Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2024/03/15 til 2024/04/02.

Brand i bil – Sasserupvej, Holbæk

kl. 17.54 udbrød brand i en bil, mens den holdt parkeret ved en landejendom på Sasserupvej. En beboer på ejendommen opdagede flammer under køretøjet og fik kontrol over ilden med en pulverslukker. Der var dog røg inde fra køretøjet, som holdt tæt på en bygning. Brandvæsnet slukkede den sidste del af branden, og der skete ingen skade på andet end bilen. Ingen personer kom noget til, og der var intet mistænkeligt ved brandens opståen.

Bedrageri – Holbæk

Kl. 18.07 anmeldte datteren til en 85-årig kvinde fra Holbæk, at den 85-årig var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra banken. Manden fik overtalt den 85-årige til at udlevere sit dankort og tilhørende kode til en mand, der kort tid efter kontaktede kvinden på hendes bopæl. Der var efterfølgende blevet hævet 15.000 kr. på kortet, som kvindens pårørende fik spærret, da de fik kendskab til bedrageriet.

Bland selv-tyv – Slotsvolden, Holbæk

Kl 13.41 fik politiet melding om, at en 15-årig pige fra Holbæk var blevet afsløret i at snyde med bland selv-slikket. Hun havde fyldt noget i posen og vejet det af, men så fyldt yderligere slik i posen efter at prisen var udregnet. En medarbejder i butikken så det og politiet blev derfor tilkaldt for at sigte den 15-årige for butikstyveri.

Brand i carport – Godthåbsvej, Holbæk

kl.03.46 kørte politi og brandvæsen til brand i en carport ved en villa i Holbæk. Husejeren vågnede ved høje knald fra branden, og så at carporten, der ligger i tilknytning til huset, brændte. Han slog alarm og fik vækket sin kone, som kom ud af huset. Det lykkedes husejeren at køre sin bil ud af carporten før den brændte.

Brandvæsnet fik slukket ilden før den spredte sig til huset. Politiets brandteknikere skal nu forsøge at fastslå brandårsagen, og om ilden kan være startet omkring en el-cykel, der stod til opladning.

OPFØLGNING

Dødfunden – Havnevej, Holbæk

Kl 12.09 blev politiet tilkaldt, da en mand var fundet druknet i havnen i Holbæk. Det viste sig, at der var tale om en 64-årig lokal mand. Det lykkedes mandskabet fra politipatruljen og ambulancen at få trukket manden ind på land. Der blev forsøgt genoplivning, men mandens liv stod ikke til at redde. Ud fra de foreløbige undersøgelser tyder det på, at manden formentligt er faldet over bord fra den båd i havnen, som han har boet på.

Flere anholdt efter røveri, trusler og afpresning mod ung mand – Svinninge, Holbæk

Onsdag aften blev fire unge og en 43-årig mand anholdt og sigtet for røveri, trusler og afpresning. Sagen startede tirsdag middag, hvor en 16-årig ung mand fra Holbæk kommune blev opsøgt omkring en skole i Svinninge af flere af de sigtede mænd. Her blev han truet på livet med en pistollignende genstand til at aflevere sit ur. Motivet til røveriet er formentlig en strid vedr. nogle stjålne puffbars.

De fem anholdte mænd er desuden sigtet for i perioden mellem tirsdag aften og onsdag aften at have truet, afpresset og uddelt dummebøder til den 16-årige og hans tre jævnaldrende kammerater i relation til samme strid.

De fem mistænkte blev anholdt ved 22-tiden onsdag aften, da de var på vej til at opsøge den 16-årige i hans hjem. En 16-årig, en 17-årig, en 19-årig og en 43-årig fra Kalundborg Kommune, og en 19-årig fra Lejre kommune blev anholdt og taget med til stationen til afhøring.

Politiet ransagede de mistænktes køretøjer og hjem, hvor det ur som blev frarøvet den 16-årige blev fundet. Der blev desuden fundet en peberspray, men ingen pistollignende genstande blev fundet.

Fredag:

Fund af kniv – Roskildevej, Holbæk

Kl 15.51 kom der anmeldelse om at flere personer var i slåskamp uden foran en tankstation. Da en patrulje kom frem til stedet var der faldet ro over gemytterne og ingen personerne på stedet ønskede at anmelde noget. Kort efter blev en bil, der kunne sættes i forbindelse med opgøret, standset på Mellemvang i Holbæk. I bilen fandt patruljen to knive, som blev konfiskeret. En 19-årig lokal mand, som befandt sig bilen, blev sigtet efter knivloven.

Færdselsuheld – Holbæk Landevej, Ugerløse – Holbæk

Kl 21.30 skete der et færdselsuheld, hvor en 19-årig mand fra Slagelse mistede herredømmet og kørte galt i en personbil, som efterfølgende ramte et hus og rullede rundt. Bilen blev voldsomt skadet men den 19-årige slap uden livstruende skader. Han blev kørt til behandling på sygehuset. Brandvæsnet blev samtidigt tilkaldt for at vurdere, om der var risiko for, at huset kunne styrte sammen som følge af påkørslen.

Kvalificeret vold – Jernbanevej, Mørkøv

Kl. 21.39 blev en 28-årig påvirket mand anholdt og sigtet for vold. Forinden havde manden standset en bil og lavet hærværk på bilen samt truet de to personer i bilen på livet. Derefter havde manden sparket en mand på knallert, så manden faldt af knallerten og efterfølgende blev han udsat for vold af den påvirkede mand. Voldsmanden blev anbragt i detentionen og skal afhøres af politiet til sagen fredag, inden han forventes løsladt igen.

Kvinde fundet død – Elvigvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 12.00 anmeldte en borger, at der befandt sig en livløs kvinde på et grønt område ved Elvigvej. Den afdøde kvinde er en 49-årig lokal kvinde, som var afgået ved døden. Der er ikke noget, der indikerer, at der er tale om en kriminel handling. Kvinden pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.

Påvirket bilist – Holbækvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 18.20 blev en 60-årig mand sigtet for spirituskørsel, da han kom kørende på en tankstation i Jyderup, uagtet at han var påvirket af spiritus over det tilladte. Manden var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve, og han blev derefter løsladt. Sagen afgøres, når politiet modtaget resultatet af blodprøven.

Påvirket bilist – Kalundborgvej, Holbæk

Kl 01.13 standsede politiet en 35-årig mand fra den vestlige del af Holbæk Kommune Han kom kørende i en traktor, men en narkometertest viste at han var påvirket af kokain. Han blev medtaget til udtagning af blodprøve og sigtet for at køre i påvirket tilstand

Lørdag – søndag

Påvirket bilist – Rørvangsvej, Holbæk

Kl 12.30 standsede politiet en personbil ført af en 32-årig mand fra Odsherred, da der var mistanke om, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Det nægtede han. I bilen blev der desuden fundet en kniv i mandens bukselomme, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven.

 

Spøgelsesbilist stoppet – Holbækmotorvejen, Holbæk

Kl. 21.42 fik politiet anmeldelse om en spøgelsesbilist på motorvejen i vestgående retning ved Holbæk. Bilisten kørte mod trafikken, så flere bilister måtte bremse eller undvige for at undgå sammenstød. En patrulje fik øje på spøgelsesbilisten ved Kirke-Sonnerup og kørte efter den i nødsporet med blinket tændt. Det lykkedes patruljen at få bilisten til at sænke farten helt, men først da betjenten bankede på ruden, stoppede bilisten og betjenten tog nøglerne fra den ældre mand bag rattet.

Føreren af bilen, en 89-årig mand fra Holbæk erkendte, at han havde kørt mod trafikken. Han var kørt forkert og havde ledt efter en afkørsel, men kørt videre, da der ikke kom nogen. Han blev sigtet for vanvidskørsel, ved at køre mod trafikken på en strækning på omkring 15 km. Han blev gjort bekendt med, at hans bil blev beslaglagt og kørekortet inddraget, hvilket han accepterede. Ingen kom noget til, og ingen andre bilister blev ramt under kørslen.

Indbrud i Perioden

Bøgehaven, Holbæk
Gl. Høbjærgvej, Holbæk
Gl. Skovvej, Vipperød