Jernløse BK har gennem sin sponsoraftale med energiselskabet OK og Dagli’Brugsen Nr. Jernløse fået udbetalt over 18.000 sponsorkroner. 

Gennem sin sponsoraftale med OK og Dagli’Brugsen Nr. Jernløse modtager Jernløse Badminton Klub et stort beløb til foreningens kasse. Sponsorchecken lyder på hele 18.920,80 kroner. 

Man kan støtte Jernløse BK ved at tanke hos Dagli’Brugsen Nr. Jernløse. Det er nemlig OK og forhandleren, der udbetaler pengene til foreningen.

”Sponsorstøtten er et væsentligt bidrag til vores muligheder for at arbejde med ungdommen og udvikle spillerne. For os handler det hele tiden om at gøre det endnu mere interessant og attraktivt for de unge at spille badminton, ” siger Bjarne Næslev, der er bestyrelsesmedlem i Jernløse BK.

OK støtter også ved opladning

OK’s kunder har sparet pengene op til foreningen ved at tanke eller lade på deres OK-kort eller OK’s app. Vælger kunderne at knytte OK-kortet eller appen til sponsoraftalen, støtter de nemlig kvit og frit, når de tanker brændstof eller lader deres elbiler. 

Sponsoraftalen betyder, at klubber og foreninger kan få 5 øre pr. liter eller kWh, hver gang en OK-kunde tanker eller lader sin bil på farten hos OK – og med 1 øre pr. kWh, når kunden bruger strøm fra OK derhjemme.

 

Jernløse BK er en ud af cirka 3.000 klubber og foreninger, der har en sponsoraftale med OK og dermed nyder godt af støtte fra OK. Foto: OK/Shutterstock