Jazz-violinist Mads Tolling har nu i tyve år været bosiddende i USA. Hans mange år i udlandet har indtil videre ført til to Grammy-priser, DownBeats Critics Poll Rising Star vinder og otte års medlemskab i henholdsvis bassisten Stanley Clarkes band og i crossover stryger gruppen, Turtle Island Quartet. Mads spiller nu med i Grateful Dead guitarist Bob Weir’s Wolf Bros projekt.Mads er uddannet på Berklee College of Music i Boston og har siden da befundet sig i San Francisco. Han leder sin egen gruppe Mads Tolling Quartet, der med det anerkendte album, “The Playmaker,” for alvor blev sat på jazzens verdenskort med glødende anmeldelser i Downbeat Magazine, Washington Post og Berlingske Tidende. Mads har optrådt med Chick Corea, Paquito d’Rivera, Kenny Barron og Ramsey Lewis. Han har spillet på Hollywood Bowl, Newport Jazz Festival, Library of Congress og på den Danske Ambassade i Washington DC for Kronprins Frederik og Prinsesse Mary.
I 2014 modtog Mads en bevilling fra The James Irvine Foundation til komposition af hans første violinkoncert. Mads fremførte med Oakland Symfoni Orkester premieren af “Begejstring” i et udsolgt Paramount Theatre i 2015. Violinkoncerten er siden blevet spillet andre steder i USA og i Japan. Hans seneste projekt hedder “Mads Tolling & The Mads Men,” som udforsker de dejlige melodier og temaer fra film og tv-shows fra 60’erne.
Mads Tolling – violin
Jacob Fisher – guitar
Matthias Petri – violin
Andreas Svendsen – trommer