En ny vision sætter retning for, hvordan erhvervsområdet i Holbæk Kommune skal udvikle sig de kommende 10 år.
Kommunalbestyrelsen har vedtaget en ny, ambitiøs vision for erhvervsudviklingen i Holbæk Kommune, der sigter mod at skabe jobvækst i takt med den forventede tilflytning. Målet er, at erhvervslivet i Holbæk Kommune skal have skabt lige så mange nye arbejdspladser i 2035, som der er kommet nye borgere til kommunen.
Visionen om lokalt funderede arbejdspladser
Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen understreger vigtigheden af at skabe flere lokale arbejdspladser, som kan imødekomme den stigende befolkningstilvækst:
”Holbæk Kommune er i en positiv udvikling, og vi oplever, at mange mennesker vælger at flytte hertil. Det giver os et helt særligt solidt grundlag for sammen med erhvervslivet at fokusere på, hvordan vi i fællesskab kan få skabt en kommune, hvor man i endnu højere grad kan bo, leve og arbejde. Vi ønsker at understøtte et erhvervsliv, der både vokser og bidrager til lokalsamfundet, og den nye vision sætter en retning for, hvordan vi kan udvikle erhvervsområdet til gavn for alle i kommunen,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.
Holbæk Kommune havde pr. 1. oktober i år 74.306 borgere. Det er en stigning på 3.009 borgere på blot fem år, hvor indbyggertallet i 2019 var 71.297.
Et ambitiøst skridt mod fremtidens arbejdsmarked
Karina Helmer, formand for Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv, fremhæver visionens betydning for erhvervsudviklingen og det lokale arbejdsmarked:
“Som kommune står vi et godt sted, da vi er en attraktiv bosætningskommune. Vi tror på, at vi sammen med erhvervslivet kan bruge alle ressourcer optimalt til fordel for både virksomheder og borgere. Med visionen ønsker vi at styrke samarbejdet mellem kommunen og erhvervslivet, så vi sammen kan sikre flere lokale arbejdspladser og en positiv udvikling, som understøtter vores mål om vækst og sammenhængskraft i Holbæk Kommune,” udtaler Karina Helmer.
Baggrund
Visionen er vedtaget efter en proces, hvor både analyser og dialog har skabt et stærkt vidensgrundlag. Siden 1. kvartal 2021 og frem til 2. kvartal 2024 er antallet af private arbejdspladser vokset fra 16.948 til 18.644. Holbæk Kommune ønsker derfor at intensivere indsatsen for, at befolkningstilvæksten går hånd i hånd med lokal jobskabelse.
Visionen er blevet formuleret på baggrund af en analyse, som konsulentvirksomheden Iris Group, har gennemført gennem interviews med forskellige interessenter og virksomheder for at skabe det nødvendige fundament for visionen. Analysen viste, at det går godt for erhvervslivet i kommunen med en stærk lokal forankring af små og mellemstore virksomheder, hvor bygge og anlæg samt detailhandlen udgør de største brancher.
Link til Holbæk Kommunes Erhvervsvision: https://dagsordener.holbaek.dk/vis?id=e176df94-20e7-4bdb-9ab6-e78114756252&punktid=8e0ae07f-50cd-4297-bab9-906c033f48f0