Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2023/01/18 til 2023/01/31.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
“Unge med våben” var filmoptagelse – Agervang, Holbæk
kl. 18.19 kørte politiet talstærkt til Agervang efter en anmeldelse om, at en ung mand var set true en anden ung mand med et skydevåben på vaskeriet. Fra vaskeriet hørte vidner nogen sige: “Du må ikke skyde!”.
Patruljerne kom frem til den potentielt farlige episode, som dog viste sig at være noget helt andet end først antaget. De unge var i gang med at lave et filmprojekt, og at de medbragte våben var attrapper.
De tre 16-årige lokale unge, som var i gang med at lave en skoleopgave, blev kraftigt formanet af politiet om risikoen ved at optræde med våbenlignende genstande i det offentlige rum. Deres forældre blev kontaktet og orienteret om politiet indsats i forbindelse med de unges optagelser. Politiet underrettede de sociale myndigheder om sagen.
Dagens optagelser blev afbrudt og de unge opfordret til fremover at orientere politiet og opsætte skiltning om, at der var tale om en filmoptagelse. Så de ikke en anden gang skræmte livet af beboerne i kvarteret.
Bilist slap ikke for en kontrol – Nr. Jernløse, Regstrup – Holbæk
Kl. 16.30 undrede en patrulje i Nr. Jernløse sig over ægtheden af nogle nummerplader, der sad på en ældre bil kørende i området.
Politiet gav tegn til føreren af bilen om at standse, men den mandlige fører af bilen satte i stedet hastigheden op i et forsøg på at køre fra politiet.
Efter ca. et minuts kørsel med høj hastighed ad bl.a. Skovvejen frem til Jyderup brød bilistens bil sammen, så der kom røg og damp fra den.
Politiet kunne derfor henvende sig til føreren, der blev identificeret som en 46-årig mand fra Fårevejle St. Herefter blev den 46-årige sigtet for adskillige overtrædelser af lovgivningen, idet han undlod at standse trods tegn herom, kørsel frem for ubetinget vigepligt til fare for andre bilister, men dog uden sammenstød til følge, kørsel uden førerret, narko- og spirituskørsel, dokumentfalsk med hensyn til falske nummerplader påsat en bil, hvis rigtige nummerplader var afmeldte hos Motorstyrelsen, og som i øvrigt hverken var registreret eller lovpligtigt ansvarsforsikret.
Den 46-årige fandtes på et par adresser også i besiddelse af ca. 17 gram hash samt syv joints, ligesom han havde et firecifret kontantbeløb på sig. De fleste af disse penge blev beslaglagt som afdrag på en større gæld til det offentlige.
Til sidst blev den 46-årige i forbindelse med sin anholdelse kørt til et sygehus med henblik på udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for hhv. alkohol og euforiserende stoffer.
Den 46-årige blev løsladt efter afhøring til de mange sigtelser efter overtrædelserne af lovgivningen. Politiet fandt på nuværende tidspunkt og efter en konkret vurdering af omstændighederne ved hans kørsel ikke grundlag for beslaglæggelse af hans bil efter reglerne om vanvidskørsel.
Fyrværkeriloven – Ejler Urnesvej, Holbæk
Kl. 18.05 så en patrulje tilfældigt affyring af et lille fyrværkeribatteri på Ejler Urnesvej, da patruljen kørte forbi.
En 56-årig mand fra Slangerup blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven, idet han havde affyret batteriet uden for den periode mellem 27/12 og 1/1, hvor affyring af fyrværkeri er tilladt. Han kan således forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.
Færdselsuheld – Gl. Skovvej / Hovedgaden, Regstrup – Holbæk
Kl. 07.53 var der sket et færdselsuheld i krydset Gl. Skovvej – Hovedgaden i Regstrup, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.
Det viste sig, at en 9-årig dreng var kommet lettere til skade og blev bragt til skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling.
Drengen var kørt på et løbehjul ad Gl. Skovvej mod øst og fortsatte ligeud i krydset, hvor en 53-årig mand fra Sorø var kommet kørende i en personbil i modsat retning. Bilisten foretog et højresving mod Hovedgaden, men ramte under svingningen drengen på løbehjulet.
Bilisten fik en mindre bule i bilen, men slap selv uskadt fra uheldet, og politiet har optaget rapport om uheldet for at få belyst omstændighederne nærmere.
Færdselsuheld – Odsherredvej, Tuse, Holbæk
Kl. 19.07 rykkede redningsmandskab og politiet ud til et færdselsluheld, idet en lastbil var forulykket, og en personbil var kørt af vejen.
Det viste sig, at den forulykkede lastbil holdt i det nordgående spor på Odsherred lige nord for rundkørslen ved afkørsel 20 Holbæk V, hvor den var standset efter uheldet. En personbil holdt i græsarealet mellem selve vejen og tilkørselsrampen.
Hverken føreren af lastbilen eller personbil var kommet til skade ved uheldet, som medførte et større oprydningsarbejde især på grund af den forulykkede lastbil og op til ca. 500 meter autoværn, der var blevet ødelagt som følge af lastbilens påkørsel.
En 37-årig mand fra Store-Heddinge var som fører af lastbilen kørt i sydlig retning ad Odsherredvej, da venstre fordæk sprang. Han mistede derfor kontrollen over lastbilen, som påkørte autoværnet over en lang strækning, inden lastbilen standsede i det nordgående spor.
En 27-årig mand fra Asnæs måtte som fører af en personbil i nordlig foretage en undvigemanøvre til højre for at undgå sammenstød med lastbilen. Føreren af personbilen kørte derfor ind over den skrå græsrabat ved tilkørselsrampen og standsede her uden at være blevet ramt.
Rednings- og oprydningsarbejdet foregik frem til kl. ca. 23.30, og i de næste dage vil der ved uheldsstedet være nedsat hastighed, indtil det ødelagte autoværn mellem de modsatretttede vognbaner er blevet reetableret.
Politiet har optaget rapport om uheldet og afventer resultatet af færdselsafdelingens undersøgelser af lastbilen og dens takograf.
Færdselsuheld – Tølløsevej, Tølløse – Holbæk
Kl. 08.49 rykkede redningsberedskabet og politiet ud til en tankvogn, som var forulykket under kørsel ad Tølløsevej i vestlig retning.
Under kørslen ved en vejkurve kom tankvognens højre forhjul ud i den bløde rabat, så tankvognen kæntrede mod sin højre side med lasten af brændstoffer i tankene. Den tilkoblede påhængstankvogn forblev stående på hjulene.
Den 52-årige mandlige lastbilchauffør fra Ruds-Vedby slap uskadt fra ulykken.
Redningsarbejdet medførte afspærring af Tølløsevej i begge retninger, og først kl. ca. 19.00 var lastbilen blevet trukket op på vejen igen. Der skete ikke nogen lækage på brændstoftankene ved uheldet.
Hærværk – Krags Brygge, Holbæk
Kl. 19.44 fik politiet en henvendelse om, at en mand på Krags Brygge gik rundt og bl.a. skubbede et skilt ned i havnen, ligesom han væltede en skraldespand.
På Isafjords Alle fik politiet kontakt til en 34-årig mand fra Holbæk, som blev sigtet for hærværk, da politiet havde fundet en ødelagt skraldespand i området og et skilt flydende i havnebassinet.
Den 34-årige kan nu forvente at høre fra politiet med en afgørelse på sagen sammen med et muligt erstatningskrav for de ødelagte genstand.
Knivloven – Ladegårdsparken Øst, Holbæk
Kl. 15.07 fik en politibetjent fra forebyggelsesenheden i Holbæk under patruljering kontakt til en 18-årig mand fra Holbæk, der uden noget anerkendelsesværdigt formål var i besiddelse af en låsbar foldekniv med en bladlængde på syv cm.
Kniven blev beslaglagt som bevis i forbindelse med en sigtelse af den 18-årige for overtrædelse af knivloven, som han vil høre nærmere om, når sagen skal afgøres.
Lov om euforiserende stoffer – Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 14.00 bemærkede en patrulje på Jernbaneplads to mænd forsvinde sammen ind i en gyde, hvilket patruljen så mistænkeligt, at politiet valgte at undersøge årsagen nærmere.
De to mænd blev identificeret som en 19-årig mand fra København SV og en 32-årig mand fra Nykøbing Sj., hvor sidstnævnte var i besiddelse af godt 99 gram hash. Den 19-årige var i besiddelse af et firecifret kontantbeløb, som blev beslaglagt ud fra en mistanke om, at der var tale om penge i forbindelse med en narkohandel mellem de to mænd.
Den 19-årige fik også beslaglagt en mobiltelefon, hvilket han protesterede imod sammen med beslaglæggelsen af pengene. En dommer skal således senere se nærmere på politiets mistankegrundlag mod ham.
Begge mænd blev anholdt i forbindelse med sigtelsen for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og ved en efterfølgende ransagning af de to mænds bopæle fandt politiet ikke yderligere af politimæssig interesse.
De to mænd blev derfor begge løsladt efter afhøring til sagen, som de begge kan forvente at høre nærmere til.
Lov om euforiserende stoffer – Tølløse – Holbæk
Kl. 14.45 blev en 16-årig ung mand fra Tølløse anholdt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Politiet havde forinden henvendt sig på hans adresse med baggrund i en mistanke om, at han måske kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer.
Ved ransagningen af hans bopæl fandt politiet en hashplade med en vægt på godt 87 gram samt en post med godt otte gram kokain. Endvidere beslaglagde politiet et mindre kontantbeløb og en mobiltelefon ud fra en mistanke om, at pengene stammede fra handel med narkotika, og mobiltelefonen måske kunne være brugt i forbindelse med handlerne.
Den 16-årige blev afhørt til sagen og efterfølgende løsladt, men kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, når efterforskningen med hensyn til både undersøgelse af mobiltelefonen og pengenes oprindelse er afsluttet. Politiet har allerede på nuværende tidspunkt udfærdiget en rapport til de sociale myndigheder med baggrund i bekymring for den 16-årige efter sigtelserne mod ham.
Mand fundet livløs i bil – Hovedgaden, Svinninge, Holbæk
Kl. 14.22 blev en livløs mand fundet i en bil foran bagerbutikken i Svinninge. En kunde på vej til bageren slog alarm, så politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor de gik i gang med førstehjælp. Mandens liv stod ikke til at redde, og lægen erklærede ham død på stedet. Politiet undersøgte omstændighederne omkring den fundne mand, som viste sig at være en 75-årig lokal mand. Undersøgelsen viste intet mistænkeligt. Manden havde tidligere været i bageren og handle og fik formentlig et ildebefindende, da han efterfølgende satte sig ind i sin bil.
Narko-/spirituskørsel uden førerret – Tølløsevej, Tølløse – Holbæk
Kl. 11.17 foretog en patrulje afspærring af Tølløsevej i forbindelse med redningsarbejdet ved den væltede tankvogn på samme vej.
Under afspærringen kom en personbil uden nummerplader kørende hen til politiet, som i sagens natur ønskede at undersøge både bil og føreren nærmere.
Føreren af personbilen uden nummerplader var en 21-årig mand fra Nyrup, som ikke havde nogen førerret og derfor slet ikke måtte være fører af bilen. Han deltog efterfølgende i både en alkometer- og narkometertest, der begge gav udslag for påvirkning under kørslen.
Den 21-årige blev således sigtet for fire overtrædelser af færdselslovgivningen og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.
Narkokørsel – Ahlgade, Holbæk
Kl. 14.29 blev en 47-årig kvinde fra Svinninge testet positiv for påvirkning af amfetamin efter kørsel i en personbil ad Ahlgade mod vest i Holbæk.
Det var hun lidt uforstående overfor, men fik efter en sigtelse for narkokørsel og i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når analyseerklæringen foreligger, vil hun høre nærmere fra politiet og dermed få vished for, hvorvidt hun var påvirket eller ej.
Narkokørsel – Skagerakvej, Holbæk
Kl. 19.00 blev en 18-årig mand fra Holbæk anholdt og sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Skagerakvej i Holbæk.
Den 18-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 03.46 blev en 20-årig mand fra Jyderup anholdt samtidig med en sigtelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Valdemar Sejrsvej, da politiet skønnede ham påvirket af narkotika under kørslen.
Den 20-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Holbæk
Kl. 02.23 anholdt og sigtede politiet en 36-årig kvinde fra Grevinge for spirituskørsel i en personbil, som hun førte ad Holbækmotorvejen ved Holbæk.
Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.
To gange narkokørsel uden førerret – H/F Granløseparken, Holbæk
Kl. 10.55 standsede politiet en knallertkører, der kørte rundt i haveforeningen. Der var tale om en 45-knallert, som en 35-årig mand fra Holbæk var fører af. Han kunne mistænkes for at være påvirket af euforiserende stoffer under kørslen, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel og anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Da han heller ikke havde det krævede kørekort for at være fører af en 45-knallert, blev han også sigtet for kørsel uden førerret.
Den 35-årige blev kl. 11.11 løsladt efter blodprøveudtagelsen på Holbæk sygehus og blev afhentet i bil af et familiemedlem.
Patruljen fortsatte sin patruljekørsel i det store kolonihaveområde i den sydlige del af Holbæk og bemærkede til patruljens overraskelse, at den samme knallert kl. ca. 11.40 blev ført i området ved H/F Granløseparken.
Føreren viste sig igen at være den 35-årige mand fra Holbæk, som så igen blev sigtet for både kørsel uden førerret og narkokørsel på 45-knallerten. I forbindelse med en ny, kortvarig anholdelse fik han udtaget endnu en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Den 35-årig kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når de to analyseerklæringer fra blodprøverne foreligger.
Uorden mv. – Banegårdspladsen, Kalundborg / Skarridsøgade, Jyderup – Holbæk
Kl. 20.20 anmeldte en ung mand, der opholdt sig i venterummet på Kalundborg togstation, at en ældre og måske spirituspåvirket mand optrådte truende, da han havde fået afslag på ild til en cigaret. Anmelderen opfattede mandens adfærd som utryghedsskabende, så han var sammen med sine venner løbet fra stedet.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 49-årig mand fra Snertinge, som ifølge andre med ophold i ventesalen havde været rolig og ikke givet anledning til utryghed. Politiet foretog sig derfor ikke yderligere over for manden.
Kl. 22.21 fik politiet en ny anmeldelse om, at en formentlig spirituspåvirket mand befandt sig på Jyderup togstation, hvor DSB-personalet havde samlet ham op fra jernbanesporet. Det viste sig igen at være den 49-årige mand fra Snertinge, som var påvirket af spiritus, men dog ikke mere, end at han var i stand til at kunne klare sig selv.
Politiet forblev i området og hjalp ham med at komme med næste tog, så han ikke var til fare for sig selv på togstationen. Den 49-årige blev ikke sigtet for noget i anledning af sin adfærd hverken i Kalundborg eller senere i Jyderup.