Roskilde Universitet vil opbygge stærke relationer og bane vejen for spændende job til universitetets kandidater. Derfor får alle universitetets kandidatuddannelser mindst én regional samarbejdspartner.

Hvad betyder det for unge med særlige behov, at de skal være ‘pilot i eget liv’, som man arbejder med i Holbæk Kommune? Og hvad betyder den tilgang for de fagprofessionelles arbejde?

Det undersøgte én af de 13 grupper af studerende fra Roskilde Universitet, der i foråret 2023 var på feltarbejde i Holbæk Kommune i tilknytning til et kursus på en kandidatuddannelse.

Roskilde Universitet ønsker at bidrage til at hæve uddannelses- og vidensniveauet i Region Sjælland. Derfor har universitetet iværksat en plan for flere nye regionale uddannelsesindsatser, hvor de studerende kommer helt tæt på virkeligheden i regionens kommuner, som mange allerede har gjort og fortsat vil gøre i Holbæk Kommune.

Målsætningen for den nye plan er, at alle Roskilde Universitets kandidatuddannelser skal have mindst én regional samarbejdspartner. Det betyder, at kandidatstuderende vil komme til at opleve regionalt forankrede uddannelsesaktiviteter for eksempel praktik, projekt- og specialesamarbejder samt kursusaktiviteter. Målet er, at flere kandidater får job i Region Sjælland. Det gælder både om at videreudvikle eksisterende partnerskaber og etablere en række nye samarbejder.

“Roskilde Universitet skal være hele region Sjællands universitet – og vores studerende skal have en lettilgængelig mulighed for at komme tæt på virkeligheden. Derfor har vi en målsætning om, at alle kandidatuddannelser skal have mindst én regional partner, som de indgår et forpligtende og langvarigt samarbejde med. Det skal give de studerende adgang til flere studiejob, praktikpladser og projektsamarbejder, og det skal give virksomhederne adgang til den nyeste viden og meget gerne til deres fremtidige medarbejdere,” siger rektor Hanne Leth Andersen.

Roskilde Universitets samarbejde med Holbæk Kommune bliver nu videreudviklet på baggrund af den strategiske samarbejdsaftale, der blev indgået i oktober 2022.

”Vores samarbejde med Roskilde Universitet er meget værdifuldt. Det betyder meget, at de studerende kommer i forbindelse med virksomhederne i Holbæk Kommune. Det binder skolebænken og den kommunale virkelighed tættere sammen og knytter de studerende til vores virksomheder. Et andet aspekt er, at vi fortsat arbejder for at udvikle Holbæk som uddannelsesby. Målet er, at flere unge tager en uddannelse lokalt, at de bliver boende og forhåbentlig finder arbejde i nærområdet efter endt uddannelse. Det tror jeg netop, at det tætte samarbejde mellem universitetet, os som kommune og vores lokale virksomheder kan være med til at underbygge. Dermed sikrer vi også større chance for at rekruttere den kvalificerede arbejdskraft, som der er behov for,” fortæller Lars Qvist, der er fungerende borgmester i Holbæk Kommune.

Der arbejdes på uddannelsespartnerskaber mellem Holbæk Kommune og kandidatuddannelserne Environmental Science, Politik og Forvaltning, Socialvidenskab samt Tværvidenskabelige sundhedsstudier.

Læs mere her: https://holbaek.dk/nyheder-og-presse/nyheder/uddannelsesby/2023/roskilde-universitet-vil-bidrage-med-kvalificeret-arbejdskraft/

Foto: ABW