Plantningen af i alt 21.200 træer ved de to byer er i fuld gang.
Der er nu plantet træer til to nye folkeskove. Det drejer sig om 2,3 hektar ved Tuse og 3 hektar ved Knabstrup, hvilket sammenlagt svarer til over 7 fodboldbaner.
På hvad der før var et par markarealer, har lokale børn, voksne og repræsentanter for organisationen Growing Trees Network assisteret Holbæk Kommunes formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur Karen Thestrup Clausen og borgmester Christina Krzyrosiak Hansen med at sætte de første træer i jorden. Hos begge politikere står den grønne omstilling højt på dagsordenen.
”De to nye folkeskove er et vigtigt skridt for Holbæk Kommune i bestræbelserne på at beskytte og forbedre naturens mangfoldighed. Rundt omkring os forsvinder arter hurtigere end nogensinde. Den seneste rapport fra FN siger, at omkring en million arter står til at forsvinde i den nærmeste fremtid. I Holbæk Kommune vil vi derfor gerne have mere skov, meget mere skov. Derfor har vi især en ambition om at skabe flere store sammenhængende naturområder, som jo er dét, der virkelig batter noget,” fortæller Karen Thestrup Clausen.
”Hver gang vi øger mængden af natur, vinder både dyr, planter og mennesker. For natur og bæredygtighed står højt på dagsordenen her i Holbæk Kommune. Så jeg er begejstret over, at vi nu gør lokalområderne i Tuse og Knabstrup endnu grønnere ved at åbne op for nye rekreative områder. Folkeskoven er et godt eksempel på, hvad vi kan opnå, når gode kræfter går sammen med en ambitiøs plan og et brændende ønske om at tage ansvar for at gøre noget ved de klimaudfordringer, vi står over for,” siger Christina Krzyrosiak Hansen.
Bag skovrejsningen står Holbæk Kommune sammen med organisationen Growing Trees Network, og midlerne til skoven fordeler sig på økonomiske bidrag fra både privatpersoner og virksomheder.
En del af en global ambition
Det er Growing Trees Network, der har sikret finansieringen af de to nye skove. Deres mission er at gøre det muligt for private, virksomheder, organisationer og fonde at donere træer til folkeskove i Danmark og udland.
”Med de nye skove i Tuse og Knabstrup har vi nu etableret seks folkeskove i samarbejde med Holbæk Kommune siden det første projekt i Undløse foråret 2021. Alle folkeskovene er blevet til via donationer fra private borgere og virksomheder, og til disse to folkeskove skal der især lyde en tak til Sunset Boulevard, som har doneret 18.000 af de i alt 21.200 træer, der skal plantes i de to skove,” fortæller Kim Nielsen, CEO i Growing Trees Network, der ligeledes også retter en stor tak til de øvrige sponsorer, Holbæk Kommune og de lokalsamfund, der har bakket op om folkeskovsprojekterne. De nye folkeskove bliver beplantet med rigtigt mange forskellige, naturligt hjemmehørende træer og buske.
Holbæk Kommune besluttede i maj 2020, at der skal rejses nye skove på kommunale arealer. Der er allerede plantet folkeskove i Svinninge, Undløse, Tølløse og på Tuse Næs. For at opnå størst mulig biodiversitet i de nye skove er målet med skovene, at de skal udvikle sig til urørt skov.