Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2024/09/02 til 2024/09/10.
Bedrageri – Carl Reffsvej, Holbæk
Kl. 18.10 anmeldte datteren til en ældre kvinde, at moren var blevet snydt. En mand, som havde udgivet sig for at være fra hjemmeplejen, var gået ind af terrassedøren, der stod åben. Manden havde henvendt sig til den ældre kvinde, som stod i køkkenet. De var faldet i snak, og kvinden fattede ikke mistanke, da hjemmehjælperen plejer at komme omkring dette tidspunkt med aftensmad. Kvinden fik i den forbindelse stjålet sit dankort, og hendes datter opdagede efterfølgende, at der var blevet hævet 6000 kr fra kontoen. En patrulje kørte til den ældre kvindes hjem, hvor hun blev afhørt til sagen.
Et nabo henvendte sig til patruljen på stedet og oplyste, at have set to mænd gå ind af forurettes terrassedør. t
De to mænd beskrives som:
A: Mand, 30-40 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Tyk, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Brun, Talte: Dansk, Iført: Hvid skjorte, sandfarvet bukser.
B: Mand, 30-40 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Brun, Talte: Dansk, Iført: Hvid skjorte, sandfarvet bukser, Medbragte: En hvid plastik pose.
Politiet efterforsker nu sagen om bedrageri mod den ældre kvinde og søger i den forbindelse vidner, som har oplysninger om et evt. køretøj. Ring til politiet på tlf. 114.
Beruset mand på kørebanen – Brændholtvej, Ugerløse, Holbæk
Kl. 08.57 anmeldte flere bilister, at der befandt sig en mand på kørebanen, som flere biler havde måtte undvige ved at køre ud i græsrabatten på stedet for ikke at påkøre manden. En patrulje kom frem til stedet og traf manden, der var påvirket i en sådan grad, at han ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Der er tale om en 47-årg mand fra Polen, der blev frihedsberøvet til afrusning. Han blev løsladt efter ca. 4 timer i politiets varetægt.
Kl. 15.25 anmeldte en 56-årig kvinde, at der befandt sig en påvirket mand. Der viste sig at være den 47-årige mand, der igen var på spil. Han mistede bevidstheden og blev derfor indlagt på sygehuset til afrusning.
Brand i bryggers – Søndermarken, Tølløse – Holbæk
Kl. 22.50 opstod brand i en villa i Tølløse, som var opstået i husets bryggers formentlig omkring et gasfyr. Ilden havde haft godt fat i bryggerset og der var røg i hele huset.
Husets beboere vågnede ved brandalarmen og kom selv ud. Ingen personer kom noget til. Brandvæsnet slukkede ilden og tjekkede for ildlommer i væggene. Huset blev røgskadet, og skadeservice måtte tilkaldes til at gøre rent. Brandstedet skal nu undersøges nærmere for at afklare brandårsagen.
Færdselsuheld – Roskildevej, Vipperød, Holbæk
Kl 18.46 kom der melding om, at der var sket et solouheld, hvor en personbil var kørt i grøften. Bilen var ført af en 20-årig kvinde fra Horsens. Da patruljen kom frem til stedet fik de mistanke om, at kvinden var påvirket af euforiserende stoffer og der blev da også fundet en mindre klump hash på hende. En ambulance kom frem og tilså kvinden, der dog var sluppet fra uheldet uden alvorlige skader.
Færdselsuheld – Søstrupvej/Nørupvej, Holbæk
Kl. 09.55 kørte en personbil, ført af en 49-årig kvinde fra Holbæk, frem for ubetinget vigepligt, i forbindelse med kørsel i østgående retning ad Nørupvej. Kvindens bil påkørte højre side af en personbil, ført af en 53-årig kvinde fra Jyderup, der kom kørende ad Søstrupvej, hvilket betød, at den 53-åriges bil rullede rundt. I forbindelse med redningsindsatsen måtte brandvæsnet klippe taget af den 53-åriges bil for at få kvinden ud af bilen. Den 53-årige blev kørt til behandling på sygehuset efter ulykken.
Havareret bilist påkørt af forbipasserende – Skovvejen, Mørkøv – Holbæk
Kl. 20.55 blev en 25-årig kvinde fra Holbæk Kommune ramt, da hun stod i siden af vejen ved sin bil, der var havareret på Skovvejen ved Mørkøv. Bilisten, en 63-årig mand fra Kalundborg, så pludselig en skikkelse i siden af vejen, da han passered den havarerede bil. Han forsøgte at undvige, men ramte kvinden, som røg ind under sin parkerede bil. Bilisten og andre kom hurtigt til og fik hjulpet kvinden væk fra bilen og tilkaldt hjælp.
Kvinden var kommet til skade og blev kørt i ambulance til behandling. Hun fik en alvorlig skade på benet, men var uden for livsfare. Politiet afspærrede vejen og der blev opsat skiltevogn imens. Bilerne blev transporteret væk fra vejen og lige før kl. 22.00 var vejen fri. Patruljen optog rapport om uheldet.
Køretur gav flere sigtelser – Holbækvej, Jyderup
Kl. 21.44 blev en 30-årig mand, der kom kørende i nordlig retning sigtet for narkokørsel. Manden var kørende i en bil med påsatte nummerplader, der tilhørte en anden bil, og manden blev desuden sigtet uberettiget brug af nummerplade og ulovlig omgang med hittegods samt for kørsel i frakendelsestiden, kørsel uden ansvarsforsikring samt overtrædelse af knivloven, da han var i besiddelse af en kniv, der falder ind under bestemmelserne i knivloven, uden at han havde et anerkendelsesværdigt formål med at medbringe kniven. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Kørte uden kørekort – Ringstedvej, Holbæk
Kl. 23.00 stoppede en patrulje en 54-årig mand fra Nykøbing Sj. som kørte bil, selvom hans kørekort var blevet inddraget til en tidligere sag om spirituskørsel. Han kørte ad Ringstedvej mod nord i Holbæk, da han blev rutinemæssigt stoppet og sigtet for kørsel uden førerret. På passagersædet sad bilens ejer, som blev sigtet for at lade en person uden gyldigt kørekort styre sin bil.
Manglende kørekort – Skovvejen, Jyderup, Holbæk
Kl 01.40 standsede en patrulje en personbil og det viste sig, at den 18-årige mand fra København, der var fører af bilen, ikke havde noget kørekort. Det viste sig desuden, at han havde en peberspray i lommen, så han blev også sigtet efter våbenloven. Ejeren af bilen blev desuden sigtet for at have overladt sin bil til en person, der ikke måtte køre den.
Påvirket bilist – Byvej, Gislinge, Holbæk
Kl.19.25 blev en 43-årig kvinde fra Holbæk sigtet for kørsel i påvirket tilstand, da hun kom kørende ad Byvej mod nord til trods for, at hun var påvirket. Kvinden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Påvirket bilist – Holbækvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 09.52 blev en 30-årig mand fra Svinninge sigtet for kørsel i påvirket tilstand, da han kom kørende på Holbækvej i sydgående. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Påvirket bilist – L.C. Worsøesvej, Holbæk
Kl. 10.52 blev en 49-årig mand fra Holbæk anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Manden fik udtaget en blodprøve og løsladt.
Påvirket bilist – Lundemarksvej, Holbæk
Kl 23.20 standsede en patrulje fra lokalpolitiet en varebil ført af en 45-årig mand fra Holbæk. I bilen var to passagerer. Den ene havde en joint på sig og den anden en smule amfetamin. Den 45-årige blev medtaget til udtagning af blodprøve på mistanke om, at han var påvirket over det tilladte.
Påvirket bilist – Skovvejen, Holbæk
KL. 00.24 blev en 36-årig kvinde sigtet for kørsel i påvirket tilstand, da hun kom kørende i en personbil i vestlig retning til trods for, at hun var påvirket. Hun fik udtaget en blodprøve til sagen, hvorefter hun blev løsladt, og nu afventer resultatet af blodprøven.
Sammenstød i rundkørsel – Rosen, Holbæk
Kl. 11.48 skete et sammenstød mellem to biler, ført af en 81-årig kvinde fra Regstrup og en 22-årig mand fra Gislinge, i forbindelse med kørsel i en rundkørsel. Der skete ingen personskade ved uheldet.
Spirituskørsel – Vestergade, Tølløse – Holbæk
Kl. 00.33 sigtede og anholdt politiet en 25-årig mand fra Irak, som kørte spirituskørsel. Han blev stoppet på Vestergade i Tølløse, og en alkometertest viste at hans promille var højere end tilladt. Bilens ejer bor i Holbæk, og hun blev orienteret om sagen. Den 25-årige fik udtaget en blodprøve og afhørt med tolk på politistationen. Herefter blev han løsladt, og nu venter politiet på resultatet af blodprøven.
Uheld med ukrudtsbrænder – Kalundborgvej, Holbæk
Kl 13.17 kørte politi og brandvæsen til melding om brand i plankeværk. Det viste sig, at branden var opstået som følge af brug af ukrudtsbrænder. En kvindelig beboer på stedet blev sigtet efter brandlovgivningen på grund af uforsigtighed i brugen af ukrudstbrænderen.
Uorden i nattelivet – Vestergade, Holbæk
Kl 03.40 blev en patrulje sendt til en 28-årig kvinde fra Odsherred, der råbte og skreg. Det blev vurderet, at det var nødvendigt at anholde hende og tage hende med på politistationen. I patruljevognen kom hun med flere trusler mod politipersonalet og forsøgte også flere gange at vride sig fri.
Vold – Dalvænget, Tølløse, Holbæk
Kl 19.50 måtte politiet rykke ud til en 17-årig mand fra Roskilde, der var blevet slået og sparket af 6-8 personer, der var stukket af fra stedet. En hundelufter havde set overfaldet og havde råbt gruppen an og truet med at slippe hunden løs, og det havde fået dem til at forsvinde mod nord ad stisystemerne. Den 17-årige blev kørt til behandling på sygehuset for sine skader. Han forklarede, at han havde mødt nogle, han kendte, og var kommet i slagsmål med dem. Politiet hører gerne fra vidner, der har set gruppen af maskerede unge mænd stikke af fra stedet.
Vold – Svinninge, Holbæk
Kl 00.11 blev det anmeldt, at en taxichauffør var blevet overfaldt med flere slag og spark, mens han sad i sin hyrevogn. Overfaldsmanden skulle være en 20-årig lokal mand, der var på vej hjem med taxien. Da hans dankort ikke virkede, blev han sur og det endte så med at gå ud over chaufføren. Han blev anholdt kort efter og sigtet for vold.
Indbrud i Perioden
Vandværksbakken, Jyderup
Poppelvej, Vipperød, Holbæk