”Det er svært at få smilet til at sænke sig efter næsten to timer i selskab med Tobias Trier og hans band. Koncerten på Rytmeposten var en sand humørbombe, hvor Triers herlige anekdoter faldt ind i en forrygende musikalsk legestue” – Fyens Stiftstidende, anmeldelse.

Kom forbi til en hyggelig fredag aften i No1, når trubadur Tobias Trier hudfletter den moderne mands længsler – med et glimt i øjet. Det er nu på fredag den 4. oktober, kl. 19.30, at Trier og band besøger Kulturhuset No1 i Tølløse.

Billetter kan købes her – 160 kroner + gebyr.

Tobias Trier er søn af Røde Mor musikeren Troels Trier. Siden har han taget et markant skridt ud af faderens skygge og etableret sig som selvstændig anerkendt trubadur og entertainer. Han har udgivet et album cirka hvert tredje år siden han debuterede med “Bag De Blå Persienner” i år 2000.

Tobias Triers hjemmevante opførsel på en scene skaber en særlig stemning blandt publikum, når han frækt blander pop, hiphop, latinamerikanske rytmer og overraskende breaks. Og når han leverer kærlighedssange, hvor Trine rimer på margarine, og sange om letmatroser, der begraves i æblemos og på stedet digter sange til kvinderne i salen, er det meget svært ikke at blive revet med.

Foto: ABW