I de hyggelige mødelokaler plejecentret Fjordstjernen – med en fantastisk udsigt ud over Holbæk Havn – finder du konsulentvirksomheden HjerneHjørnet. De to ejere og daglige ledere, neurokonsulenterne Søren Toftebo Jørgensen og Iben Stenild, har en baggrund indenfor neuropædagogik og fysioterapi.
Aktivitets- og samværsstedet hjælper voksne, som har fået en erhvervet hjerneskade med at genvinde et værdigt liv med meningsfyldte aktiviteter.
Man kan få en hjerneskade eller ”stroke” af flere årsager. Mest kendte er nok blodpropper og hjerneblødninger. Men andre former for skader i hjernen som slag i forbindelse med trafikulykker (husk nu cykelhjelmen!) – såkaldte hovedtraumer – eller manglende ilt til hjernen og meget andet kan forårsage en hjerneskade. Alvorlige hjernerystelser for eksempel efter et fald eller andet kan også give lignende, voldsomme udfordringer. Når hjernen bliver skadet, er det meget forskelligt, hvad og hvilke funktioner, der kan blive påvirket. Nogle bliver fysisk skadede, andre følelsesmæssigt og kognitivt. Andre kommer over skaden uden store mén.
Men generelt kan det siges, at den ramte efter den akutte fase på hospitalet, ganske tydeligt kan mærke, at det er svært at vænne sig til den person, man er blevet efter skaden. For noget er ofte ændret. Man synes tit – og omgivelserne mærker også – at man har forandret sig. Nogle vil sige, at ”jeg er ikke længere den samme!”, og den ændring kan de pårørende også tydeligt mærke.”
HjerneHjørnet står klar med hjælp, efter at man er udskrevet fra hospitalet, og de kommunale genoptræningstilbud er stoppet.
Udfordringerne for den ramte kan blandt andet være hjerneskadetræthed, søvnforstyrrelser, lys- og lydfølsomhed, hovedpine, hukommelses- og koncentrationsproblemer, angst, følelse af manglende spontanitet og motivation og meget andet. Efter kontakt til HjerneHjørnet kan der gives tilbud om samtaler, træning og terapi, som kan give gode værktøjer i hverdagen. På hjemmesiden hjernehjørnet.dk er der nøje beskrevet tilbud som eksempelvis samvær, samtaler, aktiviteter, rådgivning samt kortere eller længere rehabiliteringsforløb.