Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2022/06/09 til 2022/06/21.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – Landevejen / Flægkær, Gislinge – Holbæk
Kl. 14.21 fik politiet en melding om, at der var sket et færdselsuheld i lyskrydset Landevejen – Flægkær i Gislinge.
Det viste sig, at en 57-årig kvinde fra Gislinge var kørt i en personbil ad Flægkær mod syd frem til lyskrydset, hvor hun under den videre kørsel stødte sammen med en scooter, som en 35-årig mand fra Svinninge førte i vestlig retning.
Ambulancepersonalets undersøgelse af parterne viste, at ingen af dem var kommet til skade ved uheldet, som politiet nu har optaget rapport om for at få klarlagt de nærmere omstændigheder.
Lov om euforiserende stoffer – Bjergmarken, Holbæk
Kl. 13.15 undrede en anmelder sig over, at to unge mænd trods deres alder opholdt sig på en legeplads ved en beboelsesejendom, hvor de ifølge anmelderen fordrev tiden med at ryge hash.
En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til to unge mænd på 16 og 18 år fra Holbæk. Ved en nærmere kontrol fandt politiet den 18-årige i besiddelse af ca. 2,5 gram kokain, som var fordelt i flere mindre portioner. Kokainen blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Ved en ransagning af den 18-åriges opholdssted hos et familiemedlem fandt politiet ikke yderligere euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres. Den 16-årige blev ikke sigtet for noget.
Færdselsuheld – Skovvejen, Nr. Jernløse, Mørkøv – Holbæk
Kl. 20.57 rykkede ambulancepersonale, redningsberedskabet og politiet ud til en bilist, der var forulykket.
Det viste sig, at en 72-årig mand fra Dragør var komme til alvorligt skade som følge af ulykken, så han blev i en tilkaldt lægehelikopter fløjet til Rigshospitalets traumecenter til undersøgelse og fornøden behandling.
Det lokale redningsberedskab var blevet sendt til uheldsstedet, da der var risiko for, at den forulykkede bil kunne bryde i brand.
Også en bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og det forulykkede køretøj, som havde fået store materielle skader, idet bl.a. bilens motor var slynget ud.
Den foreløbige konklusion ved politiets undersøgelser var, at den 72-årige under kørsel i en personbil ad Skovvejen mod nordøst havde påkørt et træ i rabatten i højre side i kørselsretningen. Herefter blev også et vejskilt påkørt, inden bilen standsede.
Årsagen til ulykken blev ikke umiddelbart klarlagt, men ingen øvrige trafikanter blev involveret.
Den 72-årige var ikke kommet alvorligt til skade som følge af ulykken, men han blev dog indlagt til observation på Rigshospitalet og skal afhøres til uheldet på et senere tidspunkt.
Fund af større parti hash – Ladegårdsparken Vest, Holbæk
Fredag morgen foretog Midt- og Vestsjællands Politi en ransagning af kælderrum i en større beboelsesejendom i Ladegårdsparken Vest efter et tidligere modtaget tip om, at en beboer i boligblokken kunne være besiddelse af ulovlige effekter, men måske også euforiserende stoffer. Retten i Holbæk havde godkendt politiets ransagning af kælderrummet, og ved ransagningen deltog narkohunde.
Narkohunden reagerede ikke på noget særligt ved det kælderrum, hvor politiet mistænkte en beboer for at opbevare noget ulovligt.
Et nærliggende kælderrum tilhørende en anden person end den oprindeligt mistænkte var derimod mere interessant for narkohunden, og ved den efterfølgende ransagning fandt politiet ca. tre kilo hash gemt derinde.
Dette hashfund medførte efterfølgende en ransagning af bopælen hos en 21-årig mand, der også boede i beboelsesejendommen. Den 21-årige var ikke hjemme, men et vidne blev tilkaldt for at overvære ransagningen, hvor politiet fandt yderligere ca. 14 kilo hash gemt i hans lejlighed.
De i alt ca. 17 kilo hash blev beslaglagt som bevis i sagen, som den 21-årige skulle sigtes for. Politiet ledte efter ham i Holbæk-området, men han var forsvundet fra det sted, hvor politiet forventede, at han skulle opholde sig.
Den 21-årige er via sin forsvarer bekendt med sagen og opfordret til at melde sig selv til politiet med henblik på sigtelse og afhøring til sagen.
Den første og oprindeligt mistænkte var en 29-årig mand, som senere i sin bolig blev fundet i besiddelse af ca. 10 gram hash og en machete, som han blev sigtet for den ulovlige besiddelse af.
Spirituskørsel – Havnevej, Holbæk
Kl. 15.43 anholdt politiet en 31-årig mand fra Holbæk og sigtede ham for spirituskørsel. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, som afgøres, når resultatet af blodprøven kommer politiet i hænde.
Narkokørsel uden førerret – Landevejen, Holbæk
Kl. 17.57 anmeldte en borger, at politiet burde se nærmere på en personbil, som politiet fik standset i krydset Landevejen/Tuse Byvej. Manden bag rattet – en 32-årig mand fra Holbæk – er frakendt førerretten og testede positiv for narko i patruljebilens narkometer. I bilen fandt politiet desuden en flaske med euforiserende stoffer i. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Han er dog fortsat sigtet i sagen, som vil blive afgjort på et senere tidspunkt, når resultatet af blodprøven kommer politiet i hænde.
Mand stukket med kniv – Engvang, Holbæk
Kl. 19.28 fik politiet via alarmcentralen melding om, at en gruppe personer er i slagmål med hinanden, og at nogle af personer har nogle genstande i hænderne.
Flere patruljer kørte til området, hvor politiet fik kontakt til flere personer, herunder en såret 27-årig mand fra Roskilde.
Ambulancepersonale tilså mandens kvæstelser efter knivstik mod brystet, og han blev efter de indledende undersøgelse fløjet til Rigshospitalets traumecenter i den tilkaldte lægehelikopter.
Området blev afspærret og med bl.a. politihunde undersøgt for eventuelle spor efter slagsmålet og knivstikkeriet mod den 27-årige.
Vidneforklaringer, videoovervågningsmateriale og efterforskning i øvrigt førte til, at politiet mente at kunne identificere en 18-årig mand fra Holbæk som mistænkt i sagen. Han blev fundet i Holbæk by og anholdt kort efter midnat.
Den 18-årige blev sigtet for grov vold og forblev frem til næste dag i politiets varetægt under den fortsatte efterforskning i sagen. Efter en nøje vurdering af sagens nærmere omstændigheder samt skadernes omfang på den 27-årige blev den anholdte løsladt uden fremstilling i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Den 27-åriges skader var mindre alvorlige end først antaget, så han blev efter fornøden behandling udskrevet senere på aftenen fra Rigshospitalet.
Den 18-årige er fortsat sigtet i sagen, som efterforskes fortsat og senere vil få et strafferetlig efterspil for ham.
Brand i skur medførte sigtelse – Skovengen, Jyderup – Holbæk
Kl. 12.48 rykkede politiet og brandvæsnet ud til endnu en brand efter brug af en ukrudtsbrænder.
Det viste sig, at en 56-årig mand fra Jyderup havde brugt en ukrudtsbrænder i nærheden af et mindre haveskur i træ. Som følge af brugen af ukrudtsbrænderen brød haveskuret på et fællesområde i brand, så brandvæsnet måtte i aktion.
Skuret nedbrændte uden risiko for, at branden ville brede til noget andet, og efterfølgende sigtede politiet den 56-årige for overtrædelse af beredskabsloven på grund af manglende forsigtighed ved brug af ukrudtsbrænderen.
Butikstyveri – Slotsvolden, Holbæk
Kl. 17.21 anmeldte butikspersonalet i supermarkedet Kvickly, at en udenlandsk mand var tilbageholdt som mistænkt for tyveri af varer til en større værdi.
Det viste sig, at en 36-årig mand fra Georgien i supermarkedet havde taget 21 pakker barberblade, som han ikke havde betalt for, da han forlod supermarkedet og blev pågrebet ved udgangen.
Politiet anholdt og sigtede ham derfor for butikstyveri af barberblade til en samlet værdi af 5.250 kr. Efter afsluttet efterforskning i sagen blev den 36-årige mand løsladt, idet politiet og anklagemyndigheden efter en nøje vurdering af de konkrete omstændigheder ikke fandt grundlag for fremstilling i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Den sigtede vil derfor senere høre nærmere fra politiet og anklagemyndigheden, når sagen skal afgøres.
Beruset mand havde kniv på sig – Nygade, Holbæk
Kl. 02.46 fik politiet kontakt til en noget spirituspåvirket mand uden for et værtshus i Nygade. Han havde lidt svært ved at give personlige oplysninger til politiet, som fandt ham i besiddelse af en kniv med en bladlængde på 7,5 cm. Kniven, som han opbevarede i en bukselomme, blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af knivloven.
Manden blev vurderet så påvirket af spiritus, at han ikke kunne klare sig selv, hvorfor han blev frihedsberøvet med henblik på afrusning i detentionen.
Politiet fik i den forbindelse klarlagt hans identitet som en 30-årig mand uden fast bopæl, og i løbet af søndag formiddag var han frisk nok til at kunne klare sig selv igen og blev derfor løsladt. Senere vil han modtage en afgørelse i forbindelse med overtrædelse af knivloven.
Spiritus-/narkokørsel i frakendelsestiden – Roskildevej, Vipperød – Holbæk
Kl. 05.55 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Holbæk for kørsel i en personbil i formentlig både alkohol- og narkotikapåvirket, selv om han i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte være fører af køretøjet.
Den 25-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for netop både alkohol og euforiserende stoffer. Når analyseerklæringerne foreligger, vil den 25-årige høre nærmere fra politiet.
Bilen, som den 25-årige var fører af, var ikke hans, hvorfor bilejeren efterfølgende er blevet sigtet for overladelse af føringen til en person, som ikke lovligt kunne være fører af køretøjet. Også bilejeren kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i form af en bøde.
Narkokørsel – Roskildevej, Vipperød – Holbæk
Kl. 22.10 standsede en patrulje en personbil, som blev ført af en 21-årig mand fra København, som var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev anholdt og sigtet af politiet og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Sagen bliver afgjort, når resultatet af blodprøven foreligger.
Spirituskørsel – Skovvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 23.13 blev en 48-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel. Manden fik udtaget en blodprøve og blev herefter løsladt. Når resultatet af blodprøven er klar, bliver sagen afgjort.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Vipperød – Holbæk
Kl. 11.54 havde en 56-årig mand fra København S mistet kontrollen over sin personbil, så han havde påkørt autoværnet og var standset på tværs af vognbanerne på motorvejen i det vestgående spor lidt før Arnakke rasteplads.
Uheldsstedet blev afspærret med en skiltevogn, ligesom et bugseringskøretøj fik flyttet det forulykkede køretøj, så motorvejen atter var farbar kort før kl. 13.00.
Den 56-årige var sluppet uskadt fra uheldet, som skyldtes en punktering på den ene af bilens fordæk. Ingen øvrige trafikanter blev involveret, så politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Efterlyst udlænding truffet – Bysøstræde, Holbæk
Kl. 12.20 foretog politiet under en fodpatrulje en rutinemæssig kontrol af en udenlandsk mand, der opholdt sig i et grønt område bag arresthuset. Manden sagde intet, men fremviste et asylkort, så hans identitet kunne fastlægges som en 20-årig mand fra Syrien.
Den 20-årige syrer var efterlyst af Nationalt Udlændinge Center under Nordsjællands Politi med henblik på frihedsberøvelse i medfør af hjemrejselovens bestemmelser i forbindelse med udsendelse af Danmark.
Politiet frihedsberøvede derfor den syriske mand, der blev anbragt i et arresthus, idet han kan forvente at skulle forblive frihedsberøvet, indtil udrejse kan ske. Det skal en dommer i givet fald tage stilling til.
Kniv- og våbenloven – Domhusstræde, Holbæk
Kl. 13.40 bemærkede politiet i forbindelse med afviklingen af et retsmøde i en sag om grov vold, at en mandlig tilhører, der flere gange i løbet af dagens retsmøde var gået ind og ud af retslokalet, igen befandt sig inde i retslokalet. Han var iført overtøj, hvori politiet mistænkte ham for at opbevare en eller anden tungere genstand. Den mandlige tilhører blev eskorteret ud af retslokalet og identificeret som en 24-årig mand fra den sydlige del af Holbæk Kommune
Politiet undersøgte den 24-årige nærmere og fandt ham i besiddelse af en vildmarksøkse i overtøjet samt en dolk, som han skjulte i bukselinningen. Øksen og dolken blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af kniv- og våbenlovgivningen, hvorunder den 24-årige kortvarigt blev anholdt og ført væk fra retsbygningen i forbindelse med afhøringen til sagerne.
Politiet, der havde været til stede under retsmødet hele dagen, forblev i området ved retslokalet. Fem mænd ville kort efter kl. 14.00 overvære retsmødet, som de dog forstyrrede på grund af deres støjende adfærd. De fem primært lokale mænd i alderen 18-25 år blev bortvist fra retslokalet på grund af deres adfærd og uden at blive sigtet for noget.
Retssagen vil fortsætte fredag, hvor politiet også vil være til stede ved og i retsbygningen, så hovedforhandlingen i en sag om grov kan fortsætte på betryggende vis.
Brandundersøgelse – Holbækvej, Kalundborg
Kl. 14.01 rykkede brandvæsnet og politiet efter en alarmering om, at der var ildebrand i en garage og et skur.
Det viste sig, at to adresser på Holbækvej var omfattet af branden, som på den ene adresse havde fat i et skur, medens der var gået ild i både et skur og en garage på naboadressen.
Der var ikke fare for nogen personer eller udbredelse af branden, som brandvæsnet hurtigt fik slukket.
Politiet skal nu undersøge årsagen til brandens opståen nærmere, idet der umiddelbart ikke var nogen forklaring herpå.
Forsamling på p-plads – Mellemvang, Holbæk
Kl. 14.49 kørte politiet til området ved en parkeringsplads ved Mellemvang, hvor en gruppe mænd stod forsamlet.
Da politiet ankom til området, spredtes gruppen af mænd, men politiet fik dog kontakt til tre lokale mænd i alderen 19-24 år, som dog ikke ønskede at oplyse politiet nærmere om årsagen til deres forsamling på stedet. Ingen kunne umiddelbart mistænkes for at have foretaget noget strafbart, hvorfor politiet ikke fandt grundlag for at foretage sig yderligere.
Ung mand stukket med kniv – Steenstrups Alle, Holbæk
Kl. 19.26 fik politiet et alarmopkald om, at en yngre mand, der var blevet stukket med kniv, nu opholdt sig ved en adresse på Dalen, Holbæk. Ambulancepersonale og en akutlæge var sendt mod adressen på Dalen.
Politiet rykkede ud med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, og fik på Dalen kontakt med en 16-årig ung mand fra Holbæk. Han havde skader efter formentlig et knivstik i bagdelen og blev straks kørt på skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling.
Under den uopsættelige efterforskning fik politiet kontakt til flere personer, der kunne udpege det reelle gerningssted som værende på Steenstrups Alle, Holbæk, mellem nogle boligblokke. Her var den 16-årige gået sammen med en kammerat, da han pludselig blev stukket i bagdelen. Efterfølgende flygtede den 16-årige og kammeraten mod Dalen, hvor politiet og ambulancepersonale traf dem.
Efterforskningen i øvrigt fik klarlagt, at en 15-årig ung, lokal mand kunne mistænkes for knivstikkeret. Politiet ledte intensivt efter den 15-årige forskellige steder i Holbæk, men uden at finde ham.
Den 15-årige mistænkte eftersøges fortsat med henblik på anholdelse og afhøring til sagen, som politiet betegner som grov vold med udspring i en personlig konflikt mellem unge, der i forvejen kender hinanden.
De sociale myndigheder hos Holbæk Kommune er blevet underrettet om sagen, idet både offeret, den mistænkte og flere vidner er unge under 18 år.
Målrettet kontrol inden for prostitutionsbranchen – Holbæk / Kalundborg
Kl. 13.55 besøgte udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi den første af i alt tre adresser for at kontrollere, om personer inden for prostitutionsbranchen overholder den gældende lovgivning om typisk ophold- og/eller arbejdstilladelser i Danmark.
Ved den første kontrol af en adresse i den sydlige del af Holbæk kommune var der intet at komme efter, hvilket også var tilfældet ved besøg på en adresse i den centrale del af Holbæk by.
Sidste kontrol foregik sidst på eftermiddagen på en adresse i den centrale del af Kalundborg by, hvor politiet traf to kvinder på 27 og 33 år fra Thailand. De arbejdede begge uden den fornødne arbejdstilladelse i Danmark, hvorfor begge blev anholdt i medfør af udlændingelovens bestemmelser.
Det viste sig, at den 33-årige tillige opholdt sig i Danmark uden den fornødne tilladelse hertil, idet hendes visum til Schengen-området og dermed også Danmark var udløbet.
De to thailandske kvinder blev sigtet for de forskellige overtrædelser af udlændingeloven, som de hver især kunne mistænkes for at have overtrådt. Efter afhøring til sagerne blev disse straks afgjort, hvorefter politiet forelagde deres sager for Udlændingestyrelsen, som nu skal afgøre ved en administrativ beslutning, hvorvidt kvinderne skal udsendes af Danmark med et indrejseforbud i en periode. Den resolution afventer politiet, som i mellemtiden har anbragt de to kvinder i et arresthus i medfør af udlændingelovens bestemmelser om frihedsberøvelse af udlændinge.
Lov om euforiserende stoffer – Samsøvej / Bjergmarken, Holbæk
Kl. 19.00 fik en patrulje øje på en gruppe unge mænd, der opholdt sig på en parkeringsplads ved Samsøvej og Bjergmarken.
Trods politiets forsøg på at være tryghedsskabende stak gruppen af fra stedet, men det lykkedes dog at få kontakt til gruppen, så politiet fik identificeret dem som unge i alderen 15-20 år fra Holbæk Kommune
En 20-årig mand fra Jyderup blev ved politiets kontrol, da der lugtede kraftigt af hash i området, fundet i besiddelse af et gram kokain, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
De fire øvrige unge på 15 og 16 år blev ikke fundet i besiddelse af noget ulovligt, men ved nærmere undersøgelse af området, fandt politiet ikke mindre end 84 gram hash henkastet. Det var ikke umiddelbart muligt at få klarlagt, hvem der havde været i besiddelse af hashen, så politiet beslaglagde hashen med henblik på senere destruktion.
Da de fire unge under 18 år havde været til stede i området under disse omstændigheder og sammen med en 20-årig, der var i besiddelse af kokain, udfærdigede politiet rapporter til de sociale myndigheder, så Holbæk kommune kan vurdere, hvorvidt der skal foretages yderligere sociale tiltag over for de antrufne unge under 18 år.
Den 20-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.
Truet på livet med kniv – Fresiavej, Regstrup – Holbæk
Kl. 11.51 anmeldte en 14-årig dreng fra Mørkøv, at han netop var blevet truet på livet, da han sammen flere andre venner var kommet gående ad en sti ud for Fresiavej. Her havde de pludselig mødt en ung mand, som efter identifikation af den 14-årige i gruppen tog en kniv frem, som han truede den 14-årige med.
Den 14-årige stak af og alarmerede straks politiet, som rykkede ud til området med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, for at lede efter den mistænkte. Ham fik politiet hurtigt identificeret ud fra oplysninger om, at offeret forud for truslen havde haft en uoverensstemmelser via sociale medier med en 16-årig ung mand fra Holbæk.
Politiet ledte intensivt efter den mistænkte, som til sidst gav sig til kende og oplyste en adresse på Hovedgaden, hvor han opholdt sig. Her fik politiet kontakt og anholdt den 16-årige, som blev sigtet for trusler på livet over for den 14-årige. Politiet havde forinden fundet en køkkenkniv med en bladlængde på 21 cm henkastet tæt på det sted, hvor truslerne mod den 14-årige var sket.
Den 16-årige blev transporteret til Holbæk politistation, hvor både en værge og de sociale myndigheder var til stede i forbindelse med afhøring til sager om trusler på livet og overtrædelse af knivloven, inden politiet løslod ham i løbet af eftermiddagen.
Narkokørsel – Roskildevej, Ll. Grandløse, Holbæk
Kl. 20.10 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 29-årig mand fra Greve for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Efter anholdelse fandt politiet ham i besiddelse af 21 gram kokain og godt 16 gram hash, som han fik beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 29-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Færdselsuheld – Landevejen, Tuse, Holbæk
Kl. 21.31 anmeldte pårørende til en 13-årig dreng fra Svinninge, at den 13-årige som cyklist havde været impliceret i et færdselsuheld på Landevejen ved Tuse, idet han var blevet påkørt af en bilist. Bilisten var efterfølgende stukket af fra stedet uden at give sig til kende over for den 13-årige.
Politiet fik ved afhøring af den 13-årige klarlagt, at han cyklede ad Landevejen i vestlig retning, da formentlig sidespejlet på en bagfra kommende bil ramte hans styr. Dette bevirkede, at han væltede og slog sit ene knæ, hvor der formentlig skete en skade.
Bilisten fortsatte sin kørsel videre i vestlig retning, og bilistens bil blev af cyklisten beskrevet som en sort personbil.
Politiet har nu optaget rapport om uheldet i et forsøg på at få identificeret køretøjet og føreren, som skal afhøres omkring omstændighederne.
Narkokørsel uden førerret – bil beslaglagt – Kalundborgvej, Holbæk
Kl. 23.57 sigtede politiet en 38-årig mand fra Kirke-Hyllinge for både narkokørsel og kørsel uden førerret i en personbil, som han førte ad Kalundborgvej. Narkometertesten indikerede, at han var påvirket af både amfetamin under kørslen, så han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Ved ransagning af hans bil fandt politiet en håndøkse, som den 38-årige ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål til at medbringe under kørslen. Øksen blev beslaglagt som bevis i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af våbenlovgivningen.
Politiet beslaglagde den 38-åriges bil, da han nu for tredje gang i 2022 var blevet afsløret i at køre bil uden førerret. Beslaglæggelsen var den 38-årige ikke enig i, hvorfor en dommer nu skal se nærmere på politiets grundlag herfor.
Narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 09.25 blev en 28-årig mand fra Holbæk anholdt og sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en varebil, som han førte ad Valdemar Sejrsvej mod syd, da politiet standsede ham.Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Færdselsuheld – Kalundborgvej / Fjorddraget, Holbæk
Kl. 15.31 var en bilist og en knallertkører stødt sammen i krydset Kalundborgvej-Fjordvej i Holbæk, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.
Det viste sig, at en 39-årig mand fra Føllenslev var kørt i en personbil ad Fjorddraget i sydlig retning. I forbindelse med den fortsatte kørsel frem over vigelinjen og den dobbeltrettede cykelsti i forbindelse med et højresving stødte han sammen med en 16-årig ung mand fra Holbæk, som kørte på en lille 30-knallert på cykelstien i østlig retning ad Kalundborgvej. Ambulancepersonale tilså knallertkøreren, der var sluppet med overfladiske skrammer.
Politiet optog rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være overtrådt.
Brand i bil – Bødkervej, Holbæk
Kl. 18.28 var der udbrudt brand i en bil, så brandvæsnet var blevet tilkaldt. Branden blev hurtigt slukket, og politiet skal nu undersøge brandårsagen nærmere, men ud fra en tese om, at en kortslutning i de elektriske installationer kan være årsagen. Ingen kom til skade ved branden.
Indbrud i transformatorstation – Nybyvej, Vipperød – Holbæk
Kl. 20.11 anmeldte et elselskab, at der var gået en alarm i en transformatorstation på Nybyvej i Vipperød. En montør var på vej til stedet, idet der også tidligere på dagen var gået en alarm fra samme transformatorstation beliggende ved en nedlagt fabrik.
Politiet kørte også mod stedet og kunne sammen med elselskabets montør konstatere, at døre ind til transformationen var åbne, og at der var fjernet både nogle afbrydere og kobberledninger.
I nærheden fandt politiet en personbil efterladt og forsøgt gemt i et grønt område. Der var ingen personer tilstede ved bilen, hvori der var rester af isolering fra kobberledninger.
En hundepatrulje blev tilkaldt til søgning efter spor og mistænkelige personer i området, hvilket medførte, at politiet kort efter på Nybyvej traf to mænd til fods.
Der var tale om en 30-årig mand fra Store-Merløse og en 52-årig mand fra Svinninge, som begge blev anholdt som mistænkte for tyverier fra transformatorstationen. Den 30-årige var nemlig ejer af den personbil, som var fundet efterladt tæt på gerningsstedet.
De to mænd blev løsladt senere på aftenen efter afhøring til sagen, som de vil høre nærmere om, når den skal afgøres.
Utryghedsskabende mand – Smedelundsgade, Holbæk
Kl. 01.40 måtte politiet være personalet på skadestue på sygehuset behjælpelig med at håndtere en mand, som havde en udadreagerende adfærd.
Politiet fik kontakt til en 37-årig mand fra Nykøbing Sj., som dog stadig var lidt opfarende og i øvrigt talte usammenhængende om mange forskellige ting.
Vurderingen af manden var, at han havde brug for hjælp, hvorfor politiet bragte ham til undersøgelse og eventuel behandling på en psykiatrisk skadestue i Slagelse.
Narkopåvirket bilist – Chr Hansensvej, Holbæk
Kl 17.09 standsede en patrulje en bil ført af en 31-årig mand fra Jyderup, da der var mistanke om, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer. Manden erkendte, men dog kun at han havde været udsat for passiv hashrygning. Han blev medtaget på sygehuset, så der kunne udtages en blodprøve.
Falsk politimand – Holbæk
Kl 19.56 anmeldte en 70-årig kvinde, at hun var blevet ringet op af en mand, der oplyste, at han var fra politiet, fordi han kunne se, at der blev hævet penge på hendes konto. Kvinden gav dog klart til kende, at hun havde gennemskuet, at manden var ude på at snyde hende. Det fik ham til at true med at sende en patruljevogn ud til kvinden for at sigte hende for medvirken til svindel. Men heller ikke den trussel gjorde kvinden blød i knæene, så hun endte med at lægge på.
Lovgivning om euforiserende stoffer – Tidemandsvej, Holbæk
Kl. 19.46 traf en patrulje en 19-årig mand fra Holbæk i en baggård. Manden var i besiddelse af en pølsemandspose indeholdende 1,5 gram hash til eget brug, som blev konfiskeret af patruljen. Manden er sigtet i sagen, som vil blive afgjort på et senere tidspunkt.
Kørsel uden førerret for 6. gang – Ringstedvej, Mørkøv
Kl. 18.55 standsede en patrulje en varebil, som blev ført af en 23-årig mand fra Tølløse. Den 23-årige bag rattet er frakendt førerretten og har kørselsforbud, og han nægtede at have ført køretøjet. Da det er 6. gang den 23-årige bliver standset for kørsel i frakendelsestiden, blev varebilen beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 23-årige mand ønskede beslaglæggelsen forelagt en dommer, og sagen bliver derfor afgjort i retten på et senere tidspunkt.
Mand på togskinnerne – Jernbanevej, Svinninge, Nørre-Asmindrup – Odsherred
Kl. 08.15 henvendte en opmærksom og bekymret anmelder sig til politiet, fordi anmelderen havde bemærket en mand gå rundt ude på jernbaneskinnerne på Nørre Asmindrup togstation. Anmelderen havde fået manden overtalt til at gå op på perronen, men kort efter gik manden retur ud på skinnerne, mens anmelderen slog alarm til politiet.
Politiet underrettede jernbanens styringscentral om den modtagne anmeldelse, og en patrulje fik kort efter kontakt til en 23-årig mand fra lokalområdet. Politiet afleverede ham på hans opholdssted, men han stak straks af herfra. Den 23-årige blev dog fundet kort efter og herefter af politiet bragt til en lægelig undersøgelse, der kunne afklare, hvorvidt den 23-årige havde brug for akut hjælp. Det var umiddelbart ikke tilfældet, men den 23-årige ville blive holdt under observation for at få tilbudt den fornødne hjælp.
Togdriften på strækningen kunne normaliseres kl. ca. 08.35.
Arbejdsulykke – Solbærhaven, Vipperød
Kl 08.45 modtog politiet anmeldelse om en arbejdsulykke. En 33-årig mand fra Sorø var ved at læsse paller med rullegræs af fra en lastbil. Pludseligt knækker læsserampen med pallerne på, og manden får både en palleløfter og noget rullegræs ned over sit ben. Han blev efterfølgende kørt til behandling på sygehuset og politiet underrettede Arbejdstilsynet, der nu vil undersøge lastbilen yderligere.
Indbrud i perioden
Hovedgaden, Mørkøv
Kvarmløsevej, Tølløse