bilist – Holbæk

Kl. 1531 anholdt politiet en 36-årig mand fra Jyderup, der kørte i bil på Kalundborgvej. Han var påvirket af narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve. Kørekort havde han ikke noget af, idet det tidligere var frakendt ham.

Hærværk – Store-Merløse, Holbæk

Kl. 1508 blev anmeldt hærværk på den sydvendte facade på Store Tåstrup Kirke, Tåstrupvej. Hærværket sket mellem søndag kl. 1600 og mandag kl. 0700. Der er skrevet på væggen med 1,5 x 2 meter store bogstaver.

Politiet hører meget gerne til vidner, der har set hærværksmanden. Ring på 114.

Narkokørsel – Absalonsvej, Holbæk

Kl. 0550 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand fra Føllenslev for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Skud mod hus – Munkholmvej, Holbæk

Der henvises til pressemeddelelsen udsendt lørdag kl. 1223.

Supplerende kan politiet oplyse, at omtalen af sagen i medierne har medført nogle få henvendelse fra borgere, hvis oplysninger nu indgår i efterforskningen af sagen, der efterforskes ud fra de spor og forklaringer, som politiet har på nuværende tidspunkt. Ingen har været anholdt eller sigtet i sagen.

Politiet er fortsat interesseret i at modtage oplysninger fra borgere, der måtte have gjort observationer i forbindelse med skyderiet natten til lørdag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Mistænkeligt forhold var legalt – Svinninge – Holbæk

Kl. 1151 fik politiet henvendelser fra borgere i Svinninge-området, som undrede sig over en sort bil med udenlandske nummerplader, som kørte rundt i området og standsede mange steder. Dette gjorde borgerne utrygge, ligesom der på de sociale medier blev skrevet som samme køretøj og fremgangsmåde, fordi borgerne var bange for, at personerne i bilen rekognoscerede forud for et eventuelt indbrud. Politiet kørte rundt i området og fik til sidst på Aggervoldvej kontakt til bilen, der havde rumænske nummerplader. I bilen befandt sig en 46-årig mand med rumænsk oprindelse, men bosiddende i Danmark. Han uddelte aviser for et lokalt dagblad og foreviste papirer fra SKAT vedr. sin arbejdsmæssige tilknytning til Danmark. Politiet gjorde således ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

Spirituskørsel – Roskildevej, Holbæk

Kl. 1315 anholdt og sigtede politiet en 48-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Indbrud i perioden
Frejasvej, Allerup, Holbæk Balstrupvej, Balstrup, Holbæk Kalundborgvej, Holbæk Thorsvej, Allerup, Holbæk Søndervang, Holbæk Bispehøjen, Holbæk Buerupvej, Buerup, Jyderup Agervænget, Regstrup Regstrupparken, Regstrup Skeevej, Allindelille, Store Merløse Rødkælkevej, Tølløse Møllervænget, Vipperød Skovlyvej, Vipperød (2 steder)

%d bloggers like this: