Drop in på porcelænsværkstedet, gå på jagt i museets historier med museumshunden Vimse, tag på byvandring i eget tempo eller udfordr samarbejdet i escape room. Tirsdag den 14. og torsdag den 16. februar kl. 10.30-14.30 er der drop-in i det kreative værksted, hvor vi maler på porcelæn og prøver kræfter med traditionelle mønstre, som fx det musselmalede. Det er ren hygge, koncentration og afslapning at male på porcelæn og vi giver vejledning i, hvordan man forvandler en hvid kop eller tallerken til et stykke unika lige til at tage med hjem. Workshoppen er kun for børn, der følges med en voksen. Voksne er velkommen til at deltage sammen med børnene i workshoppen, og det er muligt at købe ekstra porcelæn på stedet.
Museumshunden Vimse
Gå på opdagelse på Holbæk Museum med museumshunden Vimse, der viser vej til de vildeste ting. Det er ting, der er enten er meget gamle eller har en hel speciel historie. Vimse fortæller historien om tingen i børnehøjde.
Vimse er især velegnet til børn fra 4 til 10 år. Det er gratis at gå rundt med Vimse, når entrébillet er betalt. Vimse er altid tilgængelig i museets åbningstid, uanset om det er i skoleferierne.
Jagten på Holbæks Historie
I pakken med Jagten på Holbæks historie er et bykort og en udførlig vejledning til en byvandring i eget tempo med overraskende indhold og quiz til hele familien. Turen rundt i byen er en appetitvækker til at jagte nye historier om noget, man ikke vidste i forvejen. Følg kortet og stop op ved de punkter, der er markeret. Her er nemlig små fortællinger om stedet og en quiz, som familien kan løse sammen. Når hele turen er gået og alle quizspørgsmål er løst, er kodeordet klaret. Der er præmier til det rigtige kodeord.
Turen rundt i byen inkl. quiz tager 1-1½ time. Den er velegnet til mindre grupper. Køb Jagten på Holbæks historie på Holbæk Museum i museets åbningstid, eller på Æglageret og så er det helt op til jer selv, hvornår I går turen.
Escape room “Mytteriet på skibet Den gode Hensigt”
Et sjovt og udfordrende samarbejdsspil til venner, familie eller kolleger, som kan bidrage med hurtighed og kreativitet til at løse komplicerede gåder. “Mytteriet på skibet Den gode Hensigt” er Holbæk Museums version af et escape room. Som gæst på det transatlantiske handelsskib ‘Den gode Hensigt’ bliver I en del af besætningen. Den er loyal over for kaptajnen og alle er derfor slået bevidstløse og låst inde i kaptajnens kahyt under et mytteri. Det er nødvendigt at samarbejde for at genvinde kontrollen over skibet og komme ud, inden det er for sent. Den 12.februar kl. 11.00, 12.30 og 13.45. Den 18. februar kl. 12.30 og 13.45 “Den gode Hensigt” er for børn over 11 år. Børn under 14 år ifølge med voksne. Spillet varer ca. 45 min inkl. introduktion. Køb billet på forhånd via vestmuseum.billetexpressen.dk. Billetten gælder også til at se udstillingerne på Holbæk Museum. Max antal deltagere = 5 personer.