Torsdag d. 26. og fredag d. 27. januar 2017 er der premiere på Teatret Fair Plays nye forestilling ”Soldaten”. Forestillingen fortæller den meget aktuelle historie om en ung soldat – om hans grunde til at blive soldat, om hans oplevelser under krigen – og om hans sværeste kamp – at vende hjem igen som eneste overlevende efter et vejsidebombeangreb.
I mere end 14 år har Danmark været en krigsførende nation – øjensynligt med massiv opbakning fra befolkningen. Adskillige unge mænd og kvinder søger den personlige udfordring i militæret for at opleve verden og “gøre en forskel”. Ved de nok om, hvad de går ind til? Og hvad de kommer hjem med?
En hjemsendt soldat – eneste overlevende fra et vejsidebombeangreb – har forladt sin familie og er søgt ud i skoven. Gennem hans forhold til lillesøsteren Julie, hører vi om hans oplevelser som – soldaten.
I Teatret Fair Plays forestilling er den unge soldat udsendt i Afghanistan, som er det land, Danmark har haft flest udsendte i siden 2002. I alt er 43 danske soldater faldet i tjeneste i Afghanistan, heraf 26 dræbt af vejsidebomber og 1 af selvmord i lejren. Blandt hjemvendte soldater findes der ikke på samme måde lettilgængelige tal, men en del enkeltstående sager viser, at selvmordraten blandt hjemvendte soldater er en del højere, ligesom et stort antal lider af psykiske eftervirkninger som bl.a. PTSS.
SOLDATEN er skrevet af forfatter og skuespiller Robert Reinhold, der har medvirket i flere af Teatret Fair Plays forestillinger, samt været gæst ved vores allerførste LEVENDE ORD-arrangement. Robert Reinhold siger om stykket:
”SOLDATEN handler om de psykologiske konsekvenser af at have været udsendt. Konsekvenser der har svært ved at nå den brede offentlighed, og især de unge, der står overfor valget om værnepligt. Soldaten er en forestilling om krigen der fortsatte efter hjemsendelsen. Om den sunde unge mand, der blev forvandlet til en krigsinvalid.”
De to medvirkende er skuespillerne Mikkel Hansen og Maria la Cour, der begge også spiller med i Teatret Fair Plays juleforestilling ”Den store julemiddag 2”. Mikkel Hansen spillede også med i forestilling LIQUID LOVE, der var en musikalsk samproduktion mellem Teatret Fair Play og Superreal. Maria la Cour er opvokset i Holbæk, hvor hendes forældre stadig bor. Selv bor hun lige nu i sommerhus på Tuse Næs sammen med sin kæreste og deres 6 måneder gamle baby.
Mikkel Hansen er født i 1984 og uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2010. Han har bl.a. spillet med i ”Pelle Erobreren” og ”Gøngehøvdingen” på Folketeatret, ”Peter Pan” på Det Ny Teater, ”Det Gyldne Kompas” og ”Kærlighedskarrusellen” på Aarhus Teater, ”Brødrene Løvehjerte” på Teatret Zeppelin og LIQUID LOVE på Teatret Fair Play/Superreal.
Derudover har Mikkel Hansen lagt stemme til en del tegnefilm.
Maria la Cour er født i 1985 og uddannet fra Skuespillerskolen v. Odense Teater i 2011. Hun har bl.a. medvirket i ”Skærmydsler” på Aalborg Teater, ”Trold kan tæmmes” og ”Æblegården” på Odense Teater, en del forestillinger på Teater Momentum i Odense og Anemoneteatret i København.
Derudover har Maria la Cour medvirket i DR’s TV-serie ”Broen”.
SOLDATEN spiller på Teatret Fair Play i Holbæk i januar, februar og april 2017, og tager på turné landet rundt i efteråret 2017.