Holbæk Kommune har sammen med fire andre kommuner fået 7 millioner kroner til at udvikle en ny, fælles indsats, der skal hjælpe 13-25 årige til at blive røg- og nikotinfri.

Unge i Holbæk, Faxe, Guldborgsund, Næstved og Vordingborg kommuner kan hen over de næste godt tre år se frem til, at de får væsentligt bedre muligheder for hjælp til at lægge nikotinposer, vapes, cigaretter og andre nikotinprodukter på hylden.

De fem kommuner er nemlig gået sammen om et ambitiøst nikotinprojekt, der skal munde ud i en ny og mere effektiv måde at hjælpe børn og unge til at blive nikotinfri på.

Sundhedsstyrelsen har godkendt projektet og givet 7 millioner kroner til udvikle og afprøve indsatser, der skal hjælpe de 13-25 årige med at kvitte nikotinholdige produkter.

Gode tilbud er afgørende
Nikotin er et af de mest afhængighedsskabende rusmidler, der findes, og det kan blandt andet give skader på hjernen og medføre angst hos unge. Samtidig kommer der løbende nye nikotinprodukter på markedet, og senest er der fundet euforiserende stoffer i ulovlige nikotinprodukter, der også er i omløb blandt unge.

Det er altså afgørende med gode, effektive nikotinstoptilbud til unge. Det er en mangel i øjeblikket, men det kan projektet ændre. Derudover giver projektet mulighed for at samle kræfter på tværs af kommunerne.

Forventningen er, at kommunerne afprøve de første indsatser i 2025, og at de i 2027 har et nyt, effektivt koncept, som kan bruges af kommuner over hele landet.

Tilsagnet på godt 7 millioner kroner fra Sundhedsstyrelsen kommer fra ”Pulje til udvikling af ryge- og nikotinstoptilbud til børn og unge”, der er på i alt 58,5 millioner kroner. Der er givet tilsagn til i alt 17 projekter, der alle skal udvikle nye metoder til ryge- og nikotinstop.

Kilde

Foto: ABW