Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2023/07/31 til 2023/08/08.

 

Bilist med kørselsforbud oplyste falsk navn – Holbækvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 19.40 så en patrulje en bemærkelsesværdigt syn, da en ældre bil uden sidespejle forsøgte at gemme sig bag et supermarked i Jyderup. På bilen sad nummerplader, som var stjålet fra en anden bil, og bilen viste sig hverken at være indregistreret eller forsikret.

Betjentene henvendte sig til føreren, som ikke havde et kørekort at fremvise, og kun kunne huske sit navn, men ikke sin adresse. Føreren blev anholdt, da politiet ville afklare hans identitet med sikkerhed.

Ved nærmere afhøring blev det fastslået, at føreren var en 23-årig mand fra Tølløse, som kørte bil trods et kørselsforbud, hvorfor han havde forsøgt at sige, at han var en anden. I bilen fandt patruljen en kniv, som den 23-årige ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Kniven blev beslaglagt, og han blev sigtet for at overtræde knivloven. Han blev desuden sigtet for at opgive falsk navn, for kørsel uden førerret, for tyveri af nummerplader, og for at køre i en bil, som havde diverse fejl og mangler. Den 23-årige fik lov til at gå efter sagen var undersøgt til bunds, og han vil høre mere i sagen senere.

Bortvisning af uønskede beboere – Holbæk

Kl. 08.13 fik politiet en henvendelse fra omsorgspersonale med en bekymring for en 81-årig mand fra Holbæk, idet en søn og svigerdatter var flyttet ind i samme bolig. Det fandt omsorgspersonalet ikke forsvarligt i det lange løb, så de ønskede af hensyn til den 81-åriges fortsatte ve og vel de to personer bortvist.

Politiet fik på stedet kontakt til en 49-årig mand og 50-årig kvinde, som blev bortvist fra mandens bopæl uden problemer.

Den 49-årige blev dog kortvarigt frihedsberøvet, idet han var efterlyst af politiet med henblik på fremstilling i fogedretten, hvorfra han var udeblevet fra et tidligere retsmøde. Han var også efterlyst til udlevering af nogle bødeforelæg fra politiet, som ikke havde kunnet finde ham i et stykke tid.

Ingen af de to bortviste blev sigtet for noget i forbindelse med det uønskede ophold hos et ældre familiemedlem.

Brand i kælder – Ahlgade, Holbæk

Kl. 10.35 rykkede brandvæsnet og politiet ud til kælderen under en fastfoodrestaurant i Ahlgade i Holbæk, idet restaurantpersonalet havde opdaget gnister i et køleskab.

Politiet kunne konstatere, at personalet selv havde brugt en pulverslukker for at slukke nogle gnister i køleskabet, som forinden havde udviklet en del røg. Der var ikke sket nogen skade på hverken personer eller fast ejendom, hvorfor politiet ikke foretog sig yderligere.

Færdselsuheld – Hjortholmvej, Vipperød – Holbæk

Kl. 15.01 var to personbiler stødt sammen på Hjortholmvej ved indkørslen til en pendlerparkeringsplads, så to ambulancer var blevet sendt til stedet.

Ingen af parterne var kommet til skade ved sammenstødet, der havde medført mindre skader på de to involverede personbiler.

En 85-årig kvinde fra Tølløse foretog som fører af en personbil ad Hjortholmvej i østlig retning en nedbremsning for en forankørende personbil, der også havde nedsat hastigheden forud for en svingning til venstre.

En 44-årig mand fra Tølløse opdagede som fører af en personbil i samme retning den forankørendes nedbremsning for sent, så han påkørte bagenden af den 85-åriges bil.

Politiet registrerede ud fra disse omstændigheder blot parterne og køretøjerne i sammenstødet.

Færdselsuheld – Hovedgaden / Gammel Skovvej, Regstrup – Holbæk

Kl. 06.31 var en personbil og en bus impliceret i et sammenstød i krydset Gammel Skovvej – Hovedgaden i Regstrup. Ingen af parterne var kommet til skade, og der var kun sket mindre materiel skade på køretøjerne.

Det viste sig, at en 43-årig mand fra Regstrup som fører af en personbil var kørt ad Hovedgaden mod syd frem til krydset ved Gammel Skovvej. Her fortsatte han frem over vigelinjen og kørte ind i siden på en bus, som en 68-årig mandlig buschauffør førte ad Gammel Skovvej i vestlig retning.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet, fordi den 43-årige ikke havde noget kørekort og derfor ikke måtte være fører af et køretøj, som krævede et kørekort. Desuden vil politiet forsøge at få klarlagt, hvor morgensolen kan have haft indflydelse på den 43-åriges mulighed for at orientere sig.

Færdselsuheld – Sorøvej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 09.37 rykkede politiet ud til Sorøvej lige syd for Ugerløse, hvor en bilist var blevet impliceret i et færdselsuheld. Modparten var imidlertid kørt fra stedet uden at give sig til kende efter et mindre sammenstød, der var sket få minutter tidligere.

Politiet fik ved uheldsstedet kontakt til en uskadt, men chokeret 73-årig mandlig bilist fra Tølløse, hvis bil havde en skade på sit venstre sidespejl.

Den 73-årige bilist kunne oplyste, at han under kørsel ad Sorøvej i sydlig retning pludselig opdagede en modkørende personbil, der i forbindelse med overhaling af flere biler befandt sig i hans kørebanehalvdel.

For at undgå et frontalt sammenstød trak den 73-årige skyndsomt ud mod højre, samtidig med at den modkørende trak tilbage mod det nordgående spor på Sorøvej. Til trods herfor ramte de bilers venstre sidespejle hinanden med et højt brag til følge.

Den overhalende bilist fortsatte sin kørsel i nordlig retning uden at standse, hvorfor politiet nu har optaget rapport om sagen i et forsøg på at få identificeret den flygtede bilist. Ifølge vidner var den flygtede bilist kørende i en sølvgrå, større personbil i forbindelse med overhaling af en stribe personbiler med en skraldebil forrest under kørslen i nordgående retning ad Sorøvej syd for Ugerløse. Vidner til den foretagne overhaling må gerne kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Hærværk mod personbil – Lindevej, Holbæk

Kl. 02.40 fik politiet en anmeldelse om, at en mand slog ned i frontruden på en parkeret bil på Lindevej.

Politiet fik på stedet kontakt til en spirituspåvirket, 21-årig mand fra Letland, men med en arbejdsmæssig tilknytning til Danmark.

Da frontruden på den pågældende personbil havde flere skader efter slag, blev den 21-årige sigtet for hærværk med baggrund i oplysninger fra et vidne, der havde set ham slå med en knyttet hånd mod ruden flere gange.

Den 21-årige kan nu se frem til at modtage et erstatningskrav fra bilejeren, før politiet kan afgøre hærværkssagen, som den sigtede ikke ønskede at forklare nærmere om til politiet.

Søndag – mandag

Knivloven – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 02.35 sigtede politiet en 41-årig mand fra Holbæk for overtrædelse af knivloven, da han i Smedelundsgade uden noget anerkendelsesværdigt formål gik rundt med en kniv med en bladlængde på ca. 10 cm. Kniven blev beslaglagt som bevis i sagen og med henblik på senere konfiskation og destruktion.

Lov om euforiserende stoffer – Holbæk

Kl. 12.28 tog politiet på besøg hos en 53-årig mand fra Holbæk med baggrund i en mistanke om, at han på sin bopæl i den centrale del af Holbæk by måske kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer.

Ved hoveddøren kunne politiet konstatere en hashlugt fra hans bopæl, hvor politiet efterfølgende fandt en joint liggende frit fremme. Ved en efterfølgende ransagning fandt politiet hashklumper med en samlet vægt på godt 15 gram. Hashen blev beslaglagt som bevis i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Mand uden førerret sigtet for narkokørsel – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk

Kl. 21.54 blev en 46-årig mand fra Føllenslev standset af politiet, da han kom kørende af Hovedgaden mod sydvest på trods af, at han er frakendt førerretten. Patruljen mistænkte, at manden var påvirket af narkotika, og patruljebilens narkometer gav udslag for cannabis. Manden blev derfor sigtet for begge forhold og var anholdt i forbindelse med, at han fik udtaget en blodprøve. Sagen afgøres, når resultatet af blodprøven foreligger.

Mistænkelig brand i varebil – Ringstedvej, Holbæk

Kl. 02.55 kom et alarmopkald om brand i en varebil, der holdt på en pendlerparkeringsplads ud for Ringstedvej nr. 112C. Politi og brandvæsnet kom hurtigt frem, og ilden blev slukket. Politiet fandt ingen forklaring på, hvorfor branden i bilen var opstået. Sagen efterforskes derfor som en mistænkelig brand, og politiet søger vidner i sagen.

Bilen er en hvid VW Transporter varebil årg. 2018, som udbrændte totalt.

Borgere som har set personer eller køretøjer på parkeringspladsen kort før branden opstod lige før kl. 03.00 bedes kontakte politiet med oplysninger i sagen.

Mistænkelige lyde af skud – Tuse Næs – Holbæk

Kl. 11.58 anmeldte en kvindelig sommerhusgæst i et sommerhus ved Løserup Strand, at der gennem den sidste halve time havde lydt flere skud i retning mod Hønsehals Skov. Hun opfattede skyderiet som utryghedsskabende.

Politiet kørte til området og fik lokaliseret en privat adresse tæt på skoven, hvor en 67-årig mand fra Holbæk holdt en jagtfest. Deltagerne i festen havde flugtskydning ud over vandet fra den grund, hvor festen blev afholdt.

Efter en nærmere kontrol af omstændighederne og deltagerne i flugtskydningen kunne politiet konkludere, at alt foregik lovligt, så der var ikke grundlag for at foretage sig yderligere. Anmelderen blev efterfølgende underrettet herom.

Narkobilist – Ringstedvej, Holbæk

Kl. 12.20 sigtede og anholdt politiet en 18-årig mand fra Uldum, som kørte påvirket i en varebil på Ringstedvej i Holbæk. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt igen.

Narkokørsel på scooter – Rørvangsparken, Holbæk

Kl. 11.05 blev en 61-årig mand fra Holbæk anholdt i forbindelse med kørsel i narkotikapåvirket tilstand på en scooter i Rørvangsparken i Holbæk.

Politiet mistænkte ham for at være påvirket af cannabis under kørslen, så den 61-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, inden han blev løsladt. Når analyseerklæringen foreligger, hører han nærmere fra politiet.

Tricktyveri – Krydset, Kvanløse – Holbæk

Kl. 16.39 modtog politiet en anmeldelse om, at en kvinde i 90-erne kvinde var blevet udsat for at tricktyveri på sin adresse. Kvinden forklarede, at en mand havde indfundet sig i kvindens stue medbringende en orkide. Manden havde talt om en person, der skulle være syg. Kvinden afviste at kende noget til dette, og manden forlod derefter stedet. Da manden havde forladt stedet, opdagede kvinden, at hun manglede 2 fingerringe – den ene med en diamant i, et armbånd og en halskæde. Kvinden forklarede, at manden var iført en sweater og mørke bukser. Politiet vil gerne i kontakt med manden med blomsten. Kontakt politiet på 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Uheld i regnvejret – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 13.36 skete et uheld ved jernbaneoverskæringen på Kalundborgvej i Allerup, Holbæk i det kraftige regnvejr. En 32-årig mand fra Kalundborg kørte i bil mod vest, og bremsede op ved bommen, da toget kom. Bagfra kørte en 18-årig kvinde fra Greve, som også bremsede op, men kurede frem i den 32-åriges bil. Kvindens bil ramte den forankørende på anhængertrækket, så bilens front fik skader og lækkede kølervæske. Ingen personer kom noget til, men en patrulje kom frem og registrerede uheldet.

Uorden ved sygehuset – Henriettevej, Holbæk

Kl. 23.52 måtte politiet rykke ud til Henriettevej, hvor to mænd var i indbyrdes slagsmål og med en kvinde som tilskuer.

Politiet fik på stedet kontakt til de tre personer, der alle kendte hinanden. Der var dog opstået en intern uenighed, der resulterede i, at to mænd på 21 og 22 år røg i slagsmål med hinanden.

Politiet anså den 21-årige mand fra Søborg som den part, som måtte frihedsberøves for at få skabt ro på stedet, så han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Anholdelsen gav for den 21-årige anledning til nogle nedsættende udtalelser om politiet, så han også blev sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet.

Den 21-årige blev transporteret til politistationen i Roskilde, hvor han efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen, indtil han skønnes at være faldet til ro.

Vanvidskørsel på Skovvejen, Jyderup, Holbæk

Torsdag mellem kl. 7-13 målte politiets automatiske trafikkontrol, ATK- bilen på Skovvejen mod øst lige før Jyderup, hvor det er tilladt at køre 80 km/t. Omkring 2500 biler passerede i perioden og langt de fleste overholdt fartgrænsen. I alt 35 bilister blev blitzet, men en bilist gjorde sig særligt bemærket.

Kl. 07.41 kom en bil kørende forbi i vanvittig høj fart og blev blitzet med en fart på hele 167 km/t. Bilisten står derfor nu til at miste både bil og køre og får desuden en klækkelig bøde. To andre bilister kørte til et klip, men de øvrige kørte under 30% for stærkt, og kan forvente en bøde. De vil alle høre mere i deres sager.

Vold og uorden – Sportsvej, Tølløse – Holbæk

I forbindelse med byfest og amerikanerbiltræf ved Tølløsehallen blev politiet tilkaldt lige efter midnat, da en mand havde optrådt voldeligt. En kvinde havde forsøgt at forhindre en 24-årig mandlig bekendt i at køre beruset, hvilket resulterede i, at han slog hende flere gange. En ven kom kvinden til undsætning og der opstod tumult imellem de to mænd, men vennen fik den opfarende 24-åige væk fra pladsen. Kvinden blev undersøgt på skadestuen, og politiet optog en sag om vold.

En vagt meldte kort efter kl. 01.45, at en mand med et jernbat havde indladt sig i slagsmål og virket truende. Flere patruljer kørte til stedet, hvor de traf en 22-årig lokal mand, som blev sigtet for at overtræde våbenloven og battet blev taget fra ham. En 18-årig mand fra Lille-Skensved blandede sig i politiets arbejde og kaldte betjentene ukvemsord. Han var opfarende og udadreagerende, så han blev anholdt og taget med i detentionen til afrusning. Han blev sigtet for fornærmelig tiltale mod betjentene.

En 35-årig mand fra Espergærde blev anholdt kl. 01.57, da han havde forsøgt at komme i tumult med flere på stedet. Politiet forsøgte i første omgang at bortvise manden, som i stedet blev truende og voldsom over for patruljen. Han blev taget med i detentionen til afrusning.

Kl. 02.38 var det en 16-årig fra Sorø som var kraftigt spirituspåvirket og skabte uro. Han var meget konfrontatorisk over for politiet, og nægtede at efterkomme politiets anvisninger om at forlade stedet. Hans far var på stedet, men blev heller ikke skønnet ædru nok til at tage sig af sønnen. Den 16-årige blev taget med i detentionen til afrusning og løsladt næste morgen, da han var faldet til ro.