Orø er blandt de fire småøer, der er blevet fritaget fra taxiloven fra den 1. juli 2024. Det betyder, at alle nu kan køre med betalende passagerer uden krav som sædeføler og taxameter, oplyser Transportministeriet.

Bågø, Endelave, Hjarnø og Orø er fra den 1. juli fritaget fra taxiloven, således at alle lovligt kan køre med alle mod betaling. Det er de første fire øer, der er fritaget fra taxiloven – og flere ansøgninger er under behandling.

“Vi taler om områder, hvor det ikke er muligt at få en taxa. Med ø-taxa-ordningen sikrer vi maksimal mobilitet ved en liberalisering af området således, at alle kan køre med alle – uden krav om chaufførkort, sædeføler og taxameter,” siger transportminister Thomas Danielsen.

Siden årsskiftet har det været muligt for kommuner at søge om fritagelse for taxiloven for øer mindre end Bornholm.

Transportministeriet gør opmærksom på, at en eventuelt skadelidt i et færdselsuheld vil kunne få sit krav dækket af forsikringsselskabet. Den manglende dækning vil dog kunne få konsekvenser for skadevolder. Private, som ønsker at befordre andre mod betaling på øerne, bør gå i dialog med deres forsikringsselskab om forsikringsdækningen af kørslen.

I forbindelse med, at Orø er undtaget for taxiloven, ønsker Holbæk Kommune at gøre opmærksom på, at en given chauffør, der måtte ønske at køre med passagerer på Orø, skal have et gyldigt kørekort, og der skal være tegnet en gyldig ansvarsforsikring på bilen. Prisen for turen skal aftales indbyrdes mellem chaufføren og passageren/passagererne fra gang til gang. I den forbindelse skal chaufføren være opmærksom på anden gældende lovgivning som skattelovgivning, arbejdsmarkedslovgivning m.v.

Kilde

Foto: ABW