Det koldblodige publikum havde indsvøbt sig i vattæpper og vinterfrakker og grinede sig varme i Holbæk Museumsgård til premieren på Dracula og det store blodbank-gebyr den 9. august. Sjællands Teater har skabt endnu en grotesk gakket og hylende morsom komedie sprængfyldt med gode musikalske indslag. 

Året er 1885 i Transaktionen, hvor Dracula driver den lokale blodbank. Den i Sjællands Teaters kunstneriske direktør Brian Kristensen er således for en stund forfremmet til skruppelløs bankdirektør, og det gør han helt fantastisk, både med og uden hugtænder!

I rollen som Draculas nemesis, Abraham Van Helse – detektiv, veganer og hvidløgsentusiast – sprudler Christian Damsgaard, som også har rollen som ejendomsmægler Jonathan Harker, der dog ret hurtigt bliver sat ud af spillet. Skønne Pernille Schrøder giver den so much gas som moderen til Jonathans kæreste Lucy. Maria la Cour er hysterisk morsom som influenceren Lucy. De fire professionelle bliver dygtigt hjulpet af elever fra 3. årgang på Holbæk Drama College. Og naturligvis kapelmester Lars Fjeldmose ved klaveret, som også er leveringsdygtig i gode grin og fuglekvidder i takt med kirkeklokkerne. 

Du kan se forestillingen frem til 3. september. Husk tæppet! 

Bestil billetter her: https://sjaellandsteater.dk/program/dracula/

Foto: SDL