Sejergaardsskolens koncertsal i Tølløse har de seneste år indbudt hele Midtsjælland til koncerter i skolens hal med store navne som Søs Fenger, Zididada og Wafande – hver gang for fulde huse. I år kunne skolen stolt præsentere ingen ringere end 80’er-idolerne Rugsted og Kreutzfeldt.

Allerede kl. 18.15 en kold november aften begyndte hallen at blive fyldt med mennesker i alle aldre, og der var en summen af ægte hygge på højt plan. Der var solgt lige omkring 650 billetter til en utrolig pris af kun 99,- kr. Dette kunne kun lade sig gøre grundet de mange sponsorer, som trofast altid bakker op om disse arrangementer.

Der var sørget for lækkerier ved madboderne, så dem der ikke havde nået at få aftensmad, kunne snuppe sig en lækker luksussandwich eller en pølse. De som havde nået forbi spisebordet kunne nøjes med lækre muffins og en skøn kop kaffe eller lidt chokolade til sodavanden.

Endelig slog klokken 19 og “The Formænd” indtog scenen for at varme lidt op. Det må man sige de gjorde. Hallens mange gæster kunne nyde en masse festlige danske 80’er-hits og efter små gode 45 minutter blev lyset tændt og så var det tid til pause, hvor der var plads til en refill af kaffe m.m. alt imens der blev råbt numre op og udloddet de mange flotte gevinster.

Stemningen var i top, masser af hygge, kram og mange smil. Der blev sludret og der var ingen tvivl om, at Tølløse kan noget ganske særligt – sammen. Uanset om det var de unge eller voksne, gav alle de frivillige sig fuldt ud og gæsterne var i fokus – hele aftenen.

Endelig blev klokken 20 og Rugsted og Kreutzfeldt kom på. De var oplagte og det blev et brag af en koncert. Det var et skønt gensyn for mange og en fantastisk oplevelse. Lys, farverne, sangene fra fortiden, bassen der hoppede afsted, og man kunne slet ikke stå stille. Mange minder poppede op, og der blev sunget med og klappet højt.

Dit Holbæk var også med. Se alle stemningsbillederne her og videoklip. Vi undskylder på forhånd at klippet er lidt rystet, men vores fotograf havde svært ved at stå stille (ses nederst). Der er også et lille klip med The Formænd.

 

 

Klik her for at høre The Formænd.
http://dit-holbaek.dk/wp-content/uploads/2017/11/MVI_0168.mp4