Kommunalbestyrelsen har på deres møde onsdag godkendt, at de tre lokalområder indgår i hver deres udviklingsarbejde. Det handler blandt andet om områdefornyelse, hvor de konkrete indsatser skal defineres i samarbejde med aktive samarbejdspartnere og interessenter i lokalområderne.

”Nøgleordet i dette arbejde er den lokale forankring og det lokale engagement. For vi kommer ikke fra kommunens side med en færdig køreplan. Tværtimod skal vi i tæt samarbejde med lokalområdet udarbejde et byfornyelsesprogram ud fra lokale ønsker, og hvad der er muligt inden for den økonomiske ramme,” siger Lars Qvist, formand for Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling, der tilføjer:

”Jeg er glad for, at vi kan fortsætte med at vise, at vi i Holbæk Kommune mener det, når vi siger, at vi ønsker at inddrage og samarbejde med lokalområderne. Med de erfaringer vi har fra tidligere særlige indsatser i Knabstrup og Undløse, er jeg sikker på, at vi kommer rigtig godt fra start og når frem til solide resultater, hvor de lokale kræfter har en vigtig funktion i føre konkrete indsatser ud i livet.”

Indsatser i hvert lokalområde

Regstrup

Et løft af Regstrup, der tager udgangspunkt i at sikre organisatorisk ophæng samt lokal opbakning og forankring. Regstrup Lokalforum er et stort geografisk lokalforum, der udover Regstrup også dækker blandt andet Jernløse og Kvanløse. Der ligger en opgave i at få ”samlet” alle de aktive byer i lokalområdet, så lokalforums bestyrelse repræsenterer alle de geografiske delområder.

Ugerløse

Områdefornyelse i Ugerløse, der tager udgangspunkt i Helhedsplanen for Ugerløse, og det lokalforum, der i dag er godt etableret og velfungerende. Mulige initiativer i Ugerløse:

Helhedsindsats, der skal være med til at skabe balance.
Fokus på adgang, byliv og forskønnelse.

Kirke Eskilstrup i Stestrup lokalområde

Områdefornyelse i Stestrup, og herunder særligt byen Kirke Eskilstrup, der tager udgangspunkt i at binde byen bedre sammen og koble de gode muligheder, som byen tilbyder. Herunder skole, stisystemer, kirke, sportsplads og natur. Mulige initiativer i Kirke Eskilstrup:

Helhedsindsats, der skal binde byen bedre sammen og tiltrække flere børnefamilier.
Fokus på stisystemer og adgang til naturen.
Fælles for begge områdefornyelser er, at der i den første del af processen skal udarbejdes et byfornyelsesprogram i tæt samarbejde med lokalområdet, herunder lokale samarbejdspartnere og interessenter. Programmet skal danne grundlag for områdefornyelsen over en 3-årige periode, og skal politisk godkendes. Der øremærkes kr. 800.000 årligt, i alt 2,4 mio. kr. i perioden 2023-2025 til lokal udvikling.

Kilde

Foto: ABW