Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet fra 4. til 11. december 2018.

Bemærk, at det er de hændelser, som politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Nøgen mand – Kasernevej, Holbæk

Kl. 0914 fik politiet en henvendelse fra lokale beboere om en nøgen mand, der gik rundt i området og råbte umotiveret. Det var ifølge en af anmelderne nu anden dag i træk, at manden færdedes i området uden tøj. Politiet fik i området kontakt til en 32-årig fra Holbæk, som blev kørt til skadestuen for behandling af en mindre læsion på den ene fod. En læge vurderede efterfølgende, at manden var uligevægtig, hvorfor det endte med, at den 32-årige blev indlagt på et psykiatrisk hospital til fornøden behandling. Politiet sigtede ham ikke for noget i anledning af hans adfærd.

Tyveri fra person-/varebiler – Tuse Byvej, Tuse, Holbæk

Kl. ca. 0225 klippede ukendte gerningsmænd hul i trådhegnet ved en autoforhandler, der havde en del biler af mærket Mercedes-Benz udstillet udendørs. Det viste sig efterfølgende, at der var begået indbrud i 34 person-/varebiler, der alle havde fået stjålet rattet og/eller airbags. Tyvene havde formentlig forladt område via hullet i trådhegnet med tyvekosterne.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området ved autoforhandleren natten mellem fredag og lørdag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Bortgået dame blev fundet af hundepatrulje – Holbækvej, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 0007 fik politiet en anmeldelse om, at en 87-årig kvinde fra Fredensborg havde været til dans på Merløse fritidshus. Hun skulle følges hjem med en ven, men kom ikke tilbage efter et toiletbesøg. Alle fra danseholdet havde været ude at lede efter hende uden held. En hundepatrulje blev sendt til stedet for at hjælpe med at finde kvinden. Hun blev fundet på en nærliggende villavej efter at have været væk i ca. 2 timer. Kvinden frøs men var ellers uskadt. Kvindens danseven sørgede for at få kvinden sikkert hjem.

Ordensbekendtgørelsen – Kanalstræde, Holbæk

Kl. 0125 anholdt politiet en 30-årig mand fra Roskilde, der i kraftig spirituspåvirket tilstand havde optrådt opfarende og givet anledning til uorden på en beværtning. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og blev taget med i detentionen, hvor han fik lov at sove til næste morgen. Han kan forvente at modtage en bøde fra politiet.

Færdselsuheld – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk

Kl. 1440 var det sket et færdselsuheld ved et fodgængerfelt, hvor en kørestolsbruger var blevet påkørt. Det viste sig, at en 72-årig kvinde fra Gørlev Sj. kørte i en personbil ad Hovedgaden mod øst. Ved et fodgængerfelt påkørte hun en 33-årig mand fra Svinninge, der i sin kørestol befandt sig ved fodgængerfeltet. Den 33-årige blev i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet fra påkørslen med diverse knubs. Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt omstændighederne ved uheldet.

Narkokørsel/kørsel i frakendelsestiden mv. – Sorøvej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 1458 anholdt og sigtede politiet en 34-årig mand fra Ruds-Vedby for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han var i forvejen frakendt førerretten og blev anholdelsen også fundet i besiddelse af 63 gram hash og knap 9 gram kokain. Den 34-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til sagerne.

Anholdelse – Forsøg på tyveri fra byggeplads – Hanerupvej, Regstrup – Holbæk

Kl. 2251 anmeldte en vægter, at to mænd var blevet overrasket under formentlig et tyveriforsøg på en byggeplads. De havde gjort uberettiget brug af en gravemaskine og skaffet sig adgang til en container tilhørende et byggefirma. Ved vægterens ankomst var den ene stukket af fra stedet, medens den anden mand blev tilbageholdt af vægteren. Politiet kunne kort efter anmeldelse foretage anholdelse af en 19-årig mand fra Herlev som mistænkt for forsøg på tyveri fra byggepladsen. Det lykkedes ikke politiet at finde den flygtede medgerningsmand. Den anholdte vil blive afhørt til sagen fredag, hvorefter anklagemyndigheden tager stilling til, hvorvidt der er grundlag for fremstilling af ham i grundlovsforhør eller ej.

Opmærksom borger forhindrede indbrud – Peder Billesvej, Holbæk

Kl. 1947 anmeldte en opmærksom, 65-årig mand fra Holbæk, at han pludselig havde set blinkende lys og hørt en tyverialarm gå i gang ved et hus længere nede ad vejen. Han løb straks til stedet, hvor han konstaterede, at et vindue var forsøgt opbrudt. Politiet kørte hurtigt til området med flere patruljer, bl.a. en hundepatrulje, for at lede efter indbrudstyven, der var flygtet, og som anmelderen ikke havde set. Politihundene kunne følge et spor et stykke hen ad vejen, hvorefter sporet stoppede. Politiet kunne efterfølgende også konstatere, at et vindue var forsøgt opbrudt, men indbrudstyven var dog ikke kommet ind. Derfor var der ikke stjålet noget fra stedet.

Politiet vil gerne rose anmelderen for sin indsats og sin årvågenhed. Hans handlinger beviser netop vigtigheden af og det nyttige med nabohjælp i et lokalområde/villakvarter.

Færdselsuheld -Landevejen, Svinninge – Holbæk

Kl. 0742 skete et færdselsuheld, idet en bil var bremset ned for at svinge, og de bagvedkørende derfor holdt stille. En 18-årig mand fra Holbæk kom kørende i en personbil, og overså at trafikken var standset. Han nåede at bremse lidt ned, men kørte op i den forankørende bils bagende. Herefter kørte den 18-årige over i modkørendes vejbane, hvor der kom en varebil, der ramte hans bil. Ingen personer kom alvorligt til skade ved uheldet, men en blev kørt på skadestue til kontrol for smerter i lænden. Bilerne måtte fjernes af vejhjælp.

Indbrud i perioden
Strandmøllevej, Holbæk
Peder Billesvej, Holbæk
Birkevej, Tuse, Holbæk
Fenrisvej, Allerup, Holbæk
Elmegården, Jyderup
Ibs Huse, Mørkøv
Søskrænten, Undløse, Tølløse
Holmevej, Vipperød

Del på sociale medier