Frivillige foreninger i Holbæk Kommune inviteres til at deltage i opsamling af affald på en rute i by eller natur.

Holbæk Kommune er nemlig igen tilmeldt affaldskonceptet ’Ren Natur’ og har i alt 15 ruter, som frivillige foreninger kan melde sig til i 2024. For opsamlingen får hver forening et beløb til kassen. Formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur Karen Thestrup Clausen ser Ren Natur som et grønt koncept, der dermed styrker foreningerne og den grønne dagsorden i kommunen.

”Tilmeldingen til årets Ren Natur affaldsopsamlinger i Holbæk Kommune åbner fredag den 1. marts. Her har frivillige foreninger mulighed for at gøre en forskel for naturen og samtidig tjene penge til deres aktiviteter. Så jeg håber, at rigtig mange af vores lokale foreninger, vil byde ind på at deltage og få kr. 2.500 til kassen. Det er en stor hjælp, at så mange frivillige gør en ekstra indsats ved at samle affald op,” fortæller Karen Thestrup Clausen, der tilføjer, at der forrige år var stor tilslutning fra foreninger, der ønskede at gøre en forskel for miljøet.

Sådan bliver din forening en del af Ren Natur

Din forening bruger en formiddag eller en eftermiddag på at samle henkastet affald op, i perioden maj-juni eller august-oktober, og modtager et sponsorat på kr. 2.500. I bestemmer selv dag og tidspunkt i den pågældende periode. I vil få masser af frisk luft og godt samvær samtidig med, at I bidrager til at skabe et renere nærmiljø.

Af Ren Naturs hjemmeside fremgår det, hvilke indsamlingsruter i Holbæk Kommune der er aktive i 2024. De findes her https://www.rennatur.org/til-kommuner/tilmeldte-kommuner/holbaek-kommune/.

Ønsker I at komme i betragtning til en rute i 2024, så tilmeld jeres forening på Ren Naturs hjemmeside fra fredag den 1. marts. Alle typer af frivillige foreninger er velkomne! Der er 15 forskellige ruter at vælge imellem, så der er noget for enhver smag. Fra den 2. april tildeler Ren Natur ruter til de tilmeldte foreninger.

Til indsamlingsopgaven vil I modtage alt det udstyr, som I skal bruge til at samle affald op med: Sikkerhedsveste, handsker, skraldeposer, snappere osv. Kommunen vil efterfølgende hente affaldet, som I har samlet.

Sponsoratet på de kr. 2.500 kan bruges til aktiviteter, der styrker jeres forening. Det kan gå til udstyr, uddannelsesaktiviteter til jeres medlemmer, rejseudgifter osv. Den overordnede regel er, at sponsormidlerne skal bruges til foreningsfremmende formål.

Efter indsamlingen skal I udfylde et afrapporteringsskema online med oplysninger om jeres dag sammen.

Hvis I har nogle spørgsmål, så tag kontakt Ren Natur på e-mail kontakt@rennatur.org.

 Hold Danmark Rent

Hold Danmark Rent er en nonprofit miljøorganisation, der i samarbejde med landets kommuner arbejder med oplysning, kortlægning og løsning af udfordringer med henkastet affald i by og natur.

Hold Danmark Rent har udviklet konceptet Ren Natur, der blev testet i 4 kommuner i 2018 og blev afviklet i 30 kommuner i 2019. I 2023 samlede 500 foreninger, i 53 kommuner, i alt næsten 2 mio. stykker henkastet affald i regi af Ren Natur. Bevidstgørelsen om en ren natur spiller en stor rolle og spreder sig forebyggende som ringe i vandet, når foreningerne selv og forbipasserende får fokus på problemet. Ren Natur er borgerinddragelse og samskabelse om en ren natur, og giver en reel værdi lokalt for borgerne og miljøet. Miljøområdet og fritidsområdet tænkes sammen i en opgaveløsning med helhed og sammenhæng.

 

Pressefoto