ZBC har modtaget en generøs donation fra TryghedsGruppen på 15 hjertestarterskabe, som gør det muligt at rykke alle ZBC’s hjertestartere udendørs og tilgængelige for offentligheden.

ZBC har valgt at placere sine egne hjertestartere udendørs, så de bliver tilgængelige for både skolens elever, kursister, medarbejdere og lokalsamfundet døgnet rundt. For at beskytte hjertestarterne mod vind og vejr og for at sikre at de er funktionsdygtige, har Tryghedsgruppen valgt at donere 15 hjertestarterskabe til ZBC i bl.a. Holbæk.

– Som uddannelsesinstitution har vi et ansvar for at sikre tryghed og sikkerhed for vores elever, medarbejdere og lokalsamfund. Ved at placere vores hjertestartere udendørs gør vi dem tilgængelige for alle – ikke kun i skoletiden, men døgnet rundt. Det er en investering i sikkerhed, hvor vi tager aktiv del i at understøtte vores lokalområde og bidrage til et øget førstehjælpsberedskab, udtaler direktør på ZBC, Michael Kaas-Andersen.

Det er TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland, der står bag donationen til ZBC som led i TrygFondens samlede arbejde for, at alle kan og vil træde til ved hjertestop uden for hospital, og at hjertestartere er tilgængelige hele døgnet, så flere kan overleve hjertestop med god livskvalitet.

– Når en person får hjertestop, er det afgørende for vedkommendes overlevelseschancer, at nogen hurtigt træder til med livreddende førstehjælp. Derfor er vi glade for at støtte ZBC’s ønske om at give flere adgang til skolens hjertestartere ved at hænge dem op udendørs på de forskellige matrikler. Vi håber ikke, at det bliver nødvendigt at tage hjertestarterne i brug, men skulle det ske, kan det betyde forskellen på liv eller død, at de er let tilgængelige, siger Jørn Rise Andersen, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland.

Fakta om hjertestartere og hjertestop i Danmark

  • Der er registreret 3.989 hjertestartere i Region Sjælland, hvoraf 3.044 (78 pct.) er døgntilgængelige. På landsplan er der registreret 25.810 hjertestartere, hvoraf 18.430 (71 pct.) er døgntilgængelige.
  • Når en hjertestarter er registreret på Hjertestarter.dk, bliver den synlig på hjertestarterkortet, og 1-1-2 kan guide førstehjælpere og hjerteløbere til den nærmeste enhed.
  • I 2023 fik 11 pct. af hjertestoppatienterne på landsplan stød med en hjertestarter før ambulancens ankomst. I Region Sjælland var tallet 10 pct.
  • Ved hjertestop i private hjem (hvor 75 pct. af tilfældene sker) blev der i 7 pct. af tilfældene brugt en hjertestarter før ambulancen ankom.
  • Ved hjertestop i det offentlige rum (25 pct. af tilfældene) blev der i 23 pct. af tilfældene brugt en hjertestarter før ambulancen ankom.
Michael Kaas-Andersen til højre og Jørn Rise Andersen til venstre. Pressefoto
Når en person får hjertestop, er det afgørende for vedkommendes overlevelseschancer, at nogen hurtigt træder til med livreddende førstehjælp. Pressefoto
Det er TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland, der står bag donationen til ZBC. Pressefoto