I disse dage arbejder mange vestsjællændere hjemmefra, og antallet af biludflugter og legeaftaler er næsten ikke eksisterende. Det ses tydeligt på skadestallene hos GF Forsikring, der kan berette om en stor nedgang i antallet af anmeldelser af indbrud, tyveri og bilskade. Til gengæld har flere haft brug for hjælp fra rejseforsikringen, meddeler selskabet, der har kontor i Holbæk.

Helt konkret har GF Forsikrings kunder anmeldt 60 indbrud i perioden 12. marts til 30. marts. Det er et fald i forhold til samme periode sidste år, hvor tallet var 77. Og på bilforsikringen kan GF se det samme procentvise fald. Her er der i den omtalte periode kommet 532 færre skadeanmeldelser end sidste år. Samme tendens går igen på tyveriområdet.

Til gengæld har det kundeejede forsikringsselskab oplevet den helt modsatte tendens, når det kommer til rejseforsikring. Flere end syv gange så mange kunder har anmeldt skader til rejseforsikringen i perioden 12. marts til 30. marts sammenlignet med sidste år.

– Vi har i hele marts haft rygende travlt i vores rejseforsikringsteam. Og vi forventer faktisk ikke, at travlheden flader ud, før Udenrigsministeriet igen har åbnet op for rejser til de fleste europæiske lande, siger Per Haulund, der er skade- og policedirektør i GF Forsikring.

Hos GF Vestsjælland arbejder de sammen hver for sig
Travlheden kan også mærkes hos den lokale afdeling af GF på Vestsjælland, som lige nu har en masse minikontorer i lokalområdet. Langt de fleste af medarbejderne arbejder nemlig i deres eget hjem, hvorfra de besvarer kundeopkald og laver forsikringstilbud til selskabets vestsjællandske kunder. De arbejder sammen, men hver for sig.

– Hos GF Vestsjælland arbejder mange af medarbejderne hjemmefra, og vi er med vores hjemmearbejdspladser repræsenteret i blandt andet Holbæk, Sorø, Slagelse, Vemmelev, Høng, Skibby, og Jyderup. Selvom nærhedsprincippet er en vigtig del af GF, har vi valgt at lukke vores kontorer i Sorø, Slagelse og Holbæk i en midlertidig periode for at passe på vores kunder og hinanden. Men heldigvis vil kunderne ikke mærke forskel, når de kontakter os, for vi sidder alle sammen klar og parat til at tage imod henvendelser, siger Charlotte Wiik, der er afdelingschef i GF Vestsjælland, som har kontorer i Sorø, Slagelse og Holbæk.

Pas på i påsken
Påsken er traditionelt højsæson for indbrud, hvor mange vestsjællændere tager på ferie eller i sommerhus i helligdagene. Men med myndighedernes opfordring om at blive hjemme forventer GF Forsikring, at nedgangen i antallet af indbrud fortsætter.

Til gengæld står påsken ofte også på gør-det-selv-projekter og havearbejde i mange hjem. Og selvom vejret er godt, og det efterhånden kribler i fingrene hos hus- og havefolket, så råder GF Forsikring deres kunder til at være forsigtige med værktøjet, så de kan nyde påskeferien i haven og ikke på skadestuen, som i forvejen er meget belastet.

Effekt på overskudsdelingen
GF Forsikring er ejet af kunderne, og derfor er det kunderne og ikke aktionærer, der får del i overskuddet, når skaderegnskabet hvert år gøres op. Men det er endnu lidt for tidligt at sige, hvor stor effekt coronasituationen kommer til at have på størrelsen af årets overskudsdeling, som i praksis trækkes fra prisen på forsikringerne i 2021.

– Hen over året er der som regel flere udsving i vores skadestal, så der kan nå at ske meget endnu. Derudover er der mange andre usikre faktorer, som har indflydelse på vores overskudsdeling, både dem vores kunder selv har indflydelse på, og dem vi ikke selv er herrer over. Det kan fx være, hvordan vi opfører os, når Danmark igen ”åbner op”, hvordan vi kører på vejene og ikke mindst antallet af skybrud og storme i løbet af sommeren og efteråret, slutter Per Haulund fra GF Forsikring.

Pressefoto

Del på sociale medier