Holbæk Teater genopsætter Prop & Berta On Stage med masser af dans, rap og sang og segboards.
Den Grammyvindende rapper Clemens har skrevet tekster til Bent Solhofs folkekære figurer fra Prop & Berta, der nu vender tilbage igen som hip hoppende rap-stjerner. En familieforestilling, der planter sig et sted mellem fed live koncert og teater.
I rollen som den talende ko Berta ses Silja (Okking), som de fleste børn kender fra DRs børneprogrammer. Mens Prop spilles af Jens Andersen, danseren Josephine Raahauge er Heksen Fullatrix og Politimester Frederiksen og flere andre roller spilles af Wahid Sui Mahmoud. Og så er der selvfølgelig de skønne Tyttebøvsere.
Musikken er komponeret af DJ Thomas Volmer Schulz, som er med på scenen fra sin DJ pult, mens spillerne synger Clemens tekster live.
”Clemens har skrevet nogle underfundige tekster og forestillingen vil ramme alle uanset om de er 4, 18 eller 80. Man kan ikke lade være med at blive revet med at sangene, som er blevet nogle rigtige ørehængere,” slutter Kristoffer Møller Hansen.
Prop & Berta On Stage havde premiere første gang i 2016. Til denne kommende re-premiere er der blevet skruet op for de frække moves. Holbæk Teater har nemlig sat danser og koreograf Brice Johnson på produktionen. Brice Johnson er i branchen også kendt som Professor Lock og har i perioder også lavet workshops på Woods Dansestudio. Han har tidligere danset for stjerner som Madonna og Christopher.
En fortælling i flyvende gear
Selve forestillingen følger Prop, der har arvet et hus i en hyggelig lille by. Da han flytter ind, opdager han, at huset ligger i udkanten af Heksens skov og at Heksen Fullatrix hader naboer. De kommer på deres livs opgave for at besejre heksens trylle-tricks. Det hele foregår i flyvende fart med hurtige skift med hip hop moves og ind imellem også på segboards.
”Det er en forestilling, hvor man som voksen virkelig får en skøn oplevelse sammen med sine børn. Fordi man bliver grebet og griner sammen – og så er musikken så fed, at man ikke kan lade være med at sidde og danse lidt med, ” siger kommunikationsansvarlige på Holbæk Teater, Marianne Eikers.
Musikken er i øvrigt udgivet på både iTunes og Spotify, så man kan høre musikken hjemmefra, mens man glæder sig til at se forestillingen.
”Hovedbudskabet er, at ondskab og griskhed skal druknes med kærlighed og godhed”, siger instruktør Kristoffer Møller Hansen. Et budskab som spillerne i den grad bifalder og jo er evigt aktuelt.
Forestillingen er lavet i samarbejde og “approval” fra Egmont (som ejer licensen til Prop & Berta) og Warner Music (som ejer filmene mv). Prop & Berta On Stage havde premiere første gang i 2016 og nu har re-premiere den 26. januar 2018.
Forestillingen spiller også i vinterferien på Holbæk Teater og spiller derudover også på Rønne Theater (Bornholm), Musikhuset Aarhus, Skive Theater, Kulturhuset Galaksen i Værløse og på Sønderborg Teater.
Prop & Berta On Stage spiller frem til og med 15. februar og billetter kan købes på holbækteater.dk