Sidste chance for at opleve Sjællands Teaters Reumert-nominerede forestilling PING PONG, en barsk fortælling om livet som ung og anbragt. Forestillingen spiller for både børn, unge og voksne og for skoler og studerende.

Forestillingen spiller på Teatret Fair Play i Holbæk d. 10. og 11. november og på turné i bl.a. København.

To unge drenge spiller bordtennis. Det er to børn, hvis opvækst har været turbulent og præget af uro. De er begge fjernet fra deres familier, og begge kæmper de med at finde deres plads i livet. Det er historien om to drenge, som begge finder én at spejle sig i. En bedste ven.

Noah kommer med fire opholdssteder og to børnehjem i bagagen og skal igen finde sig til rette et nyt sted.

Det er her, han møder Sander, der ligesom ham selv prøver at finde sin plads i livet og et sted at føle sig hjemme. Hvordan gør man det, når man bor et sted, hvor de voksne går ”hjem”, når de har fri, og systemet flytter én videre, så snart man er faldet til?

Hvordan skaber man sin egen identitet i overgangen mellem barn og voksen, når man er anbragt? Og hvordan finder man ro i sig selv og i livet?

PING PONG er en fiktiv historie, skabt i dialog med anbragte og tidligere anbragte børn og unge, med ønsket om at fiktionen skal lægge sig op ad den nære virkelighed. Forestillingen blev produceret et år efter, at statsminister Mette Frederiksen i slutningen af 2019 sagde, at flere udsatte børn skulle anbringes uden for hjemmet.

PING PONG blev nomineret til en Reumert i kategorien Årets Børne-/Ungdomsforestilling i 2022.

Instruktør og dramatiker, Leiv Arne Kjøllmoen, sagde i forbindelse med forestillingens premiere:

”Anbragte børn kastes ofte ud i et kaos af forskellige skift i anbringelser, skoler, voksenkontakter og andre relationer. Mangel på kontinuitet og stabile opvækstvilkår går igen i flere anbragtes historier, og ønsket om større medindflydelse i egen anbringelse er stort. For os er det vigtigt at give en stemme til en gruppe børn og unge, der sjældent bliver hørt. Normalt hører vi kun om dem, når noget er gået helt galt, men disse børn og unge har jo også en hverdag. En hverdag, hvor de udvikler relationer og venskaber med andre anbragte. Med forestillingen PING PONG sætter vi fokus på sådan et venskab.”

Fakta:

I Danmark var der pr. 31. december 2019 11.428 børn og unge (0-17 år), som var anbragt uden for hjemmet. Det svarer til 1 % af alle 0-17-årige i Danmark. Omkring 4 % oplever at blive anbragt på et tidspunkt i løbet af deres opvækst.

Samlet set er 23 % af alle anbringelser I 2019 tvangsanbringelser, dvs. anbringelser uden samtykke fra enten forældrene eller den unge. Denne andel er steget fra 14 % i 2011 til 23 % i 2019.

Kilde: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

7 ud af 10 anbragte børn, gennemfører aldrig deres 9. klasses afgangsprøve. For børn, der ikke er anbragt, gælder det kun 1 ud af 10.

Kilde: Socialstyrelsen.

Læs mere på www.sjællandsteater.dk

Foto: Thomas Petri