Nysgerrige ledige og interesserede virksomheder får mulighed for at lære hinanden bedre at kende, når Holbæk Kommune i samarbejde med en række samarbejdspartnere inviterer til jobmesse i Elværket tirsdag den 17. maj.
Det går godt for virksomhederne i Holbæk Kommune. Ordrebøgerne bugner, og der bliver løbet rigtig stærkt. Men udviklingen er i fare for at gå i stå på grund af en udtalt mangel på arbejdskraft – der mangler ganske enkelt hænder, der kan løfter de mange opgaver. Samtidigt er der hænder i kommunen, som ønsker sig et arbejde, og derfor tager Holbæk Kommune nu initiativ til en jobmesse, som skal få de to parter til at mødes.
– Vi håber, at et uformelt møde mellem virksomheder og ledige kan føre til ansættelser. Jobmessen bliver et forum, hvor man helt uforpligtigende kan få en snak, som måske kan udvikle sig til et samarbejde. Vi ved, at mange virksomheder mangler arbejdskraft og vi ved også, at de er meget fleksible for at løse deres udfordringer, så jeg vil opfordre alle med interesse til at tilmelde sig, siger Søren Stavnskær (V), formand for Udvalget for Beskæftigelse Uddannelse og Erhverv i Holbæk Kommune.
Fleksible virksomheder
Konkret kigger flere og flere virksomheder på fleksible ansættelsesformer som f.eks. deltid, småjob og opgavetilpasning. For der er behov for at tænke nyt, hvis virksomhederne skal løse de nuværende rekrutteringsproblemer, siger formand for Dansk Industri, Jan Bybjerg Pedersen:
– Jeg håber, at der kommer mange ledige til jobmessen, for jeg ved, at virksomhederne er klar til at rykke sig for at få de hænder, der er brug for. Vi kigger på de muligheder der er, og det gælder også ved rekruttering. Der er travlt, og vi skal have løst mange opgaver både nu og i fremtiden, så derfor er vi glade for, at Holbæk Kommune sammen med os og de andre samarbejdspartnere nu tager et nyt værktøj i brug for at løse udfordringerne.
Jobmessen afvikles som en klassisk messe, hvor omkring 35 virksomheder hver har en stand, som jobsøgende kan besøge.
Virksomheder der er interesserede i at deltage, skal kontakte projektleder Elin Birk på elbir@holb.dk eller tlf.: 72362672. Tilmeldingsfrist er mandag den 9. maj klokken 12.00.
Fakta:
• Jobmessen forgår tirsdag den 17. maj klokken 10.00-12.00 på Elværket, Gasværksvej 9, 4300 Holbæk
• Alle jobsøgende er velkomne og tilmelding er ikke nødvendigt
• Ved jobmessen deltager omkring 35 virksomheder
• Jobmessen er arrangeret af Holbæk Kommune i samarbejde med Holbæk Erhvervsforum, OK Rengøring A/S, Føtex i Holbæk, Dansk Industri Vestsjælland og Gislinge Mureren ApS.