Sjællands Teater er klar til at slå dørene op til en spritny sæson med masser af gode oplevelser i Holbæk. Publikum kan glæde sig til teaterforestillinger for både børn, unge og voksne, samt til stand-up med nogle af Danmarks sjoveste komikere.
Publikum i Holbæk kan godt glæde sig. Den nye sæson skydes i gang (med bue og pil), når der er 10-års jubilæum på Sjællands Teaters sommerfarce i Holbæk Museumsgård: ROBIN HOOD – Langt ude at skyde! Med garanti for et godt grin!
Der er også masser at glæde sig til i resten af sæsonen…
Forestillinger for både børn, unge og voksne
Til oktober, venter der publikum en helt særlig oplevelse, når der er Danmarkspremiere på Agatha Christies retssalsdrama ANKLAGERENS VIDNE. Her kommer man helt tæt på handlingen, når forestillingen spiller i Østre Kapel på Østre Kirkegård. ANKLAGERENS VIDNE er årets dramaforestilling for voksne.
Til marts er der fuld fart på humor og musik, når årets familieforestilling DEN LILLA MØGHÆTTE OG PULVEN spiller på Holbæk Teater. Forestillingen er skrevet af Rune T. Kidde, der har skabt en forestilling, hvor flere af hans kendte eventyr blandes sammen til en forrygende eventyrlig karruseltur med original musik af Fuzzy.
På Teatret Fair Play kan publikum glæde sig til to nye forestillinger for børn og unge:
Årets ungdomsforestilling hedder BOKS og handler om identitet og fællesskab. Vi møder tre unge, der stiller op til boksestævne. I sporten er de hinandens modstandere, men når det handler om at være menneske, kan de vise sig at være holdkammerater.
Årets børneforestilling er SKIFTINGEN, der er en evigtgyldig historie om næstekærlighed. Forestillingen er en universel historie om fremmedhad, medmenneskelighed og moderkærlighed, baseret på Selma Lagerlöfs eventyr om det forbyttede menneskebarn.
Gæstespil med ungdomsrabat
Udover Sjællands Teaters egenproduktioner fortsætter teatret det gode samarbejde med Holbæk Musik- & Teaterforening, der udvælger de fleste af sæsonens gæstespil. Der er som altid gratis adgang til alle gæstespil, hvis man har Sæsonkort til Sjællands Teater. Som noget nyt, har Holbæk Musik- & Teaterforening besluttet, at der er billige ungdomsbilletter til alle deres forestillinger – dvs. at alle under 25 år kan komme i teatret for kun 95 kr.
Humor i særklasse
Hvis man er glad for det gode grin, er der også masser at komme efter. Sjællands Teater får besøg af ikke mindre end 6 store komiker-navne på Holbæk Teater. Blandt andet Linda P, Ruben Søltoft og Heino Hansen. Der er fuld gang i billetsalget, så man skal være hurtig, hvis man vil sikre sig en billet.
Gode rabatter og Sæsonkort
Til alle teaterforestillinger byder Sjællands Teater på gode rabatter til børn, unge og grupper. For skoler og institutioner er der billetter til kun 40 kr. pr. stk., og hvis man vil se rigtig meget teater, kan man købe et Sæsonkort, der giver adgang til alle teaterforestillinger i både Holbæk, Slagelse og Korsør – 24 forskellige forestillinger i alt. Sæsonkortet koster 1.495 kr. Der gives ikke rabat på stand-up-shows.
Sjællands Teaters fulde program kan ses på teatrets hjemmeside, og man kan hente et sæsonprogram på teatrets kontorer og spillesteder samt på det lokale bibliotek.
Sjællands Teater glæder sig til at byde velkommen til en ny sæson fyldt med oplevelser for både små og store.
Sjællands Teaters arrangementer i Holbæk, sæson 2024-25:
ROBIN HOOD – langt ude at skyde, 7. aug.-1. sep., Holbæk Museumsgård
LINDA P – 11.+20.+21. sep., Holbæk Teater
DIGGING DEEP – 17. sep., Holbæk Teater
SPECIALKLASSEN – 27. sep., Holbæk Teater
MARIEHØNEN EVIGGLAD – 1.-5. okt., Teatret Fair Play
DEN ALLERSIDSTE DANS – 8. okt., Holbæk Teater
MACBETH – 21. okt., Teatret Fair Play
ANKLAGERENS VIDNE – 31. okt.-10. nov., Østre Kapel på Østre Kirkegård
SABOTAGE – 7.-9. nov., Teatret Fair Play
JAKOB THRANE – 8. nov., Holbæk Teater
RUBEN SØLTOFT – 15. nov., Holbæk Teater
LILLE MYR – 16. nov., Teatret Fair Play
ARENDT – at se i mørke, 18. nov., Holbæk Teater
BOKS – 19.-23. nov., Teatret Fair Play
DE URØRLIGE – 26. nov., Holbæk Teater
PÅ LOFTET SIDDER KRISEN – 5. dec., Holbæk Teater
JUHU det er regnvejr – 7. dec., Teatret Fair Play
SMÅ DØDE DYR – 9.-11. jan., Teatret Fair Play
ØJEBLIK – 25. jan., Teatret Fair Play
DEN LILLA MØGHÆTTE OG PULVEN – 7.-23. feb., Holbæk Teater
TOPPEN AF VERDEN – 22. feb., Teatret Fair Play + 1. mar., Holbæk Teater
EKS – 8. mar., Holbæk Teater
SKIFTINGEN – 13.-21. mar., Teatret Fair Play
1991 – 14. mar., Holbæk Teater
HEINO HANSEN – 22. mar., Holbæk Teater
LILITH – verdens første kvinde – 24. mar., Holbæk Teater
KØTER – 10. apr., Holbæk Teater
ANDREAS BO – 24. apr., Holbæk Teater
HOTSPOT – 26. apr., Holbæk Museum
Læs mere og køb billetter på www.sjællandsteater.dk