Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2024/09/09 til 2024/09/17.
Brand i moske – Smithsvej, Holbæk
Kl 17.24 kørte politi og brandvæsen til brand i en tilbygning til en moske. Der var kraftig røgudvikling fra branden, men der var ikke fare for, at flammerne ville sprede sig til andre bygninger. Branden kan være opstået ifm renovering af bygningen. Politiet vil nu undersøge brandårsagen nærmere.
Salg af hash – Vandtårnsstien, Holbæk
Kl 20.26 kørte lokalpolitiet til et skur i Ladegårdsparken, efter at der var kommet flere anmeldelser om, at der blev røget hash på stedet. Politifolkene sneg sig ind på skuret fra flere retninger og fik fat i tre personer, der blev visiteret. På en 27-årig mand fra Holbæk blev fundet et par enkelte gram hash.
Beruset mand på kørebanen – Brændholtvej, Ugerløse, Holbæk
Kl. 08.57 anmeldte flere bilister, at der befandt sig en mand på kørebanen, som flere biler havde måtte undvige ved at køre ud i græsrabatten på stedet for ikke at påkøre manden. En patrulje kom frem til stedet og traf manden, der var påvirket i en sådan grad, at han ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Der er tale om en 47-årg mand fra Polen, der blev frihedsberøvet til afrusning. Han blev løsladt efter ca. 4 timer i politiets varetægt.
Kl. 15.25 anmeldte en 56-årig kvinde, at der befandt sig en påvirket mand. Der viste sig at være den 47-årige mand, der igen var på spil. Han mistede bevidstheden og blev derfor indlagt på sygehuset til afrusning.
Bilist med kniv – Søagervej, Holbæk
Kl 10.40 standsede politiet en personbil ført af en 52-årig kvinde fra København. Hun blev sigtet for at køre bil uden gyldigt kørekort. Desuden blev der fundet en kniv i bilens sidedør. Der lugtede kraftigt af hash i bilen, så patruljen ransagede også efter eventuelle stoffer, men fandt dog ingen.
Bilist påkørte cyklist – Tidemandsvej, Holbæk
Kl. 09.29 kørte en 21-årig mand fra Hørsholm frem for ubetinget vigepligt ved Borchsvej og påkørte en 79-årig kvinde, der havde krydset Borgmester N.E. Hansensvej og var kørt ind på Tidemandsvej i vestlig retning, da hun blev ramt af den 21-åriges bil. En ambulance tilså efterfølgende den påkørte kvinde, der var sluppet uskadt fra uheldet.
Brand efter brug af ukrudtsbrænder- Stevns og Holbæk
Kl. 11.13 kørte politi og brandvæsen til en brand i en hæk ved en ejendom på Hårlev Mark i Hårlev på Stevns, hvor en mand havde været i gang med en ukrudtsbrænder. Flammen fik fat i hækken, som brød i brand. Beboeren forsøgte at slukke ilden med en vandslange, men uden held. Hækken stod tæt ved togskinnerne, så togdriften måtte indstilles indtil brandvæsnet havde slukket ilden.
Kl.14.47 på Solbakken i Holbæk havde en beboer brugt ukrudtsbrænder på fliseterassen, men flammen fik fat i en thujahæk, som antændte. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden blev slukket før den spredte sig.
Ingen personer kom noget til ved de to brande, men de to der havde brugt ukrudtsbrænder blev sigtet for uforsigtighed med ild og kan forvente en bøde i sagen.
Brand i hus – Aldersrovej, Jyderup, Holbæk
Kl 16.36 kørte politi og brandvæsen til brand i et rækkehus. Ilden havde så godt fat i huset, at det ikke stod til at redde. Under slukningen blev de øvrige beboere fra husrækken evakueret. I huset fandt brandvæsnet en afdød person. Det formodes, at der er tale om husets mandlige beboer. Brandårsagen er endnu ikke fastlagt.
Færdselsuheld – Roskildevej, Vipperød, Holbæk
Kl 18.46 kom der melding om, at der var sket et solouheld, hvor en personbil var kørt i grøften. Bilen var ført af en 20-årig kvinde fra Horsens. Da patruljen kom frem til stedet fik de mistanke om, at kvinden var påvirket af euforiserende stoffer og der blev da også fundet en mindre klump hash på hende. En ambulance kom frem og tilså kvinden, der dog var sluppet fra uheldet uden alvorlige skader.
Færdselsuheld – Søstrupvej/Nørupvej, Holbæk
Kl. 09.55 kørte en personbil, ført af en 49-årig kvinde fra Holbæk, frem for ubetinget vigepligt, i forbindelse med kørsel i østgående retning ad Nørupvej. Kvindens bil påkørte højre side af en personbil, ført af en 53-årig kvinde fra Jyderup, der kom kørende ad Søstrupvej, hvilket betød, at den 53-åriges bil rullede rundt. I forbindelse med redningsindsatsen måtte brandvæsnet klippe taget af den 53-åriges bil for at få kvinden ud af bilen. Den 53-årige blev kørt til behandling på sygehuset efter ulykken.
Kontrol af massageklinikker – Holbæk
Politiets udlændingeafdeling var onsdag på besøg på fire forskellige massageklinikker i Holbæk. Alle steder var der kun personale, der havde lov at arbejde på stedet, så det blev ikke til nogle sager i denne omgang.
Køretur gav flere sigtelser – Holbækvej, Jyderup
Kl. 21.44 blev en 30-årig mand, der kom kørende i nordlig retning sigtet for narkokørsel. Manden var kørende i en bil med påsatte nummerplader, der tilhørte en anden bil, og manden blev desuden sigtet uberettiget brug af nummerplade og ulovlig omgang med hittegods samt for kørsel i frakendelsestiden, kørsel uden ansvarsforsikring samt overtrædelse af knivloven, da han var i besiddelse af en kniv, der falder ind under bestemmelserne i knivloven, uden at han havde et anerkendelsesværdigt formål med at medbringe kniven. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Kørsel uden førerret – Odsherredvej, Holbæk
Kl 23.27 standsede en patrulje en lastbil, som ifølge en anden trafikant havde kørt og slingret. Det viste sig, at lastbilen var ført af en 28-årig mand fra Solrød, der ikke havde det nødvendige kørekort til at køre lastbil.
Kørte uden kørekort – Ringstedvej, Holbæk
Kl. 23.00 stoppede en patrulje en 54-årig mand fra Nykøbing Sj. som kørte bil, selvom hans kørekort var blevet inddraget til en tidligere sag om spirituskørsel. Han kørte ad Ringstedvej mod nord i Holbæk, da han blev rutinemæssigt stoppet og sigtet for kørsel uden førerret. På passagersædet sad bilens ejer, som blev sigtet for at lade en person uden gyldigt kørekort styre sin bil.
Mand anholdt for trusler – Fælledvej, Ugerløse – Holbæk
Kl. 14.57 kørte politiet talstærkt til Ugerløse, hvor en bevæbnet mand havde optrådt truende over for andre personer på adressen. Manden havde flere jagtvåben, så politiet tog alle forbehold i forbindelse med anholdelsen.
Omkring kl. 19.29 blev 53-årig mand anholdt uden dramatik. Han blev taget med på stationen til afhøring, hvor han blev sigtet for trusler på livet mod en mand han kendte. Den anholdte mands våben blev taget med på politistationen, og det skal nu vurderes, om han fortsat kan beholde sin tilladelser til jagtvåben. Han blev løsladt ud på natten, da der ikke blev fundet juridisk grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han vil senere høre mere fra politiet i sagen.
Motorcyklist uden kørekort kørte galt – Mørkøvvej, Undløse, Tølløse – Holbæk
Kl. 16.57 forulykkede en motorcyklist i en venstrekurve på Mørkøvej ud for Undløse. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 19-årige mand fra Greve var kommet alvorlig til skade med sit ben. Han blev kørt i ambulance til sygehuset til behandling. Politiet optog rapport om uheldet, og det viste sig at den 19-årige ikke havde motorcykelkørekort. Motorcyklen havde han lånt, og ejeren blev sigtet for at låne sit køretøj ud til en person der ikke lovligt måtte føre den.
Narkokørsel – Skovvejen, Jyderup
Kl. 22.56 -. En 24-årig mand fra Stenlille blev sigtet og anholdt for narkokørsel, da han blev stoppet rutinemæssigt og testet positiv for euforiserende stoffer. Han havde desuden ikke gyldigt kørekort, og kørte i en lånt bil. Ejeren vil derfor nu få en bøde for at overlade bilen til en person uden kørekort.
Påvirket bilist – Mølleskovvej, Store-Merløse – Holbæk
Kl 01.29 skete der et uheld, da en 31-årig mand fra Ringsted-området forsøgte at undvige et dyr, der løb over vejen. Han kørte derfor i grøften med sin personbil og ramte nogle træer, før bilen til sidst trillede rundt på taget. Da patruljen kom frem fik de mistanke om, at manden var påvirket af alkohol. En alkometertest viste, at manden var påvirket væsentligt over det tilladte og han blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve.
Påvirket bilist – Skovvejen, Holbæk
KL. 00.24 blev en 36-årig kvinde sigtet for kørsel i påvirket tilstand, da hun kom kørende i en personbil i vestlig retning til trods for, at hun var påvirket. Hun fik udtaget en blodprøve til sagen, hvorefter hun blev løsladt, og nu afventer resultatet af blodprøven.
Påvirket bilist – Strandvejen, Svinninge, Holbæk
Kl 16.45 standsede en patrulje en 49-årig mand fra Holbæk-området, der kom kørende i en kabine-scooter, da betjentene fik mistanke om, at han var påvirket af alkohol. Manden blev derfor medtaget til sygehuset, så der kunne udtages blodprøve.
Påvirket bilist uden kørekort – Skagerakvej, Holbæk
Kl 21.55 standsede en patrulje en personbil ført af en 39-årig lokal mand, da der var mistanke om, at han var påvirket. Manden erkendte selv, at han ikke havde noget kørekort, da det frakendt. En alkometertest viste, at manden ikke var påvirket af alkohol, men til gengæld gav narkometeret udslag for kokain. Ejeren af bilen blev samtidigt sigtet for at have lånt sit køretøj ud til en person uden kørekort.
Sammenstød i rundkørsel – Rosen, Holbæk
Kl. 11.48 skete et sammenstød mellem to biler, ført af en 81-årig kvinde fra Regstrup og en 22-årig mand fra Gislinge, i forbindelse med kørsel i en rundkørsel. Der skete ingen personskade ved uheldet.
Tricktyv forsøgte at sælge bryllupskort – Vestergade, Tølløse – Holbæk
Kl. 14.07 annmeldte en ældre kvinde, at hun kort forinden var blevet udsat for tricktyveri i sit hjem. En udenlandsk kvinde stod pludselig i den ældre kvindes køkken og ville sælge hende bryllupskort eller invitationer. Den ældre kvinde afviste den udenlandske kvinde, som forlod stedet. Efterfølgende opdagede den ældre kvinde, at hun havde fået stjålet nogle guldsmykker.
Tricktyven beskrives som: ca. 20 år, spinkel, mellemøstligt udseende, talte gebrokkent dansk. Hun var iført mørk nedringet bluse og sort nederdel.
Vidner, som har set den beskrevne kvinde omkring Vestergade i Tølløse omkring kl. 14.00 tirsdag eftermiddag og har oplysninger i sagen bedes ringe på tlf. 114.
Tyveri af cykel – Alleparken, Holbæk
Kl 09.22 blev politiet kontaktet af en kvinde fra Holbæk, der oplyste, at hun på Marketplace kunne se, at der var sat en cykel til salg som lignede den el-cykel, hun selv havde fået stjålet. Kvinden havde aftalt at mødes med sælgeren om aftenen ved Alleparken i Holbæk. En patrulje kørte til området og lagde sig på lur i området. De kunne så tage fat i en 18-årig mand fra Holbæk, der kom til stedet med cyklen. Han erkendte, at han havde stjålet den tidligere på ugen ved at skære låsen over med en vinkelsliber.
Uheld med ukrudtsbrænder – Kalundborgvej, Holbæk
Kl 13.17 kørte politi og brandvæsen til melding om brand i plankeværk. Det viste sig, at branden var opstået som følge af brug af ukrudtsbrænder. En kvindelig beboer på stedet blev sigtet efter brandlovgivningen på grund af uforsigtighed i brugen af ukrudtsbrænderen.
Vanvidskørsel – Smedelundsgade, Holbæk
Kl. 12.04 blev en patrulje opmærksomme på et køretøj, som kom kørende op fra en parkeringskælder, da udstyret i patruljebilen gjorde opmærksom på, at ejeren af det pågældende køretøj var frakendt førerretten. Patruljen ønskede derfor at foretage en rutinemæssig kontrol og bragte køretøjet til standsning.
Den 70-årige fører af køretøjet viste sig at være identisk med ejeren, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Da manden havde en promille på over 2,00, beslaglade patruljens hans køretøj på stedet, da kørslen falder ind under bestemmelserne om vanvidskørsel.
Manden protesterede over beslaglæggelsen, og sagen vil derfor blive afgjort af en dommer på et senere tidspunkt.
Indbrud i Perioden
Engdraget, Ll. Grandløse, Holbæk
Vandværksbakken, Jyderup