Mange flygtninge, hvad enten de er nytilkomne eller har boet i Danmark i flere år, oplever at være hårdt presset på økonomien. Udsatte flygtningefamilier har vanskeligt ved bl.a. at give deres børn gode oplevelser, som ofte er med til at forme en som individ, danne nye relationer og skabe gode minder for livet. Men takket være foreninger som Røde Kors Holbæk, kan mange af de udsatte flygtningefamilier nu se frem til at give deres børn en mindeværdig oplevelse i sommerens løb. Foreningen har de seneste 3 år arrangeret familieferielejre for udsatte flygtningefamilier i Holbæk Kommune, som de gang på gang har haft succes med. EDC Poul Erik Bech Fonden støtter denne mission, og har netop doneret 20.000 kr. til foreningen.
Som flygtning i et fremmed land står man ofte uden tætte forbindelser og midlerne til at kunne give sig selv og sine børn et afbræk fra den hårde hverdag og den pressede økonomi. Ved at arrangere familieferielejre for udsatte flygtningefamilier giver Røde Kors Holbæk dem en god og mindeværdig oplevelse, som de ikke selv har muligheden for at finansiere. Foreningen har lejet sig ind på Hillerød Vandrehjem i 3 weekender i sommerferien for forskellige familier på skift. Her vil Hillerød Vandrehjem stå for alle hovedmåltiderne, hvor familierne vil få deres eget værelse, og her vil blive arrangeret sjove og sociale aktiviteter, der inkluderer børn såvel som voksne. Dette arbejde bliver udført af integrationsgruppen I Røde Kors Holbæk, der består af omkring 60 frivillige ildsjæle, der tilsammen hjalp omtrent 425 flygtninge i 2023.
Frivillig aktivitetsleder af integrationsgruppen, Helle Munk Nielsen, udtaler sig om projektets formål:
“Familieferielejrene har til formål at give de udsatte flygtningefamilier en mindeværdig oplevelse, der går udover den normale, hårde hverdag. Med en tur til ferielejren vil børnene efter sommerferien nu have mulighed for at dele ud af deres ferieoplevelse på lige fod med andre børn i børnehaven eller i skolen. Røde Kors Holbæk ønsker at give mellem 400 til 500 flygtninge et smil på læben med en arrangeret weekendtur på Hillerød Vandrehjem. Turen vil bl.a. byde på aktiviteter som terningløb, fodbold, snobrød om bålet, banko, udforskning af lokalområdet samt meget mere, der alle fokuserer på at inkludere børnene såvel som de voksne. Vi forventer i år, at 21 frivillige skiftevis vil bruge en weekend på at give de udsatte børn og voksne en fantastisk oplevelse. Familieferielejrene vil blive afholdt over 3 weekender fra d. 28-30 juni, d. 5-7 juli og d. 12-14 juli i 2024.”
“Det er især sommermånederne, som kan være en svær tid for mennesker, der ikke har økonomisk mulighed for at finansiere sjove aktiviteter og oplevelser for hele familien tilsvarende andre familier. Særligt for udsatte flygtningefamilier med børn kan dette være en smerte. Med familieferielejrene, der afholdes af Røde Kors Holbæks integrationsgruppe, hjælper vi sommerglæden lidt på vej i disse hjem. Derfor er vi yderst taknemmelige for donationen fra EDC Poul Erik Bech Fonden, der gør, at vi kan glæde udsatte flygtningefamilier.”
Alle familier fortjener gode minder
Allan Bachmann, partner i EDC Poul Erik Bech Holbæk, stod for overrækkelsen af donationen. Han udtrykker stor respekt for foreningens frivillige arbejde:
“EDC Poul Erik Bech Fonden støtter netop dem, der gør en forskel for andre. Dette lever Røde Kors Holbæk i høj grad op til. Alt for mange udsatte flygtningefamilier er økonomisk pressede og har ikke midlerne til at give deres børn nogle mindeværdige oplevelser. Med familieferielejrene, der er arrangeret af Røde Kors Holbæk, kan disse familier nu få en sommer med gode minder, som de sammen kan værne om og huske tilbage på i hårde tider. Røde Kors Holbæk er en beundringsværdig forening, som gennem deres integrationsgruppe formår at hjælpe udsatte flygtningefamilier på rette vej og give dem en god start i Danmark.”
Senest har følgende foreninger modtaget støtte af EDC Poul Erik Bech Fonden: Dansk Folkehjælp, Bolbro Brugerhus Odense, Mødrehjælpen Holbæk, Kirkernes Familiehjælp Randers, Specialskolen Bramsnæsvig, Svovlstikkerne og Bykirken Odense.