Holbæk Museumsforening arrangerer: ”Vikingerne ved landevejen”
Det sker onsdag den 20. september 2023 kl. 19.00 – 21.00.
Mødested: Holbæk Museum, Klosterstræde 18, 4300 Holbæk.
Kom helt tæt på de vikinger, der for 1200 år siden blev begravet langs med Landevejen i Svinninge.
Arkæolog fra Museum Vestsjælland, Lizette Salge vil fortælle om udgravningerne af hele 46 jordfæstegrave fra vikingetiden.
Gravpladsen blev opdaget af to detektorførere i 2018. Efter en lang dag uden de store fund, fik de signal af noget, der lød som en metaldåse. Da de fik gravet sig ned til genstanden, viste det sig i stedet at være en skålformet fibel (broche) og de var dermed ramlet lige ned i en kvindegrav fra vikingetiden. Det blev startskuddet til en forundersøgelse og to efterfølgende udgravninger, der afslørede et væld af grave med meget spændende genstande.
På denne aften vil du blive præsenteret for lokalitetens historie, opdagelsen af den første grav, undersøgelsernes forløb og det vil også være muligt, at se nogle af de genstande, som arkæologerne fandt i gravene.
Pris: 30 kr. for medlemmer; 50 kr. for ikke medlemmer. Betaling ved fremmødet – kontant eller mobilepay 87854
Ingen tilmelding nødvendig, bare mød op!