Projektudvalget for Lokal Udvikling i Holbæk Kommune har de seneste to år gransket det lokale demokrati og mulighederne for lokal udvikling. Deres anbefalingerne er nu klar.
Helt centralt i anbefalingerne fra projektudvalget står, at lokalområderne i Holbæk Kommune skal have støtte til at skabe den udvikling, de hver især ønsker.
”Man kan se det som en form for hjælp til selvhjælp. Kommunen skal ikke bestemme, hvordan områderne skal arbejde, men vi skal bidrage med viden, inspiration og udvikling af de mange lokale ressourcer”, forklarer Michael Suhr, der er formand for projektudvalget.
Undervejs i forløbet har projektudvalget blandt andet søsat projektet Udviklingskraft i lokalområderne, hvor tre lokalområder gennem korte kurser og formulering af en langsigtet plan har arbejdet målrettet med at udvikle deres eget område. Der er ifølge formanden kommet mange gode erfaringer ud af at arbejde med den lokale udviklingskraft. Erfaringer, der sammen med andre aktiviteter ligger til grund for projektudvalgets anbefalinger.
Netværk på tværs
En anden af projektudvalgets anbefalinger går på at styrke samarbejdet på tværs af de 17 lokalområder.
”Vi har oplevet, at mange af lokalområderne bokser med de samme problemstillinger. For eksempel omkring forsamlingshusene eller at skaffe midler. Derfor er vores opfordring, at de bliver bedre til at samarbejde og trække på hinandens erfaringer”, fortæller Michael Suhr.
Præsentation på Brorfelde
Projektudvalgets anbefalinger blev præsenteret for byrådet i går onsdag den 13. september, og den 28. september er lokale ildsjæle fra hele kommunen velkomne på Brorfelde Observatorium, hvor projektudvalget vil fremlægge deres erfaringer og anbefalinger.
”Udvikling af vores lokalområder kan kun ske ved et stærkt samspil mellem aktive borgere og en kommune, der prioriterer lokal udvikling. Derfor har det været en fornøjelse at møde så mange borgere, som virkelig brænder for deres områder, og jeg ser frem til at drøfte anbefalingerne med dem på Brorfelde”, siger formanden for udvalget, Michael Suhr.
Anbefalingerne bliver givet videre til det byråd, der indtager posterne efter valget den 21. november.