Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2024/11/25 til 2024/12/03.

Færdselsuheld – Sønderstrupvej, Kirke-Eskilstrup, Holbæk

Kl 10.22 bliver en personbil med fire personer i ramt af et lokaltog i en jernbaneoverskæring. Føreren af bilen har formentligt overset bommene pga lav sol og kører derfor frem selvom der kom tog. En 22-årig kvinde fra Holbæk-området blev i lægehelikopter fløjet til hospitalsbehandling, men hun vurderes uden for livsfare. Ingen af de øvrige involverede blev alvorligt kvæstet ved ulykken. Der var ligeledes heller ingen personskade på nogle af personerne fra toget. Der blev tilkaldt bilinspektør til at undersøge ulykken og Havarikommissionen blev ligeledes inddraget i arbejdet.

Lovgivning om euforiserende stoffer – Bøgen, Holbæk

Kl. 12.00 var en hundepatrulje til stede på baggrund af et tip, og narkohunden reagerede ud for en lejlighed. Beboeren, en mand i 20’erne, var ikke hjemme, men blev kontaktet af politiet med besked om at komme hjem.

Lejligheden blev ransaget under tilstedeværelse af beboeren. I lejligheden fandt patruljen 2,47 gram kokain fordelt i flere poser, 3100 kr. i kontanter, som manden ikke kunne gøre rede for. Manden blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer med henblik på videresalg, og en mobiltelefon, som manden var i besiddelse af, blev beslaglagt til sagen.

Narkobilist med hash i bilen – Hjortholmvej, Tølløse

Kl. 00.35 blev en 38-årig mand fra Ishøj sigtet for narkokørsel, da han kom kørende i nordgående retning. Køretøjet blev ransaget, og patruljen fandt 2,19 gram hash, og manden blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer. Han fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.

Påvirket bilist – Gl Skovvej, Holbæk

Kl 16.17 standsede politiet en personbil ført af en 32-årig kvinde fra Vordingborg på mistanke om, at hun kørte i påvirket tilstand. Forinden havde politiet fået anmeldelser fra flere bilister, der fortalte, at bilen lå og kørte meget tæt på forankørende og skiftevis trak ud til venstre og til højre på kørebanen. Kvinden blev medtaget til udtagning af blodprøve.

Påvirket bilist – Hellestrupvej, Holbæk

Kl 22.11 standsede politiet en personbil ført af en 45-årig mand fra Kalundborg-området på mistanke om, at han var påvirket af stoffer. Det erkendte manden da også. Da patruljen visiterede manden, fandt de desuden 18 opioid-piller på ham, og han blev derfor også sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

Påvirket bilist uden kørekort – Holbækmotorvejen, Kirke-Såby

Kl. 15.05 blev en 43-årig mand sigtet for kørsel i påvirket tilstand, da han kom kørende i vestlig retning. Manden kørte desuden i frakendelsestiden og blev også sigtet for dette. Han var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.

Røveri – Holbæk

Kl. 22.18 anmeldte en 54-årig mand fra Holbæk Kommune, at han havde været udsat for et røveri. Manden var blevet opsøgt på en take away-restaurant, han ejer i Holbæk Kommune efter lukketid, af en maskeret person, der medbragte en kniv, og som frarøvede den 54-årige kassebeholdningen. Røveren bandt den 54-åriges hænder sammen med tape og gav ham tape for munden.

Røveren og den 54-årige mand kørte efterfølgende i den 54-åriges bil, en blå Audi Q8 til den 54-åriges hjemadresse. Fra hjemadressen tog gerningsmanden et større kontantbeløb, og han gennemrodede den 54-åriges hjem. Derefter kørte røveren afsted med den 54-årige. Destinationen var en hæveautomat ved Bauhaus på Stenhusvej i Holbæk, hvor den 54-årige skulle hæve flere kontanter til røveren.

Det lykkedes for den 54-årige at flygte fra parkeringspladsen ved hæveautomaten, men han kom lettere til skade i forbindelse med, at han flygtede fra røveren, som stak ud med kniven og ramte den 54-åriges hånd. Den 54-årige alarmerede politiet, som kom frem til stedet og kørte manden til behandling på sygehuset.

Gerningsmanden kørte fra stedet i den 54-årigs bil, som efterfølgende blev fundet efterladt i Regstrup. Bilen er nu i politiets varetægt, hvor den skal undersøges nærmere.

Gerningsmanden beskrives som:
Mand, 180-190 cm høj, alm. af bygning, udenlandsk, iført mørkt tøj, elefanthue med åbning ved øjne og mund, sort trøje, sorte bukser, sorte sko med to røde striber på siden. Han medbragte en kniv.

Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har oplysninger i sagen. Kontakt os på telefon 114.

Sag om mulig drugging – Byvej, Gislinge – Holbæk

kl. 00.59 fik politiet anmeldelse om, at en 18-årig havde fået det rigtig skidt til en fest i et forsamlingshus, hvor der blandt andet blev drukket shots, men at der var mistanke om mulig drugging. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 18-årige blev kørt akut til sygehuset til behandling. Politiet afhørte vidner på stedet og undersøgte festlokalet.

Under politiets arbejde på stedet blandede en 27-åig mand fra Slagelse sig gentagne gange i patruljens arbejde. Betjentene forsøgte at få den 27-årige til at forlade stedet, men han nægtede at efterkomme dette, men kastede i stedet et plastickrus med en drink i ansigtet på den ene betjent. Den 27-årige blev anholdt, sigtet for vold mod politiet og taget med i detentionen. Han blev afhørt til episoden og løsladt næste morgen.

Politiet undersøger nu sagen om mulig drugging mod den 18-årige kvinde og afventer resultatet af de blodprøver hun fik udtaget på sygehuset. Hun er udskrevet fra sygehuset og skal afhøres til sagen.

Søndag-mandag

Spøgelsesbilist – Holbækmotorvejen, Holbæk

Kl 17.26 modtog politiet anmeldelse om at en bilist var på vej mod øst ad motorvejen men i det forkerte spor. En patrulje kom op på siden af bilen og forsøgte med lyd og lys at gøre føreren opmærksom på, at hun skulle stoppe, men den kvindelige fører fortsatte bare uanfægtet. Imens blev der etableret spærring af motorvejen ved Svogerslev. Da den kvindelige bilist kom frem til spærringen valgte hun at stoppe af sig selv uden at have ramt andre biler på sin farefulde færd. Det viste sig, at der var tale om en 87-årig kvinde fra Holbæk. Hun blev sigtet for vanvidskørsel og politiet valgte administrativt at inddrage hendes kørekort og beslaglægge bilen. Hun nåede at køre cirka 28 km.

To kvinder forsøgt svindlet med falske beskeder – Roskilde og Holbæk

Kl. 09.40 kontaktede en 68-årig kvinde fra Roskilde politiet og oplyste, at hun havde modtaget en sms fra en person, der udgav sig for at være hendes barn, der bad om penge. Kvinden gennemskuede, at noget var galt, og hun reagerede ikke på beskeden, der kom fra et uregistreret taletidskort.

Kl. 01.25 var det en 55-årig kvinde fra Holbæk, der modtog en usædvanlig besked på beskedtjenesten Whatsapp. Personen, der skrev til kvinden, udgav sig for at være filmstjernen Tom Cruise, og han skrev, at han gerne ville giftes med den 55-årige kvinde og at hun desuden gerne måtte overføre nogle penge til ham. Personen i den anden ende måtte dog sande, at det var mission impossible at lokke penge ud af den 55-årige kvinde, for hun gennemskuede, at det var forsøg på bedrageri.

Uheld i lyskryds – Valdemar Sejrsvej/Lundemarksvej, Holbæk

Kl. 10.32 skete et uheld i et lyskryds, da en 56-årig kvinde fra Tølløse overså at lyssignalet skiftede til rødt og fortsatte lige over i krydset. Hun kørte ad Valdemar Sejrsvej mod syd, og stødte sammen med en modkørende bilist, en 19-årig mand fra Vipperød, som skulle svinge ned ad Lundemarksvej mod vest. Ingen kom noget alvorligt til, men den 19-åriges bil måtte nødflyttes fra vejen. Omkring kl. 11.20 var politiet færdige på stedet og havde optaget rapport.

Indbrud i Perioden

Holbækvej, Jyderup, Holbæk

Kasernevej, Holbæk

Skarridsøgade, Jyderup

Gl Skovvej, Regstrup, Holbæk