Borchs tekstilsamling er enorm. Over 7000 stykker tekstiler, som er tilgået Holbæk Museum uden at indgå i museets samling. Enten fordi de ikke er fra Holbæk egnen, eller fordi museet har tilsvarende i forvejen. Det har været deres held, for nu er de en del af en meget aktiv studiesamling, der bliver plejet og passet af den frivillige arbejdsgruppe – Holbæk Museums Tekstillaug.
Med udstillingen ønsker Tekstillauget at præsentere både lette og betagende, måske endog forførende tekstiler. Her er eksempler på hjemmearbejde og håndværk samt industrivarer og kunsthåndværk, og tingene trækker tråde til de internationale modestrømninger de sidste 200 år.
Nyd blandt meget andet fine navneklude, dåbstøj, hækleprøver, charlestonkjoler med perler, hvide kraver til kvinde- og pigekjoler og broderede lyseduge. Se også bagsiden af et broderi, hvor trådende klumper voldsomt og går i alle retninger. Det var svært for en skolepige at sy korssting i 1950’erne.
Borchs Haandgjerningsskole
Tekstilsamlingen har navn efter det hus – ”Borchs Haandgjerningsskole”, hvor de bliver opbevaret, når de ikke er i brug. Den private håndgerningsskole er fra ca. 1840 og indrettet i det lille gule bindingsværkshus i Klosterstræde. På forsiden ud mod gaden kan man stadig læse indskriften ”Borchs Haandgjerningsskole” på en bjælke. Huset har i mange år været en del af Holbæk Museum.
Udstillingen åbner den 11. marts og lukker den 6. august. Der er adgang i museets almindelige åbningstid.