To udvalg i Holbæk Kommune har netop godkendt at give tilskud til projekter på Orø. Der er tale om en udviklingsplan for turisme og etablering af en tennisbane.
Danske småøer som Orø har landet over de seneste år oplevet en stor tilstrømning af turister. Her er det afgørende at arbejde for en bæredygtig og positiv turismeudvikling. Derfor har Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling samt Udvalget for Kultur og Fritid afsat penge til udarbejdelsen af en udviklingsplan for turisme på Orø. Det sker i samarbejde med den erhvervsdrivende fond Dansk Kyst og Naturturisme samt Destination Sjælland.
Udvalget for Kultur og Fritid har også besluttet at give tilskud til etablering af en tennisbane på øen. Dermed søsættes flere projekter, der kommer både lokalsamfund og gæster til gavn.
Strategi og konkrete forslag
Flere aktører på Orø har udtrykt interesse for at få udarbejdet en udviklingsplan, som Dansk Kyst og Naturturisme tilbyder. Destination Sjælland har derfor haft en dialog med fonden, der ser positivt på Orø som et udvalgt pilotstudie. Og det vækker begejstring hos formanden for Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling, at udviklingsplanen nu er godkendt i de to udvalg:
”Det er et meget spændende projekt, som jeg ser frem til at følge. Planen skal identificere udviklingspotentialer og udfordringer, og så skal den indeholde en strategi for ø-turismen. En bæredygtig strategi – både økonomisk, socialt og miljømæssigt”, fortæller formand Lars Qvist.
Projektet vil også munde ud i række konkrete og fysiske forslag til forbedringer, som kan øge gæsteoplevelsen på Orø og den lokale tilfredshed.
Planen bliver udarbejdet sammen med en række eksperter, Dansk Kyst og Naturturisme, Destination Sjælland, Orø Beboerforening, turismeaktører og Holbæk Kommune. Forløbet vil efter planen starte op i første del af 2023. Det samlede budget er 950.000 kroner, hvoraf det kommunale tilskud er på 250.000 kroner fordelt ligeligt på de to udvalg. Det resterende beløb på 700.000 kroner finansieres af Dansk Kyst og Naturturisme og LAG.
Tennisbane på vej
Orø Tennisklub har formået at skabe stor opbakning til klubben, der dog mangler en række faciliteter, da træning hidtil har foregået indendørs i Orø Hallen. Udvalget for Kultur og Fritid har derfor godkendt anlægstilskud og kommunal mellemfinansiering på henholdsvis 416.497 kroner og 350.000 kr. Tilskuddene går til etablering af en tennisbane og midlertidige lån, indtil øvrige tilskud udbetales af andre fonde.
”Med en tennisbane får øens beboere mulighed for at dyrke foreningsidræt optimalt og lokalt. Samtidig er der en stor gruppe sommerhusejere og turister, der får mulighed for at leje eventuelle ledige baner. Det er vigtigt at støtte de gode potentialer, der er på Orø, og det er projekter som den kommende tennisbane og udviklingsplanen for turisme med til”, fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.
Der indgås en aftale mellem Orø Tennisklub og Holbæk Kommune om finansiering, ejerskab og drift af tennisbanen. Holbæk Kommune bliver ejer af banen, mens Orø Tennisklub forpligter sig til at drive og vedligeholde banerne samt afholde samtlige driftsudgifter.