Holbæk Kommunes klageprocent over parkeringsafgifter er blandt landets laveste, og det er der en god grund til.

Holbæk Kommunes to medarbejdere, Søren og Rene, holder øje med, om borgerne parkerer efter gældende regler. Og de vil helst klare opgaven gennem dialog og vejledning, hvis det er muligt.

”Vores udgangspunkt er, at vi vejleder borgerne omkring skiltning og parkering uden nødvendigvis at udstede afgifter. Det gør også, at det faktisk er sjældent, at vi kommer i konflikt med borgere, der brokker sig i stor stil. For det er også vigtigt for os, at de føler sig godt og retfærdigt behandlet,” fortæller de begge.

Derudover sidder Camilla i Parkeringsservice og tager sig af de telefonhenvendelser, der kommer. Her får hun en snak med borgeren om, hvorfor der er udstedt en parkeringsafgift. I 2022 var der 10 klagesager, der alle gav kommunen medhold i, at afgifterne var berettigede. Medarbejderne vejleder ofte i stedet for at udskrive en afgift. Derfor hedder det også ”Parkeringsservice” og ikke ”parkeringsvagt”.

”Søren, Rene og Camilla, der står for Parkeringsservice, gør det rigtig godt. De har i 2022 udstedt lidt over 4.000 afgifter, hvilket svarer til de foregående år. Samtidig har de annulleret 90 afgifter, hvilket typisk er sager, hvor bilisten er kommet retur til sin bil, mens de var i gang med at skrive en afgift ud. Så i stedet for en afgift har vores medarbejder taget en dialog med bilisten, hvilket virker lige så godt som en afgift,” fortæller Ronnie Giphardt Pedersen, Vækst og Bæredygtighed i Holbæk Kommune, der bl.a. er leder for Parkeringsservice.

Kilde