Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2024/09/16 til 2024/09/24.

Brand i moske – Smithsvej, Holbæk

Kl 17.24 kørte politi og brandvæsen til brand i en tilbygning til en moske. Der var kraftig røgudvikling fra branden, men der var ikke fare for, at flammerne ville sprede sig til andre bygninger. Branden kan være opstået ifm renovering af bygningen. Politiet vil nu undersøge brandårsagen nærmere.

Salg af hash – Vandtårnsstien, Holbæk

Kl 20.26 kørte lokalpolitiet til et skur i Ladegårdsparken, efter at der var kommet flere anmeldelser om, at der blev røget hash på stedet. Politifolkene sneg sig ind på skuret fra flere retninger og fik fat i tre personer, der blev visiteret. På en 27-årig mand fra Holbæk blev fundet et par enkelte gram hash.

Brand – Askov Huse, Mørkøv, Holbæk

Kl 18.16 kom der melding om brand i et skur fyldt med en stor mængde brænde. Da politi og brandvæsen kom frem, var skuret helt overtændt. Der var dog ikke fare for, at branden ville brede sig til andre bygninger. Der var i forbindelse med branden en kraftig røgudvikling og politiet opfordrede derfor i den forbindelse de omkringboende til at holde sig indendøre.

Brand efter brug af ukrudtsbrænder- Stevns og Holbæk

Kl. 11.13 kørte politi og brandvæsen til en brand i en hæk ved en ejendom på Hårlev Mark i Hårlev på Stevns, hvor en mand havde været i gang med en ukrudtsbrænder. Flammen fik fat i hækken, som brød i brand. Beboeren forsøgte at slukke ilden med en vandslange, men uden held. Hækken stod tæt ved togskinnerne, så togdriften måtte indstilles indtil brandvæsnet havde slukket ilden.

Kl.14.47 på Solbakken i Holbæk havde en beboer brugt ukrudtsbrænder på fliseterrassen, men flammen fik fat i en thujahæk, som antændte. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden blev slukket før den spredte sig.

Ingen personer kom noget til ved de to brande, men de to der havde brugt ukrudtsbrænder blev sigtet for uforsigtighed med ild og kan forvente en bøde i sagen.

Brand i hus – Aldersrovej, Jyderup, Holbæk

Kl 16.36 kørte politi og brandvæsen til brand i et rækkehus. Ilden havde så godt fat i huset, at det ikke stod til at redde. Under slukningen blev de øvrige beboere fra husrækken evakueret. I huset fandt brandvæsnet en afdød person. Det formodes, at der er tale om husets mandlige beboer. Brandårsagen er endnu ikke fastlagt.

Kørsel uden førerret – Odsherredvej, Holbæk

Kl 23.27 standsede en patrulje en lastbil, som ifølge en anden trafikant havde kørt og slingret. Det viste sig, at lastbilen var ført af en 28-årig mand fra Solrød, der ikke havde det nødvendige kørekort til at køre lastbil.

Motorcyklist uden kørekort kørte galt – Mørkøvvej, Undløse, Tølløse – Holbæk

Kl. 16.57 forulykkede en motorcyklist i en venstrekurve på Mørkøvvej ud for Undløse. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 19-årige mand fra Greve var kommet alvorlig til skade med sit ben. Han blev kørt i ambulance til sygehuset til behandling. Politiet optog rapport om uheldet, og det viste sig at den 19-årige ikke havde motorcykelkørekort. Motorcyklen havde han lånt, og ejeren blev sigtet for at låne sit køretøj ud til en person der ikke lovligt måtte føre den.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Ringstedvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 14.45 sigtede og anholdt en patrulje en 35-årig mand fra Jyderup, som kørte påvirket og var frakendt kørekortet. En narkometertest viste positiv for euforiserende stoffer, så han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Han erkendte sigtelserne og vil senere få besked om resultatet af blodprøveanalysen.

Påvirket bilist – Mølleskovvej, Store-Merløse – Holbæk

Kl 01.29 skete der et uheld, da en 31-årig mand fra Ringsted-området forsøgte at undvige et dyr, der løb over vejen. Han kørte derfor i grøften med sin personbil og ramte nogle træer, før bilen til sidst trillede rundt på taget. Da patruljen kom frem fik de mistanke om, at manden var påvirket af alkohol. En alkometertest viste, at manden var påvirket væsentligt over det tilladte og han blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve.

Påvirket bilist – Ringstedvej, Holbæk

Kl 14.20 standsede en patrulje en personbil ført af en 24-årig mand fra Kalundborg-egnen, da der var mistanke om, at han var påvirket af narko. Patruljen kunne samtidigt se, at der var fiflet med nummerpladen, så tallene var ændret. Desuden manglede manden et gyldigt kørekort og bilen var ikke forsikret. Ejeren af bilen kan samtidigt se frem til en sigtelse for at have lånt sin bil ud til en person uden kørekort.

Påvirket bilist – Strandvejen, Svinninge, Holbæk

Kl 16.45 standsede en patrulje en 49-årig mand fra Holbæk-området, der kom kørende i en kabine-scooter, da betjentene fik mistanke om, at han var påvirket af alkohol. Manden blev derfor medtaget til sygehuset, så der kunne udtages blodprøve.

Påvirket bilist – Æblemadevej, Svinninge, Holbæk

Kl 17.35 standser politiet en 53-årig mand fra den vestlige del af Holbæk kommune, da han kom kørende i en varebil. Han havde gjort opmærksom på sig selv ved at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen. Det viste sig desuden, at han ikke havde generhvervet sit kørekort og dermed kørte uden gyldig førerret. Under samtalen med manden fik patruljen også mistanke om, at han var påvirket af alkohol og en alkometertest viste da også, at han blæste promillen op på en del over det tilladte. Han blev sigtet for alle tre dele.

Spirituskørsel – Torslundevej, Svinninge – Holbæk

Kl. 00.55 fik en 28-årig mand fra Skælskør taget en blodprøve efter at være blevet stoppet i Svinninge med en alkoholpromille over det tilladte.

Tyveri af cykel – Alleparken, Holbæk

Kl 09.22 blev politiet kontaktet af en kvinde fra Holbæk, der oplyste, at hun på Marketplace kunne se, at der var sat en cykel til salg som lignede den el-cykel, hun selv havde fået stjålet. Kvinden havde aftalt at mødes med sælgeren om aftenen ved Alleparken i Holbæk. En patrulje kørte til området og lagde sig på lur i området. De kunne så tage fat i en 18-årig mand fra Holbæk, der kom til stedet med cyklen. Han erkendte, at han havde stjålet den tidligere på ugen ved at skære låsen over med en vinkelsliber.

Indbrud i Perioden

Engdraget, Ll. Grandløse, Holbæk