Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2024/12/03 til 2024/12/11.
Brand i bil – Tåstruphøj, Holbæk
Kl 23.04 kørte politi og brandvæsen til en brand i en personbil. Der er mistanke om, at branden kan være påsat. Politiet hører derfor gerne på 1-1-4 fra alle, der var i området og som har set noget mistænkeligt.
Færdselsuheld – Gl Ringstedvej, Holbæk
Kl 14.06 skete der et uheld, hvor en 39-årig mand fra Mørkøv kom kørende i en personbil ad Valdemar Sejrsvej. Samtidigt kom en 63-årig mand fra Holbæk kørende på knallert ad Gl Ringstedvej mod vest, hvor også en 12-årig dreng fra Holbæk kom cyklende. I krydset blev den 39-årige ramt af den 63-årige så knallerten væltede og i den forbindelse også ramte drengen på cyklen. Der skete dog ingen alvorlig personskade. Flere af de involverede blev dog kørt til undersøgelse på sygehuset.
Lovgivning om euforiserende stoffer – Bøgen, Holbæk
Kl. 12.00 var en hundepatrulje til stede på baggrund af et tip, og narkohunden reagerede ud for en lejlighed. Beboeren, en mand i 20’erne, var ikke hjemme, men blev kontaktet af politiet med besked om at komme hjem.
Lejligheden blev ransaget under tilstedeværelse af beboeren. I lejligheden fandt patruljen 2,47 gram kokain fordelt i flere poser, 3100 kr. i kontanter, som manden ikke kunne gøre rede for. Manden blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer med henblik på videresalg, og en mobiltelefon, som manden var i besiddelse af, blev beslaglagt til sagen.
Narkokørsel – Holbækvej, Mørkøv – Holbæk
Kl. 18.05 blev en 28-årig mand fra Holbæk sigtet og anholdt for narkokørsel, da han blev stoppet syd for Knabstrup. En narkometertest viste positiv for kokain, så han blev taget med til en blodprøve.
Syrebombe – Gl Ringstedvej, Holbæk
Kl 14.52 fik politiet melding om, at en hjemmelavet såkaldt syrebombe var smidt på en græsplæne foran en kirkebygning, hvor der foregik konfirmationsforberedelse. Ved forhøringer i området lykkedes det at identificere en 13-årig dreng som den, der havde lavet syrebomben og smidt den på plænen. Flasken var ikke eksploderet, men trykket fik til sidst proppen til at ryge af, så flasken derefter kunne fjernes uden problemer.
Drengens forældre blev tilkaldt til stedet til en snak om det uhensigtsmæssige i den slags eksperimenter.
To kvinder forsøgt svindlet med falske beskeder – Roskilde og Holbæk
Kl. 09.40 kontaktede en 68-årig kvinde fra Roskilde politiet og oplyste, at hun havde modtaget en sms fra en person, der udgav sig for at være hendes barn, der bad om penge. Kvinden gennemskuede, at noget var galt, og hun reagerede ikke på beskeden, der kom fra et uregistreret taletidskort.
Kl. 01.25 var det en 55-årig kvinde fra Holbæk, der modtog en usædvanlig besked på beskedtjenesten Whatsapp. Personen, der skrev til kvinden, udgav sig for at være filmstjernen Tom Cruise, og han skrev, at han gerne ville giftes med den 55-årige kvinde og at hun desuden gerne måtte overføre nogle penge til ham. Personen i den anden ende måtte dog sande, at det var mission impossible at lokke penge ud af den 55-årige kvinde, for hun gennemskuede, at det var forsøg på bedrageri.
Indbrud i Perioden
Dahliaparken, Regstrup – forsøg
Kildeparken, Mørkøv, Holbæk
Butterupvej, Tuse, Holbæk
Herluf Trollesvej, Tølløse, Holbæk
Kalundborgvej, Holbæk