Musikalsk gæsteshow med Jesper Lohmann og Peder Kragerup Orchestra

Oplev Jesper Lohmann som både Frank Sinatra, Elvis Presley, Otto Brandenburg og Johnny Cash, når han gæster Sjællands Teater i Holbæk og Slagelse.

Skuespiller, sanger og entertainer Jesper Lohmann har gennem et par årtier slået sine musikalske folder i snart sagt alle genrer, og han kan kunsten at kunne gå fra det inderlige og poetiske til det rå og farlige på et splitsekund. Med humor, stil og elegance formår han med sit frække gadedrengeswing altid at rive sit publikum med sig.

De sidste mange år har han boltret sig i snart sagt alle musikalske genrer; fra visesang og kabaret til rock og jazz. Det gælder både i egne produktioner og i musicals og så naturligvis med sine musikalske legekammerater i de nye Four Jacks. Sidste år kulminerede det hele så i forestillingen ”TILLØKKE OTTO – på sporet af en baggårdspuma”. Her hyldede han endnu en af sine musikalske helte, nemlig vores allesammens Otto Brandenburg. Forestillingen gik for fulde huse landet over.

NU HAR JESPER SAMLET ALLE TRÅDENE – OG RØDDERNE I ET HELT NYT SHOW.
Her betræder han de musikalske græsgange, der har ført ham frem til der, hvor han er i dag som entertainer. Sammen med bl.a. Frank Sinatra, Otto Brandenburg, Elvis Presley og Johnny Cash vil der blive croonet, rocket, grint og grædt.
Jesper Lohmann byder på anekdoter og andre røverhistorier, når de musikalske svirebrødre kigger forbi og mon ikke der lister sig et par evergreens fra Four Jacks’ righoldige repertoire ind.

Dette musikalske rendezvous akkompagneres af ingen ringere end den legendariske kapelmester Peder Kragerup og hans 19 mand store Big Band og kor.

Velkommen til en herlig swingende aften – med glimt i øjet og svaj hofterne.

Læs mere og find billetter på www.sjællandsteater.dk.

Fakta om forestillingen:

Sinatra, Otto & Elvis – og de andre rødder
Musikalsk gæsteshow med Jesper Lohmann og Peder Kragerup Orchestra

Varighed: 100 min. med pause

Billetter koster 265 kr.

Forestillingen spiller i både Holbæk og Slagelse

Fredag d. 28. oktober 2022 kl. 19.30 på Holbæk Teater
Lørdag d. 29. oktober 2022 kl. 19.30 på Slagelse Teater

Det er muligt at bestille mad før forestillingen – både i Holbæk og Slagelse – læs mere på sjællandsteater.dk.

 

Pressefoto