Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2024/01/29 til 2024/02/06.
Bilist påkørte træ – Tjørnedevej, Tølløse – Holbæk
Kl. 22.42 kom et alarmopkald fra en bils SOS system, som meldte om at bilen var forulykket. Alarmcentralen kunne høre stemmer i baggrunden, men fik ingen personer på stedet til tale. Politi og redning kørte til stedet, hvor de fandt bilen, som var havde påkørt og nu hang oppe i et træ på Tjørnedevej i Tølløse. Der var ingen personer på stedet, men vidner havde set en mand og en kvinde forlade bilen. En hundepatrulje afsøgte området efter evt. tilskadekomne, som kunne have gået fra bilen efter uheldet, men fandt ingen.
Politiet kørte til bilejerens adresse, hvor de traf en 22-årig mand, som var uskadt, men blev skønnet påvirket. Han nægtede at have ført bilen og nægtede at have bilnøglen. Patruljen fandt dog bilnøglen på stedet, og fik klarlagt at den 22-årige var den formodede fører. Patruljen optog rapport om færdselsuheldet, hvor bilen blev totalskadet og et træ blev beskadiget. Den 22-årige kan forvente at høre mere i sagen senere.
Dreng med narko og kniv – Jernbaneplads Holbæk
Kl. 16.40 lagde en patruljen vejen forbi Holbæk Station, for at følge op på tidligere anmeldelser om utryghed i ventesalen. Her traf betjentene en gruppe på fire drenge på 14-15 år, som opholdt sig i forhallen med delvist maskerede ansigter. Betjentene henvendte sig til drengene, som virkede nervøse og påvirkede af euforiserende stoffer. De fire drenge blev visiteret, og den ene blev fundet i besiddelse af narko.
En 14-årig dreng fra Kalundborg Kommune havde 0,67 gram amfetamin og en kniv, som han ikke havde en god grund til at bære. Politiet tog de ulovlige ting, men da drengen er under den kriminelle lavalder kan han ikke straffes. Alle drengenes forældre blev orienteret om de omstændigheder, hvor politiet havde truffet dem. Den 14-årige drengs mor blev gjort bekendt med fundet på sønnen. Patruljen skrev en socialrapport til kommunen om sagen med de unge, som efterfølgende alle blev bortvist fra stationen.
Senere på aftenen, omkring Kl. 20.00 var en patrulje lokalbetjente forbi stationen. Her traf betjentene tre ud af fire af de samme drenge, som forsøgte at forlade forhallen, da de så politiet. De blev stoppet og denne gang fandt betjentene ikke noget ulovligt. Patruljen tog igen en snak med dem om, at venterummet var beregnet til passagerer og ikke var en varmestue.
Endnu en mistænkt anholdt for drabsforsøg i Holbæk
En 20-årig mand fra Holbæk blev i går anholdt i København, og sigtet for at have deltaget i et skyderi på Apotekerhaven i Holbæk mandag aften. En 25-årig mand fra Holbæk blev i går varetægtsfængslet til d. 13. februar. Den 20-årige vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling i sagen. Der bliver begæret dørlukning i sagen, hvorfor vi ikke kan oplyse yderligere pt.
Fund af pistol og narko – Agervang, Holbæk
Kl 09.58 var lokalpolitiet på besøg i området for at efterforske en mistanke om, at der blev skjult narko i kælderrummene. Der blev da også fundet tre mindre poser med kokain skjult i kælderen. På stedet blev også fundet en pistol samt et magasin med flere patroner i. Kort efter ankom en 17-årig ung mand fra lokalområdet til stedet, og da han interesserede sig for netop det sted, hvor pistolen var skjult, kunne politifolkene træde frem fra deres skjul og anholde ham. Han fremstilles i grundlovsforhør kl 10 i dag ved Retten i Holbæk som sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen, og der vil være anmodning om lukkede døre.
Groft hærværk – Byvej, Gislinge – Holbæk
Kl. 00.18 blev patruljer sendt til anmeldelse om hærværk mod flere biler og postkasser på Byvej i Gislinge. Tre biler var blevet beskadiget med havde fået buler, knuste ruder og afslåede sidespejle. Flere postkasser og en cykel var blevet beskadiget på Byvej, og patruljen fandt frem til at en 26-årig kunne mistænkes for at stå bag hærværket. Han havde været til fest i området og var i spirituspåvirket tilstand begyndt at slå og sparke til ting.
En hundepatrulje anholdt den mistænkte mand, som nægtede at oplyse sit navn til patruljen. Han blev taget med på stationen, men under transporten truede han politifolkene og kaldte dem alverdens ukvemsord.
Den 26-årige mand blev sat til afrusning i detentionen, men dagen efter blev han afhørt til sagen om grov hærværk, fornærmelig tiltale og trusler mod politifolkene. Han erkendte hærværket til dels, men erindrede ikke meget fra nattens episode. Han var villig til at betale erstatning for de ødelagte genstande.
Senere blev han løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.
Hærværk mod frisørsalon – Smedelundsgade, Holbæk
Kl. 10.03 fik politiet anmeldelse om, at en frisørsalon i Smedelundsagde havde fået knust en rude fredag aften omkring kl. 18.00. En krukken, som formodes at være blevet kastet gennem ruden lå stadig i butikken, og en patrulje blev sendt til stedet for at søge efter spor. Der var overvågning i butikken, som skal gennemgås for billederne af gerningsmanden.
Vidner som har set personer ved salonen på Smedelundsgade 22i før eller efter episoden fredag omkring kl. 18.00 bedes ringe til politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Kørsel mod kørselsretningen – Skovvejen, Jyderup – Holbæk
Kl. 20.00 blev en 37-årig sigtet for kørsel imod færdselsretningen, da hun kom kørende ad Skovvejen mellem Cementvej og Mørkøv i østlig retning, men i det vestgående spor på trods af, at en færdselstavle på stedet angiver, at vejen er ensrettet. Den 37-årige kvinde forklarede, at det var første gang hun kørte i området, og at hun havde været usikker på, hvor hun skulle køre. Kvinden kan se frem til en bøde.
Motorcykel overhalede politiets videobil med for høj fart – Munkholmvej, Holbæk
Kl. 17.40 kom politiets videobil kørende ad Munkholmvej, da bilen blev overhalet af en motorcykel, som kørte ca. 100 km/t på trods af, at hastighedsbegrænsningen det pågældende sted er på maksimalt 70 km/t. Motorcyklen fortsatte ved samme hastighed – ca. 100 km/t – og krydsede Munkholmbroen, hvor der er en hastighedsbegrænsning på 60 km/t.
Føreren af motorcyklen, en 24-årig mand fra Odsherred, blev standset og sigtet umiddelbart før Holbæk Centrum. Politiet nedlægger påstand om to klip i kørekortet. Sagen afgøres på et senere tidspunkt, når politiet har modtaget udmålingen af mandens kørte hastighed.
Narkokørsel – Kalundborgvej, Holbæk
Kl. 21.45 blev en 35-årig mand sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand, da han kom kørende i en personbil ad Kalundborgvej, uagtet at han var påvirket af euforiserende stoffer, hvilket patruljebilens narkometer bekræftede. Manden var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve, derefter blev han løsladt igen. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Påvirket kvinde påkørte vejskilt – Grevingevej, Gislinge – Holbæk
Kl. 02.21 kom en 21-årig kvinde fra Falster sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand, da hun i forbindelse med kørsel ad Grevingevej forsøgte at svinge til højre i krydset ved Adlers Alle og derved påkørte et vejskilt. Kvinden blev sigtet for narkokørsel og var anholdt i forbindelse med, at hun fik udtaget en blodprøve. Hun kan forvente at høre nærmere fra poltiet, når resultatet af blodprøven kommer politiet i hænde.
Røglugt i opgang – Rørvangsvej, Holbæk
Kl. 20.09 kørte politi og brandvæsen til en opgang i Holbæk, hvor der melding om røglugt. Redningen kom frem, men fandt ingen ild, kun et askebæger som lå og røg. Der blev luftet ud, hvorefter alle kunne fortsætte.
Svingende bil påkørte fodgænger – Hovedgaden, Svinninge, Holbæk
Kl. 08.05 blev en 10-årig pige fra Svinninge ramt af en bil, som var i færd med at svinge til venstre ad Hovedgaden. Pigen løb over vejen, da hun blev ramt af den svingende bil, som blev ført af en 41-årig kvinde fra Svinninge. Politi og ambulance kom frem til stedet, og pigen blev kørt på sygehuset til kontrol, men var umiddelbart sluppet uskadt fra påkørslen.
Tre biler i brand – Alleparken, Holbæk
Kl. 01.16 modtog politiet en anmeldelse om, at tre personbiler var i brand på en p-plads. Brandvæsnet kom frem til stedet og fik slukket ilden i de brandende biler. Politiets brandefterforskere skal nu undersøge brandstedet for at forsøge at finde frem til årsagen til branden.
Trusler mod politiet under visitation – Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 11.30 gik en patrulje på Holbæk station i visitationszonen, hvor de traf en 29-årig mand fra Holbæk, som de ville foretage et rutinetjek på. Den 29-årige fremstod påvirket, og havde kort forinden blandet sig mens betjentene var i gang med en opgave på Jernbanegade, hvor han blandede sig, råbte og skabte uro. Han blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden, gjort bekendt med reglerne for visitationszonen, og han blev opfordret til at medvirke til visitationen.
Den 29-årige ønskede ikke at medvirke, og han blev opfarende og aggressiv over for betjentene, som valgte anholde manden for at få ro på stedet. Under anholdelsen udtalte den 29-årige flere trusler mod betjentene.
Han blev ikke fundet i besiddelse af noget ulovligt, men kørt til politigården til afhøring, hvor han blev sigtet for trusler mod politiet. Han blev løsladt ud på eftermiddagen, men kan forvente at høre mere fra politiet i den anledning.
Tumult ved grundlovsforhør – Domhusstræde, Holbæk
Kl.11.19 opstod tumult uden for et retslokale i Retten i Holbæk, da dommeren lukkede dørene for tilhørere ved et grundlovsforhør i en sag om forsøg på manddrab fra Apotekerhaven i Holbæk. Tilhørerne forlod retslokales i protest, og i rettens forhal opstod tumult, hvor der blandt andet blev kastet med stole. Flere patruljer kørte til stedet, hvor der hurtigt blev skabt ro igen, og alle de tilstedeværende blev bedt om at forlade retten.,
En 16-årig ung mand fra Holbæk, blev kortvarigt anholdt og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, da han var opfarende over for politiet. Hans far var til stede i retten og blev derfor orienteret om sagen, og at politiet ville underrette de sociale myndigheder på episoden.
Retten anmeldte efterfølgende, at der var sket skade på nogle stole og en radiator i retsbygningen, og politiet optog en rapport om hærværk. Sagen bliver nu efterforsket og overvågningen fra retten gennemset for at afklare, hvem som stod bag hærværket.
Ulovlige knallerter – Hovedgaden, Svinninge, Holbæk
Kl 08.30 standsede en motorcykelbetjent to 15-årige drenge på hver deres knallerter, der var ændret til at kunne køre hurtigere end tilladt. En test på rullefelt viste, at den ene kunne køre 64 km/t og den anden 45 km/t.