I øjeblikket sætter Holbæk Kommune piktogrammer op i idrætshaller. De viser vej til faciliteter som elevatorer og omklædningsrum.

Piktogrammerne er spritnye og skal sørge for god tilgængelighed for alle målgrupper – også personer med kognitive vanskeligheder. Det drejer sig samlet om Holbæk Sportsby samt hallerne i Tølløse og Knabstrup, og her kan du med piktogrammerne fremover finde vej til for eksempel elevatorer, omklædningsrum, caféer og aktiviteter som badminton, bordtennis og e-sport.
Idéen opstod ved opførslen af Holbæk Sportsby, da der manglede vejvisningsmateriale, som var testet på blandt andet demensramte. Holbæk Kommune, Holbæk Sportsby og DGI tog derfor efterfølgende initiativ til at udvikle piktogrammer og skilte.

Der er taget udgangspunkt i, hvordan wayfinding fungerer i lufthavne, og dertil kommer elementet om, at personer med demens ikke oplever ikoner og billeder på samme måde, som mange andre gør. Det har været en grundsten i udviklingen af de nye grafiske informationssymboler.
”Der er mange overvejelser, når man udarbejder piktogrammer til diverse faciliteter målrettet borgere med demens og kognitive udfordringer. For at teste de enkelte piktogrammer samlede Aktiv Hele Livet derfor en gruppe relevante borgere, som var med til at præcisere, hvordan piktogrammer skulle se ud”, fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

I samarbejde med kommunens demensspecialister, en række andre specialister, tre kommunale haller samt den lokale grafiker Peter Ludvigsen er projektet nu ved vejs ende. Der er udviklet over 30 piktogrammer, som forventes at være færdigopsat ved årets udgang. Hvilke piktogrammer, der opsættes hvor, afhænger af de eksisterende faciliteter.

Stor opbakning

Der har været stor og bred opbakning til projektet hele vejen rundt, og Holbæk Sportsby så sig som oplagte partnere i projektet.
”Som en stor innovativ idrætsfacilitet med plads til alle fra genoptræningsborgeren til elitesportsudøveren var det oplagt for Holbæk Sportsby at være medinitiativtager til wayfinding for demente. Det, der gør det nemmere for personer med kognitive vanskeligheder som demens, gør det også nemmere for eksempelvis børn, udenlandske borgere og ja, os alle sammen”, fortæller Bente Maria Kløvgaard, Kommunikationschef i Holbæk Sportsby.

Både Folkeoplysningsudvalget, Handicaprådet og Udvalget for Ældre og Sundhed har været med til at finansiere udviklingen af piktogrammerne. Også her er opbakningen stor.
”At vi som Folkeoplysningsudvalg kan være med til at udvikle vores haller og skabe værdi for en gruppe af borgere, der kan opleve det som svært at færdes i offentlige rum, synes jeg, er meget vigtigt. Vi har med dette arbejde udviklet et koncept, som nemt kan benyttes af andre kommuner og kan videreudvikles til andre typer af faciliteter”, fortæller Anders Bo Hansen, Formand for Folkeoplysningsudvalget.

Pressefoto