Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2022/02/24 til 2022/03/08.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Brand i bil under kørsel – Stationsvej, Mørkøv – Holbæk
Kl. 09.24 var brandvæsnet blevet kaldt ud til en brændende bil på Stationsvej, hvorfor politiet også ville undersøge sagen nærmere.
Der viste sig, at en 21-årig kvinde fra Grevinge førte en personbil ad Stationsvej, da hun sammen med en 23-årige kvindelig passager bemærkede røg fra bilens motorrum. De fortsatte kørslen, men røgen tiltog, så de til sidst standsede for at undersøge sagen nærmere.
Røgen var nu blevet så kraftig, at de begge sammen med et barn, der også var med i bilen, forlod bilen og fik brandvæsnet tilkaldt. Brandvæsnet kunne dog ikke redde bilen, der udbrændte.
Politiet fik tilkaldt et bugseringskøretøj til at fjerne den udbrændte bil, og de to kvinder og barnet blev instrueret om at søge sundhedsfaglig hjælp til check for eventuel røgforgiftning.
Branden i bilen skal nu undersøges nærmere af politiet i et forsøg på at finde den konkrete årsag til brandens opståen under bilkørslen.
Færdselsuheld – Tuse Lågevej, Tuse, Holbæk
Kl. 14.39 var flere biler stødt sammen ved jernbaneoverskæringen på Tuse Lågevej i forbindelse med rødt lys for trafikken ved jernbaneoverskæringen.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at ingen af de implicerede biler var blevet skubbet ud på jernbanesporet til fare for toget, der ville passere kort efter sammenstødet.
En 54-årig mand fra Fårevejle St. havde for sent opdaget, at trafikanterne foran ham var standset for rødt lys ved jernbaneoverskæringen. Han påkørte derfor bagende på en bil ført af en 56-årig kvinde fra Holbæk. Hendes bil blev som følge af påkørslen skubbet frem i en bil ført af en 70-årig mand fra Grevinge.
Alle tre parterne blev kørt på skadestuen til kontrol, men de var sluppet uden behandlingskrævende skader. Redningsberedskabet blev tilkaldt til at fjerne olie, der var løbet ud på vejen fra en af de implicerede køretøjer.
Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet.
Harmonikasammenstød ved togoverskæring – Tuse Lågevej, Holbæk
Kl. 14.39 skete et harmonikasammenstød med tre biler i forbindelse med, at trafikken holdt stille ved togoverskæringen, hvor bilisterne holdt for rødt på Tuse Lågevej i nordlig retning. En 54-årig mand fra Fårevejle St. nåede ikke at bremse, men påkørte en 56-årig kvinde fra Holbæk, som holdt stille. Hendes bil blev skubbet frem og ramte en 70-årig mandlig bilist fra Grevinge. Der skete skade på bilerne, men ingen personer kom noget til. En af bilerne lækkede olie på vejen efter sammenstødet, og der blev smidt kattegrus på vejen. Bilerne blev flyttet og vejen var igen fri omkring kl. 16.00.
Narkokørsel uden førerret i lånt bil – Tølløsevej, Ugerløse – Holbæk
Kl. 10.05 stoppede en patrulje en bil på Tølløsvej i Ugerløse i en rutinekontrol. Bag rattet sad en 43-årig mand uden fast adresse og uden kørekort. Han blev testet med narkometeret, som viste positiv for hash og kokain. Den 43-årige havde lånt bilen, hvilket bilejeren nok fortrød, da hun fik et opkald fra politiet, som sigtede hende for at låne bilen ud til en person uden kørekort. Som bilejer har man pligt til at sikre sig, at man kun låner sin bil ud til en person, som lovligt må køre i den.
Den 43-årige blev anholdt og sigtet for narkokørsel uden førerret. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøveanalysen kommer, vil den 43-årige høre mere i sin sag. Bilejeren kan forvente en bøde i sagen.
Narkokørsel – Munkholmvej, Holbæk
Kl. 09.20 anholdt og sigtede politiet en 33-årig mand fra Helsinge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometertesten havde politiet anledning til at mistænke for at være påvirket af både amfetamin og methamfetamin, hvorfor han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.
Spirituskørsel i frakendelsestiden – Landevejen, Svinninge – Holbæk
Kl. 16.53 blev en 46-årig mand fra Svinninge, der i forvejen var frakendt kørekortet, anholdt som fører af en personbil, idet han også kunne mistænkes for at være spirituspåvirket under kørslen. Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og afhørt til de to overtrædelser af færdselsloven inden sin løsladelse.
Lov om euforiserende stoffer – Bjergmarken, Holbæk
Kl. 23.59 fik politiet en anmeldelse fra en lokal kvinde, der kunne høre støj fra kælderen i den boligblok, hvor hun boede. Hun formodede derfor, at nogen havde uberettiget skaffet sig adgang til stedet. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt med to unge drenge på 14 og 15 år fra hhv. Tølløse og Holbæk.
Ved en nærmere kontrol af dem fandt politiet den 15-årige i besiddelse af 20 gram hash, en vægt og et kontant pengebeløb. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik beslaglagt det ulovlige stof. Den 15-årige og hans værger vil nu høre nærmere om sagen mod ham. Den 14-årige røg noget hash, men kan ikke sigtes for noget ulovligt, idet han er under den kriminelle lavalder på 15 år, men de sociale myndigheder vil for begge vedkommende blive underrettet.
Misbrugte ægte dokument – Nygade, Holbæk
Kl. 02.53 foretog politiet et tilsyn på et diskotek i anledning af en koncert på stedet. Kontrollen omfattede bl.a. en kontrol af alderen på gæsterne på stedet, herunder hvorvidt alle var over 18 år og dermed lovligt kunne være gæst på diskoteket på dette tidspunkt af døgnet. Ved kontrollen af flere unge ved et bord studsede politiet over den fremviste legitimation som bevis på både identitet og alder. En ung mand fremviste på sin mobiltelefon et kørekort, hvorefter en anden ung mand i samme selskab fremviste et kørekort i en fysisk udgave.
Politiet undrede sig over, at de to unge mænd havde fremvist samme kørekort i hver sin udgave, og ved en nærmere undersøgelse viste det sig, at en 18-årig mand fra den vestlige del af Holbæk kommune var den reelle indehaver af kørekortet, som han havde fremvist i fysisk udgave. En 17-årig mand også fra den vestlige del af Holbæk kommune var en bekendt af den 18-årige og havde fået en “kopi” af hans kørekort på sin telefon. “Kopien” havde han brugt som legitimation for at bevise, at han var over 18 år og derfor måtte være til stede på diskoteket.
Dette misbrug af den 18-åriges ægte kørekort medførte en sigtelse til begge for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om misbrug af et ægte dokument over for en offentlig myndighed. Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne, og den 17-åriges værge er blevet underrettet om sagen mod ham.
Spirituskørsel – Holbækvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 10.55 blev en 64-årig mand fra Jyderup sigtet for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad Holbækvej. Han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Hurtig bilist – Skovvejen, Nr. Jernløse, Regstrup – Holbæk
Kl. 11.06 målte færdselspolitiet med et laserapparat en varebil til at køre med mindst 122 km/t ad Skovvejen i vestlig retning ved Holbækvej. Højst tilladte hastighed på strækningen var ifølge skiltningen 70 km/t, så færdselspolitiet kunne kort efter sigte en 50-årig mand fra Kalundborg for hastighedsovertrædelsen.
Den sigtede bilist kan nu ud over en bøde også forvente en påstand om betinget frakendelse af førerretten, idet hastighedsovertrædelsen var mere end 60 % over den tilladte hastighed.
Brand i bil undersøges – Landevejen, Holbæk
Kl. 19.35 slog en 37-årig mandlig bilist fra Holbæk alarm til brandvæsnet, da han i forbindelse med forbikørsel af en henstillet bil i vejkanten havde set flammer under køretøjet.
Brandvæsnet rykkede ud og fik slukket branden i en 23 år gammel personbil, hvor der ikke havde været nogen personer i nærheden af, da anmelderen opdagede branden.
Brandårsagen kunne ikke umiddelbart fastlægges, og politiet fik af bilens ejer oplyst, at bilen var til salg, hvorfor en mulig køber havde kørt en prøvetur i bilen.
Politiet har nu optaget rapport om branden for at få klarlagt hændelsesforløbet nærmere, herunder om der kan være foregået noget strafbart.
Narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 22.15 anholdt og sigtede politiet en 23-årig mand fra Svinninge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Spiritus-/narkokørsel på knallert – Amtsvejen, Stokkebjerg, Jyderup – Holbæk
Kl. 01.15 standsede politiet en 39-årig mand fra Mørkøv, som kørte på en lille 30-knallert ad Amtsvejen ved Slagelsevej. Politiet kunne konstatere, at den 39-årige var påvirket af både spiritus og narkotika under kørslen, idet den 39-årige havde spor efter noget hvidt pulver ved det ene næsebor.
I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik den 39-årige udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.
Mistænkelig forhold – Tuse Næs Vej, Holbæk
Kl. 18.49 henvendte en 59-årig kvinde fra Holbæk sig med en lidt underlig oplevelse, da hun kl. ca. 16.30 havde overrasket en mand kigge ind ad vinduerne til hendes bolig. Hun fik kontakt til manden, der oplyste at skulle kigge på en ny bolig.
På stedet var også en sølvgrå personbil, hvori to andre mænd sad afventende. De forsvandt skyndsomt sammen med manden, som anmelderen talte med, da anmelderen oplyste, at hun ville underrette politiet om deres tilstedeværelse ved hendes bolig.
Politiet fandt ikke den sølvgrå bil og fik dermed heller ikke identificeret mændene, så deres reelle ærinde i området kunne afklares.
Færdselsuheld – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk
Kl. 06.49 tirsdag morgen rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en fodgænger var blevet påkørt i et fodgængerfelt, og bilisten efterfølgende var kørt videre fra uheldsstedet.
Politiet fik på uheldsstedet kontakt til en 25-årig kvinde fra Mørkøv, som var sluppet uden skader. Hun var som fodgænger gået ad Hovedgaden i østlig retning, da hun i et fodgængerfelt ved krydset Hovedgaden – Strandvejen blev påkørt af en bilist, som efterfølgende kørte fra stedet uden at give sig til kende over for hende.
Bilisten var kørende i en mørk personbil, der var forsynet med nummerplade startende med CV ifølge den påkørte fodgænger.
Politiet har nu optaget rapport om uheldet i et forsøg på at få identificeret bilisten.
Personer, der måtte have været i området, set påkørslen eller i øvrigt har oplysninger om flugtbilisten, bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Lavtgående fly – Holbækvej, Regstrup – Holbæk
Kl. 15.56 anmeldte en 33-årig mand fra Kirke-Hyllinge, at han ca. 30 minutter tidligere under kørsel ad Holbækvej mod syd og ca. 1000 meter syd for Kalundborgmotorvejen bemærkede et mindre fly starte ind over vejen.
Flyet passerede Holbækvejs kørebane så lavt, at næsehjulet på det mindre fly ramte kørebanen. Anmelderen bremsede op og iagttog flyet, der blev beskrevet som et mindre hvidt fly med en propel forrest og plads til 2-3 personer i cockpittet.
Politiet fandt med baggrund i anmelderens oplysninger ikke frem til flyet og foretog i øvrigt ikke udrykning til området, da flyet var observeret i nogen tid før anmeldelsen.
Færdselsuheld – Hovedgaden, Regstrup – Holbæk
Kl. 19.05 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor den skadevoldende part var kørt fra stedet.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at en hæk, et plankeværk og et elskab var blevet påkørt af en bilist, der havde efterladt dele fra det skadevoldende køretøj. Heriblandt fandt politiet bl.a. en nummerplade, der stammede fra en bil tilhørende en 38-årig mand fra Regstrup.
På bilejerens adresse fandt politiet en bil med skader, som kunne stamme fra de forvoldte skader. Endvidere manglede bilen også en nummerplade, hvorfor politiet mistænkte den 38-årige for at have været fører af bilen i uheldsøjeblikket.
Han oplyste under kørsel i sydlig retning at have mistet kontrollen over bilen, der påkørte de anførte genstande. På grund af chok fortsatte han sin kørsel til bopælen efterfølgende uden at underrette ejerne af de påkørte genstande.
Politiet rekvirerede efterfølgende et elselskab til at kigge nærmere på elskabet, hvor ledninger stak ud. Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, som politiet har optaget rapport om.
Færdselsuheld – Have Borupvej, Kirke-Eskilstrup – Holbæk
Kl. 19.05 fik politiet melding om endnu et færdselsuheld, hvor en bilist også var forulykket og havde påkørt en hæk.
Det viste sig, at en 61-årig mand fra Ringsted under kørsel i sydvestlig retning ad Have Borupvej med lav fart formentlig havde fået et ildebefindende, så han var kørt over i modsat side af vejen og efterfølgende påkørt en hæk på en privat adresse.
Da den 61-årig i forbindelse med en alkometertest blev skønnet påvirket af alkohol over det tilladte, blev han sigtet for spirituskørsel i forbindelse med uheldet og fik under en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, som politiet har optaget rapport om.
Vold mod dørmand – Vestergade, Holbæk
Kl. 05.52 rykkede politiet ud til en sag om vold, idet en dørmand var blevet slået. Det viste sig, at en 23-årig mand i egenskab af sit job som dørmand ved et værtshus var blevet slået en enkelt gang i hovedet med en knyttet hånd.
Voldsmanden blev udpeget som en 51-årig mand fra Holbæk, som blev anholdt og sigtet for vold mod dørmanden. Han blev afhørt til sagen og derefter løsladt. Senere kan han forvente at blive indkaldt til et retsmøde, hvor han ud over en straf måske også kan blive idømt et forbud mod ophold i nattelivet i en periode.
Uro og uorden – Nygade, Holbæk
Kl. 05.57 fik politiet melding om, at flere personer var i slagsmål i passagen mellem Nygade og Bysøstræde. En person skulle være tildelt flere slag og spark, mens personen lå på jorden.
Politiet kørte til området, hvor politiet ikke fik kontakt med nogen, der havde været udsat for vold. I øvrigt fandt politiet heller ikke noget slagsmål eller anden uorden, der gav anledning til indgriben. Efter lidt præventiv patruljering i området fandt politiet ikke grundlag for yderligere indsats i natteliv på dette tidspunkt af døgnet, hvor gæster formodes at være på vej hjem fra lukkede restaurationer.
Narkobilist i bil med forfalskede nummerplader mv. – Søbæksparken, Jyderup – Holbæk
Kl. 09.05 standsede politiet en personbil, der blev ført ad Søbæksparken, med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj.
Føreren var en 39-årig mand fra Ruds-Vedby, der blev skønnet påvirket af narkotika under kørslen. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Endvidere blev han også sigtet for at være fører af bilen, selv om han i forvejen var frakendt kørekortet.
Ved nærmere undersøgelse af personbilen viste det sig, at den var forsynet med et sæt nummerplader, som tilsyneladende sad på et køretøj af det rigtige bilmærke, men den forkerte model. Bilen var i øvrigt ikke registreret til den 39-årige.
Nummerpladerne var ikke efterlyste, hvilket den registrerede ejer kunne bekræfte, idet den registrerede ejer på sin bopæl var i besiddelse af de to nummerplader, der skulle sidde på hans bil.
Stelnummeret på den 39-åriges bil svarede i øvrigt heller ikke til de oplysninger, som fremgik af registreringen for nummerpladerne på hans bil. Politiet mistænkte ham derfor at have fremstillet nogle uægte nummerplader, så bilen fremstod registreret, uagtet bilen hverken var registreret eller lovpligtigt ansvarsforsikret.
Efter udtagelse af blodprøven og afhøring til de mange sigtelser løslod politiet kl. 11.00 den 39-årige, der således til høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Kl. 13.40 bemærkede samme patrulje en uindregistreret bil køre ad Solvænget, Jyderup. Da der var mistanke om, at der kunne være tale om samme køretøj, som politiet nogle timer tidligere havde standset og pillet nummerpladerne af, blev bilen igen standset med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj.
Føreren var igen den 39-årige, der således igen blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden og for at have ført køretøjet i narkotikapåvirket tilstand.
Bilen blev også identificeret som samme køretøj som tidligere, hvilket også medførte sigtelser for manglende registrering og lovpligtig ansvarsforsikring, idet der i sagens natur ikke var kommet nummerplader på bilen i mellemtiden.
Den 39-årige gav nu politiet nogle oplysninger om, hvordan han var kommet i besiddelse af bilen, men politiet kunne ikke umiddelbart få verificeret disse.
Politiet valgte herefter at beslaglægge bilen med henblik på nærmere undersøgelse af den for at finde ud af, hvordan den 39-årige var i besiddelse af køretøjet. Bilens formodede ejer ønskede beslaglæggelsen forelagt retten, således at en dommer nu skal kigge nærmere på grundlaget herfor.
Den 39-årige fik igen udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, inden han blev løsladt i denne nye sag om bl.a. narkokørsel.
Påvirket mand lagt i detentionen – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 23.29 anmeldte personalet på en tankstation, at en muligt forvirret mand iført noget hospitalslignende tøj ville købe spiritus.
Politiet fik på tankstationen kontakt til en 32-årig mand fra Hvalsø, som politiet tidligere på aftenen havde kørt til togstationen, så han kunne komme hjem. Det råd havde han ikke fulgt og havde indfundet sig på tankstationen, hvor han nu var kraftigt påvirket af spiritus og optrådte udadreagerende. Han ønskede i øvrigt ikke at følge politiets anvisninger for at få skabt ro på stedet, hvorfor han blev frihedsberøvet og bragt til politistationen i Roskilde, hvor han efter et lægetilsyn blev lagt i detentionen til afrusning.
Tidligt mandag morgen løslod politiet den 32-årige, så han kunne tage hjem.
Bortvisning af uønsket – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 03.10 meddelte personalet på en tankstation, at man ønskede assistance fra politiet til at bortvise en mand, der var uønsket.
Politiet fik på stedet kontakt til en 24-årig mand fra Jyderup, der både var opfarende og uforstående over, at han ikke måtte være kunde på tankstationen. Han blev venligst anmodet om at forlade stedet, hvilket han så gjorde og dermed slap for yderligere indblanding fra myndighedernes side.
Indbrud i perioden
Minkemarkvej, Tuse Næs, Holbæk (forsøg)
Birkelien, Audebo, Holbæk
Kordilgade, Holbæk