Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune har netop sendt et høringssvar til Vejdirektoratet. Det peger på de trafikale udfordringer, som lovudkastet til anlægsloven for færdiggørelsen af Kalundborgmotorvejen vil medføre.
I juni blev tredje etape af Kalundborgmotorvejen mellem Knabstrup og Kalundborg godkendt af forligskredsen bag vejdelen af Infrastrukturplan 2035. Det betyder, at der kommer motorvej hele vejen fra Knabstrup til Kalundborg, og nyheden fik en blandet modtagelse i Holbæk Kommune.
”I Holbæk Kommune ønsker vi motorvej på hele stykket, da det er vigtigt for en forsat udvikling i Nordvestsjælland. Der er dog en række udfordringer i lovudkastet, og vi ønsker derfor nogle ændringer i projektet. Ændringerne skal skabe en trafiksikker løsning, der ikke efterlader borgerne i Holbæk Kommune med væsentligt ringere vilkår end i dag. Derfor har vi sendt et høringssvar til Vejdirektoratet”, fortæller Lars Qvist, borgmester i Holbæk Kommune.
Holbæk Kommune retter i høringssvaret også kritik mod det faktum, at Vejdirektoratets høringsmateriale har ændret sig siden, der i maj 2023 blev holdt borgermøder i Kalundborg Kommune og Holbæk Kommune. Dertil skriver Holbæk Kommune, at der i høringsmaterialet er fejl og unøjagtigheder, hvorfor kommunen forventer, at Vejdirektoratet præciserer materialet og gennemfører en ny høringsproces.
Nødvendige tiltag
Med færdiggørelsen af motorvejen lukkes en række eksisterende vejadgange til den nuværende Skovvej fra det kommunale vejnet. Det vil skabe trafikale udfordringer på det kommunale vejnet, som kan nødvendiggøre tiltag som fartdæmpende foranstaltninger, ombygning af kryds, etablering af forbindelsesveje samt øvrige trafiksikkerhedstiltag.
Udgifterne til at forsøge at rette op på ovenstående vil være efterladt udelukkende til Holbæk Kommune, hvilket kommunen ikke finder rimeligt.
Holbæk Kommune konstaterer desuden, at udkastet til anlægsloven og de tekniske løsninger heri på væsentlige punkter ikke bunder i tidligere anbefalinger fra Vejdirektoratet. Udkastet indeholder heller ikke pointer fra tidligere afgivne høringssvar, som beskriver konsekvenserne for Holbæk Kommune. Det drejer sig blandt andet om trafiksikkerhed fremfor rasteplads, en nordlig forbindelsesvej ved Jyderup samt tilslutningsanlæg ved Knabstrup.
I lovudkastet findes desuden faktuelle fejl. Det drejer sig om, at de ekstra midler, som motorvejsprojektet skaffede, ikke fremgår i afgørende tabeller i lovudkastet. Her tages der udgangspunkt i den oprindelige økonomiske ramme.
I udkastet står der også, at der ikke er foretaget modelberegninger for udformning af østvendte ramper ved Knabstrup, men Holbæk Kommune har tidligere udarbejdet dette og forelagt det for Vejdirektoratet. Der er også fejl, når det kommer til en parallelvej. Med en forkert formulering kan udkastet læses som, at der skal etableres en vej på 20 km., fremfor den 1 km., som der reelt er tale om.
Holbæk Kommune vurderer, at det kan være misvisende for beslutningstagere. Det er fejl, der bør rettes til, hvorefter der bør udsendes et nyt lovudkast til anlægslov og gennemføres en fornyet høring.
Se det fulde høringssvar her: