Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2023/03/14 til 2023/03/28.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bortvisning af sovende mand – Amtmandsvej, Holbæk

Kl. 09.06 fik politiet via et boligselskab og beboere en henvendelse om en sovende mand, der var uønsket i en opgang på Amtsmandsvej.

Politiet fik vækket en 45-årig mand fra Slovakiet, som efterfølgende blev bortvist fra stedet og bedt om at finde et andet sted at opholde sig. Han blev ikke sigtet for noget i forbindelse med det uønskede ophold i opgangen.

Børn stjal slik – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 12.54 stoppede personalet i Føtex to mindreårige piger, som var blevet set blande en stor pose slik i bland selv afdelingen, hvorefter de forlod butikken uden at betale. De to piger på 13 og 14 år blev ført tilbage til butikken, hvor det viste sig at de havde stjålet slik for i alt 125 kr. Politiet afhørte de to piger, som erkendte tyveriet. Deres forældre og de sociale myndigheder blev orienteret, men da de begge er under den kriminelle lavalder kan de ikke straffes.

Lørdag – søndag:

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Holbæk

Kl. 14.34 var en 20-årig kvinde fra Holbæk tilsyneladende kørt for hurtigt gennem vand på kørebanen, da hun i en personbil kørte i østlig retning på Holbækmotorvejen ved Holbæk.

Hun mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i venstre side på en anden bil, som en 43-årig mand fra Bagsværd førte i samme retning på hendes højre side.

Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Holbæk

Kl. 18.34 havde en 30-årig mand fra København mistet kontrollen over sin personbil, da han kørte i østlig retning ad Holbækmotorvejen omkring afkørsel 19 Holbæk C.

Han var kørt gennem en vejstrækning med vand på kørebanen, så han havde mistet kontrollen over bilen, der snurrede rundt og ramte autoværnet ved nødsporet.

Hverken den 30-årige eller en passager i bilen kom noget til ved uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet.

Færdselsuheld – Jernbanevej / Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 11.07 var en 72-årig kvinde fra Holbæk kørt i en personbil ad Jernbanevej mod øst frem til lyskrydset ved Smedelundsgade.

For grønt lys i sin færdselsretning foretog bilisten en svingning til venstre, men ramte herunder en 69-årig kvinde fra Holbæk, som i fodgængerfeltet var ved at passere Smedelundsgade i vestlig retning.

Fodgængeren blev tilset af personalet fra den tilkaldte ambulance, men var sluppet uden behandlingskrævende skader. Politiet optog rapport om påkørslen af fodgængeren.

Groft hærværk ved skole – Holbækvej, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 08.50 rykkede politiet ud for at undersøge omfanget af hærværk, der var blevet begået på Kildedamsskolen i Store-Merløse.

Det viste sig, at ukendte gerningsmænd inden lørdag morgen havde ødelagt bænke og skraldespande, knust adskillige ruder samt ødelagt belysningen flere steder på skolens område.

Politiet undersøgte området for eventuelle spor efter den eller de personer, der står bag det grove hærværk på skolens område.

Resultaterne fra de tekniske undersøgelser afventes nu, og i mellemtiden vil politiet gerne i kontakt med personer, der måtte have set eller hørt noget usædvanligt fra skolens område inden lørdag morgen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Indsats mod digital sexkrænkelse på skole – Holbæk

Torsdag morgen fik politiet anmeldelse om en digital sexkrænkelse af en 14-årig pige. Efterforskere og betjente fra forebyggelsesafdelingen mødte senere på dagen op på den skole i Holbæk, hvor der var mistanke om, at der var foregået deling af en video med seksuelt indhold i en af klasserne.

Politiet foretog de nødvendige efterforskningsskridt i sagen, men brugte også anledningen til at få en længere alvors snak med de unge om billeddeling og digital sexkrænkelse.

“Vi ser desværre en stigning i sager om digitale sexkrænkelser især blandt de helt unge. Det er meget alvorligt at dele intime videoer af mindreårige, og det kategoriseres som børneporno. Vi har derfor stor fokus på den præventive indsats blandt de unge, så de tænker sig godt om, inden de medvirker på eller deler videoer med seksuelt indhold” siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist, der er leder af Almen Efterforskning.

Sagen efterforskes nu for at afklare omfanget af den ulovlige billeddeling og vurdere indholdet på videoen. Opfordringen til de unge og deres forældre er, at tage en snak om, at det er ulovligt at optage og dele video med seksuelt indhold. Modtager du en intim video, så del den aldrig, men slet i stedet videoen.

 

Mand på togstation havde ulovlige ting på sig – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 21.40 foretog en patrulje rutinemæssigt et tryghedsskabende tilsyn på og ved Holbæk togstation for at se, om alt foregik i ro og orden på stedet.

Ved tilsynet henvendte politiet sig på perronen til en 22-årig mand fra Svebølle, som var i besiddelse af knap fire gram hash og en peberspray, som blev beslaglagt som beviser i forbindelse med sigtelser mod ham for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven.

En 27-årig mand, som opholdt sig sammen med den 22-årige på stationen, blev ikke sigtet for at besidde noget ulovligt.

Narkokørsel – Roskildevej, Holbæk

Kl. 18.26 blev en 29-årig kvinde fra Holbæk sigtet for narkokørsel. Kvinden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve på sygehuset, hvorefter hun blev løsladt. Hun kan forvente at høre nærmere fra politiet, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.

Narkokørsel – Skovvejen – Jyderup, Holbæk

Kl. 15.45 blev en 28-årig mand fra København standset af politiet og sigtet for narkokørsel, da han kom kørende af Skovvejen i østlig retning. Manden var anholdt kortvarigt, i forbindelse med at han fik udtaget an blodprøve – derefter blev han løsladt. Han vil høre nærmere fra politiet, når sagen er afgjort.

Røg i affaldsskakt – Lundestrædet, Holbæk

Kl. 09.33 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en melding om røg i en affaldsskakt i en beboelsesejendom på Lundestrædet.
Det viste sig, at der ikke var nogen egentlig brand, men dog lidt røgudvikling i affaldet nederst i affaldsskakten. Årsagen hertil var formentlig uforsigtighed med et cigaretskod i en affaldspose, der efterfølgende var blevet smidt i affaldsskakten. Ingen af beboerne havde været i fare i forbindelse med røgudviklingen, så politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

Telefonsvindel – Ringsted / Holbæk

Kl. 13.14 henvendte en 84-årig kvinde fra Ringsted sig til politiet for at anmelde telefonsvindel, som hun var blevet udsat for tidligere på dagen.

Hun var kl. ca. 12.15 blev ringet op af en fremmed mand, der udgav sig for at være medarbejder i pengeinstituttet Nordea. Han ringede fra hemmeligt nummer og oplyste, at den 84-årige skulle have et nyt dankort, så en kvindelig medarbejder ville straks komme forbi for at hente dankortet og den tilhørende kode.

Den 84-årige skulle lægge dankortet i en kuvert, som blev udleveret til en kvinde, der blev beskrevet som: 20-30 år, lys i huden, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, mellemlangt, brunligt og krøllet hår, iført halstørklæde og blå jakke.

Efterfølgende var der uberettiget blevet hævet 15.000 kr. fra den 84-årige bankkonto, inden hun anede uråd og fik spærret det udleverede dankort.

Senere mandag eftermiddag fik politiet endnu en anmeldelse fra en 85-årig kvinde fra Holbæk, som kl. ca. 15.35 var blevet ringet op af en falsk, mandlig bankmedarbejder fra Nordea.

Årsagen til hans henvendelse var et par forsøg på mistænkelige transaktioner på den 85-åriges bankkonto, hvorfor hun skulle udlevere sit dankort til en anden mandlig bankmedarbejder, som ville komme forbi hendes bopæl.

Den 85-årige blev under samtalen med den falske bankmedarbejder bekymret og opsøgte derfor sin nabo, som rådede hende til at kontakte politiet.

Dankortet havde den 85-årige ikke udleveret til nogen, og politiet har ikke oplysninger om, at en falsk bankmand skulle være dukket op for at afhente det.

Politiet har nu i begge sager optaget anmeldelser om bedrageri over for de to kvinder, hvis anmeldelser nu efterforskes sammen med andre sager af tilsvarende fremgangsmåde fra telefonsvindlere.

Rådet til at opdage mulig svindel via telefonen er at spørge efter den pågældende persons navn og arbejdssted, hvorefter opkaldet afbrydes. Her foretages et kontrolopkald via bankens hovedtelefonnummer, så omstilling til medarbejderen kan finde sted. Herved vil svindlen typisk blive opdaget, ligesom det er usædvanligt, at et dankort skal udskiftes i tilfælde af mistænkelige transaktioner på en bankkonto.

Desuden er det også usædvanligt, at en bankmedarbejder dukker op ved private adresser for at hente et dankort, som en bankkunde skal have udskiftet.

To unge havde slagvåben – Jernbanevej, Holbæk

Kl. 13.56 kørte var to lokalbetjente på cykelpatrulje i Holbæk by, da de på Jernbanevej traf to unge mænd, som ikke viste synderlig begejstring for at se politiet. Deres adfærd lugtede af dårlig samvittighed, så politinæserne begyndte at klø.

Patruljen henvendte sig til de unge mænd, som under en visitation blev fundet i besiddelse af slagvåben. Den ene, en 18-årig ung mand fra Holbæk havde en ulovlig Totenschlæger i bukselinningen, og den anden, en 19-årig mand fra Fredensborg, var i besiddelse af en bushammer. Den 19-årige kunne ikke komme med en fornuftig forklaring på, hvorfor han havde bushammeren, eller hvad han skulle bruge den til.

De to unge blev derfor sigtet for at overtræde våbenloven og slagvåbnene beslaglagt, hvilket de begge accepterede. Herefter fik de unge mænd lov til at gå, men de kan forvente at høre mere fra politiet i sagen senere.

Indbrud i Perioden

Bellisvej, Holbæk
Irisvej, Regstrup
Solbakken, Holbæk