Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2025/01/31 til 2025/02/11.
Bilist med mange ting galt – Skovvejen, Regstrup, Holbæk
kl 15.10 standsede politiet en personbil ført af en 30-årig mand fra Skælskør. Der var mistanke om, at manden var påvirket af alkohol og stoffer, hvilket han erkendte, så han blev medtaget til udtagning af blodprøve. Det viste sig samtidigt, at bilen, han kørte i, var stjålet. Den 30-årige var i øvrigt selv frakendt kørekortet. Og som om det ikke var nok, så blev manden også målt til at køre 110 km/t hvor han højst må køre 70 km/t.
Kørte uden kørekort – Skovvejen, Jyderup
Kl 16.11 blev en 29-årig mand fra Kokkedal taget i bil selv om hans førerret var inddraget. Manden blev vejledt om, at hvis det gentager sig, så kan politiet beslaglægge bilen.
Bedrageri – Jyderup
Kl 16.32 blev det anmeldt, at en 74-årig kvinde fra Jyderup var blevet ringet op af sin “bank”. Kort efter var en anden mand ankommet til stedet, hvorfra han stjal kvindens hævekort samt 3000 kroner i kontanter. Manden nåede at hæve 15.000 kr på kvindens kort inden blev spærret.
Brand i bygning – Strandmøllevej, Holbæk
Kl 18.54 indløb der alarm om brand i en forladt restaurantbygning. Branden nåede at sprede sig til hele bygningen, der nedbrændte totalt. Der er mistanke om, at branden kan være opstået i forbindelse med en el-tavle. Branden gav en kraftig røgudvikling, men vinden drev røgen ud over vandet. Branden trak mange nysgerrige til stedet og det blev nødvendigt for politiet at sende en ekstra patrulje til brandstedet alene for at holde de nysgerrige på afstand.
Butikstyve anholdt – Stenhusvej, Holbæk
Kl 15.13 blev politiet tilkaldt til et byggemarked, hvor tre mænd havde stjålet ure og værktøj samt en enkelt Wunderbaum-dufttræ. Da en medarbejder ville standse dem, skubbede den ene af mændene til ham, så de kunne komme fri. Dermed blev tyveriet til et røveri. En patrulje kom hurtigt frem og fik fat i de tre mænd, der blev anholdt. På sig havde de også diverse andre småting, som det viste sig var stålet fra to andre genbrugsforretninger i Holbæk. Derfor blev de også sigtet for butikstyveri vedr de to forhold.
I deres bil var også to knive, så de blev derfor også sigtet efter knivloven.
Der var tale om tre litauiske statsborgere på hhv 43, 58 og 40 år, som alle er bosiddende her i landet. Derfor blev de tilbageholdt indtil der var udfærdiget et anklageskrift, som blev forkyndt for dem. Derefter blev de løsladt og vil senere få deres sag behandlet af retten.
Narkokørsel – Roskildevej, Holbæk
Kl. 01.51 var det en bilist på Roskildevej i Holbæk, som blev blinket ind i et rutinetjek, hvor han blev testet positiv i en narkometertest. Den 24-årige Holbækker blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøve. Han erkendte at have kørt påvirket.
Påvirket bilist – Landevejen, Holbæk
kl 14.50 standsede en patrulje en personbil ført af en 21-årig mand fra Hornsherred. Manden blev standset da der var mistanke om, at han var påvirket af narko, hvilket han erkendte. Desuden kørte manden bil, selvom han var frakendt førerretten.
Påvirket bilist – Slagelsevej, Jyderup, Holbæk
Kl 16.05 standsede politiet en personbil ført af en 21-årig mand fra Odsherred. Der var mistanke om, at manden var påvirket af narko og desuden havde han heller ikke nogen gyldig førerret.
Seks sager om banksvindlere på spil – Ringsted, Jyderup, Roskilde
Kl. 10.19 anmeldte et ældre ægtepar ved Skjoldnæsholm i Ringsted Kommune, at de tirsdag middag blev snydt af en falske bankmænd, som fik dem overtalt til at udlevere deres dankort. Senere opdagede ægteparret, at der var blevet hævet 15.000 kr fra deres konto.
Den mistænkte beskrives som: 20-30 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Iført: Hue brun, halstørklæde brun, lysebrun jakke, hvid skjorte, lyse bukser, hvide kondisko.
Kl. 13.46 anmeldte en ældre kvinde fra Lærkevej i Jyderup, at hun netop havde smækket døren i hovedet på en falsk bankmand, som kom for at hente hendes kort. Kvinden var tidligere blevet snydt i september, hvor der blev hævet 6000 kr fra hendes konto. Da den samme mand dukkede op igen hjemme hos hende, hoppede hun ikke på den og afviste ham.
Den mistænkte beskrives som: Mand, Mellemøstlig af udseende, 20 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Krøllet hår, Talte: Dansk, Iført: Lysegrå, lang jakke.
Kl. 14.34 anmeldte pårørende til en ældre kvinde, at hun kort forinden var blevet snydt af en falsk bankmand, som kom til hendes hjem i Gadstrup centrum og hentede hendes dankort. Efterfølgende blev hævet 15.000 kr fra kontoen.
Han beskrives som: 20-25 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Langt, Talte: Dansk, Iført: Blå jakke
Kl. 14.53 anmeldte en mand sidst i 70′;erne fra Jyderup, at han kort forinden havde afvist falske bankfolk som ringede vedrørende en mistænkelig overførsel til udlandet. Da en mand dukkede op hjemme hos den ældre mand, talte han kort med ham gennem vinduet, hvor han afviste han at udlevere sit dankort. Herefter forlod svindleren stedet til fods.
Han beskrives som: 30-35 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Krøllet hår., Talte: Dansk, Iført: Lys jakke, blå jeans.
Kl. 15.10 anmeldte pårørende til en ældre kvinde i Solrød, at hun var blevet ringet op af ældresvindlere, som forsøgte at overtale hende til at udlevere sit dankort. Dette mislykkedes udelukkende fordi den ældre kvinde ikke selv havde sit kort hos sig. Svindlerne lagde straks på, da de fik denne information.
Kl. 18.24 anmeldte en ældre mand fra Roskilde, at han og en kvinde tæt på ham var blevet snydt af falske bankmænd. De havde først ringet og dukkede senere op hjemme hos kvinden i Wiemosen i Roskilde, hvor anmelderen var på besøg. Her fik svindleren franarret dem dankort og i alt 21.000 kr i kontanter. Manden der kom til stedet beskrives som:
Ca. 25 år, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, mørkt kort/mellemlangt hår, mørkt overskæg, lys i huden, talte dansk.
Spiritusbilist årsag til uheld – Landevejen, Svinninge – Holbæk
Kl. 22.17 skete et uheld på Landevejen ved Svinninge mod vest, da en bilist, en 30-årig mand fra Kalundborg kommune i forbindelse med overhaling kørte ind i forankørende bilist, da han trak ind igen efter overhalingen. Politiet kørte til stedet, hvor igen heldigvis var kommet noget alvorligt til. Det viste sig at den 30-årige bilist havde en alkoholpromille over det tilladte. Han blev anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, og vil senere høre mere i sagen.
Ung butikstyv – Vestergade, Tølløse
Kl 14.02 blev det anmeldt, at en 14-årig pige havde fyldt en pose med bland selv-slik. Men derudover havde hun også fyldt en engangshandske med slik som hun ikke betalte for ved kassen. I alt var der slik for godt 8 kroner i handsken. Politiet sørgede for, at både familien og de kommunale myndigheder blev orienteret om pigens butikstyveri.
Indbrud i Perioden
Blytækkervej, Holbæk
Bygaden, Store-Merløse, Holbæk
Have Borupvej, Kirke-Eskilstrup, Holbæk
Trudsvej, Holbæk (2 stk)