Hannah Erichsen, Mathias Møldum Hansen, Mathilde Damsgaard Hesselberg og Milan Hein Olsen fra Slotshaven Gymnasium hører blandt nogle af Danmarks dygtigste unge problemknusere og innovationstalenter.

Det står klart, efter de fire gymnasieelever har kvalificeret sig til finalen i den landsdækkende Science Cup, som Engineer the Future står bag.

I alt seks hold har kvalificeret sig til finalen i København efter påske, hvor de skal præsentere deres unikke idé, som løser et naturvidenskabeligt problem med afsæt i den virkelige verden.

Eleverne fra Slotshaven har et ønske om at minimere plastiks skadelige effekt på havet. Derfor har de udviklet et mere bæredygtigt alternativ til konventionel plastik, som er produceret af olie, og som ikke kan nedbrydes i naturen. Konkret ønsker eleverne at finde et godt alternativ til engangsplastikbestik, og efter flere forsøg med forskellige materialer har de udarbejdet en plastik lavet af mælk.

At dømme ud fra semifinalerne er det et stærkt felt i naturvidenskabelig topform, som præsenterer deres kreative problemløsninger i Ingeniørforeningens konferencesal den 21. april, mener direktør Ghita Wolf Andreasen fra Engineer the Future:

”Det er en stor fornøjelse at se, hvordan gymnasieeleverne formår at anvende deres viden og metoder fra teknologiske og naturvidenskabelige fag til at løse relevante problemer, når de får inspiration til idéudvikling og proces fra lokale virksomheder. Deres kompetencer er stærkt efterspurgte ude i virksomhederne så Science Cup åbner gymnasieelevernes øjne for spændende job- og uddannelsesmuligheder med afsæt i naturvidenskaben.”

Som en integreret del af Science Cup er eleverne blevet præsenteret for, hvordan medarbejdere ude i virksomhederne selv har udviklet produkter og projekter. Det er eksempler, der har ført til løsninger til gavn for virksomheden og, hvor koblingen mellem naturvidenskab og innovation har spillet en central rolle i processen. Som led i arbejdet er eleverne blevet præsenteret for den såkaldte Engineering-metode, der består af syv delprocesser og hjælper eleverne med at arbejde systematisk og reflekteret om problemløsningen.

Om Science Cup:
Landsdækkende innovationskonkurrence for 2. g’ere.
Finale finder sted d. 21. april kl. 12-16 i Ingeniørforeningens lokaler i København.
Et dommerpanel placerer opgaverne på 1., 2. og 3. pladsen ud fra vurderingskriterierne samt deres præsentation til finalen.
Pressen er velkommen.

Finalisterne:
Kold Tekniske Gymnasium i Odense, HTX 2.g (fire finalister)
• Vil udvikle dambrug i en mere bæredygtig retning ved hjælp af en cirkulær tankegang.
• En blindestok, som ved hjælp af en sensor giver brugeren besked om selv små genstande på jorden.
• Design af skraldespand, som automatisk maser affaldet sammen og signalerer, når den er fyldt.
• Udvinding af snor fra tang til erstatning af bomuldsnor, som slagtere anvender ved kødudskæringer.

Slotshaven Gymnasium Holbæk, 2.g
• Udvikling af plastik baseret på mælk til brug for engangsbestik, som kan nedbrydes naturligt.

Rødkilde Gymnasium, HTX 2.g
• Princip for dyrkning af afgrøder uden brug af pesticider i flytbare, lukkede containere

Pressefoto