Farmshop Enggarden fejrer sin 7 års fødselsdag den 5-7. maj 2023.
Fredag den 5. maj, St. Bededag, kl. 10.30 – 11.30:
Krukkeworkshop v/Helle Troelsen fra Troense-Haven på Tåsinge
Havearkitekt Helle Troelsen fra Troensehaven giver ideer til krukkearrangementer, hvor der både plantes i højden med buske og træer, og i bunden af stauder, græsser og sommerblomster.
Hun kommer ind på sammensætning af planter i forskellige størrelser samt blad- og blomsterstrukturer, der komplementerer hinanden. Der vises eksempler på forskellige stilarter, farvekoordinerede krukkemiljøer, den spiselige krukkehave og meget andet, der kan give inspiration til selv at designe sit eget krukkemiljø.
Der er indkøbt et bredt udvalg af planter som kan købes på dagen til rimelig pris.
Hele weekenden, kl. 10.30 – 15.30:
Farmshop Enggardens trofaste værtinde Helle fra Rimmers Køkken forkæler gæsterne med kaffe og lækre crêpes – og i skønt samspil med delikatesser fra Noormann, som også byder på diverse smagsprøver på gårdspladsen.
De pakker poser, så I kan købe lækkerier med hjem!